Den franske thriller The Prey (org. Le Proie) handler i al enkelthed om bankrøveren Franck, der afsoner sidste del af en længere straf, men som bliver nødt til at orkestrere en flugtaktion, da hans familie pludselig trues på livet. Det viser sig nemlig at hans medfange, den lettere forsagte Jean-Louis – som Franck endda har beskyttet mod en række stærkere indsatte - slet ikke er så stakkels, som man ellers antager, for idet Jean-Louis bliver løsladt finder Franck af omveje ud af at hans tidligere cellekammerat er en iskold, psykotisk seriemorder, som nu udgør en trussel mod Francks nærmeste.

Der er derfor potentiale for, at fortællingen presser Franck tofoldigt. På den ene side skal han undgå at blive indfanget af politiet, og på den anden side bliver han nødt til at tage chancer hvis ikke han vil have at hans nærmeste skal gå en krank skæbne i møde. Det er på papiret en rigtig god idé, men der er som bekendt mange ideer, som fungerer fint på ideplanet, men som ender med at være lettere halvhjertede, når disse er blevet omsat til film.

Det primære problem for The Prey er, at den nærmest udelukkende benytter de ovenstående elementer som ren fremdrift, i stedet for at give sig bedre tid til at udvikle de figurer som optræder i filmen. Eksempelvis får man aldrig rigtig nogen forklaring på, hvad det er som har drevet Jean-Louis til at blive seriemorder, eller for den sags skyld, hvordan det kan være at hans ledsagerske ikke lader sig mærke af hans morderiske tendenser.

Det er derfor en af de film, der skrider frem udelukkende fordi vi konsekvent springer mellem tre handlingsforløb, det hvor Franck forsøger at opsnuse Jean-Louis, det hvor den seje, men retfærdige politikvinde forsøger at opsnuse Franck og endelig Jean-Louis’ eventyr, hvor han forsøger at opsnuse nye ofre. Slutresultatet er at filmen bliver mildest talt ujævn, for selv om der hele tiden sker noget i filmen, så lader den sin seer sidde tilbage med en følelse af ligegyldighed, til trods for de mange intentioner om at underholde.

Et andet problem er også, at filmens hovedperson, den angrende tyv/far som sætter sin egen frihed på spil i jagten på at redde sin lille datter, er en figur der i sidste ende bliver alt for patosfyldt. Franck er en figur der, til trods for hans evner til at klare sig under pres og være voldsom hvis det kræves af ham, har svært ved at overbevise seeren. Det skyldes ikke at han er forbryder, men snarere det helt ulogiske i at hans medfange nu pludselig vil hævne sig på ham, uden nogen særlig grund til det. Kort sagt har der ikke været meget troværdighed at arbejde med for Alpert Dupontel, der spiller Franck.

Selv om filmen også giver udtryk for at der har været gode håndværkere til at skabe bilede og lyd, så burde de to manuskriptforfattere altså have lagt sig i selen for at skabe et drama, der var mere interessant, for alle enkeltdelene er der: en plaget bankrøver, en psykopat, en stålsat politikvinde og en kidnappet pige. Det kommer desværre aldrig helt til at fungere og derfor ender The Prey til trods for sine gode intentioner om at ville underholde, med at blive en film man alt for hurtigt glemmer igen, da den ikke formår at skabe den forbindelse mellem sin egen historie, sine egne figurer og så tilskueren der indledningsvis måske havde glædet sig til at se en god, fransk thriller. Vil man det, bliver man desværre nødt til at lede andetsteds.