En af de mest ærkeamerikanske filmgenrer er gangsterfilmen og vi kender alle sammen den formular som den benytter til at fortælle sin historie med til hudløshed. Selvom der har været både virkelig vellykkede og virkelig mislykkede variationer af gangsterfilmen, er moralen stadig stort set den samme. Fortællingen har, med variation, derfor været stort set uændret, siden de allerførste gangsterfilm blev projekteret op på et lærred. Der stilles nemlig skarpt på underverdenens lyssky gerninger og ikke mindst på det altoverskyggende faktum, der med blodig tydelighed fortæller sin tilskueren, at forbrydelse aldrig betaler sig og at sådanne gerninger tillige ofte kan være potentielt dødelig for de, som udfører dem.

Dette er også tilfældet i den nye film Killing Them Softly, som deltog i hovedkonkurrencen på dette års Cannes Filmfestival i 2012 og er her før jul er landet i de danske biografer. Det er en film, der på overfladen fortæller en banal historie om et par, smådumme småkriminelle, der hyres til at begå et røveri mod et velorganiseret, illegalt pokerspil.

Manden, der hyrer til de to, påstår at der ikke er noget der kan gå galt, for røverne, siger han, vil end ikke få skylden for deres ugerning. Det skyldes at personen, der arrangerer pokerturneringen - Markie - tidligere har orkestreret netop et røveri af sin egen gesjæft. Desværre for Markie kom han til at indrømme hans ugerning overfor sine nære venner et stykke tid efter røveriet, for bliver hans pokerspil overrumplet af maskerede mænd igen, vil mistanken straks falde på ham.

Det har nemlig konsekvenser at lave et vellykket overfald på disse illegale turneringer, for lykkes det, så bliver alle andre pokerspil også nødt til at lukke ned og det påvirker bagmændene direkte, da de mister mange penge. Derfor hyrer de, som trækker i trådene en kynisk og intelligent lejemorder – Jackie - til at få deres problemet løst så hurtigt som muligt. Det viser sig nemlig, at de to amatører, som er blevet sat til at begå kuppet, heller ikke kan holde deres gerninger hemmelige, men til trods for at bagmændene har denne information, er spørgsmålet om det kun er de to røvere og ders chef der skal ofres?

Sideløbende med denne forbryderhistorie har filmen en tråd, der fokuserer på starten af den aktuelle finanskrise, for filmen har henlagt dens handling til omtrent fem år i fortiden, mens Obama stadig var senator, Bush Jr. præsident og Wall Street i gang med at makulere pinlige dokumenter.

Replikken ”America is not a country. America is capitalism. Now pay me!” lukker filmen af, uden i øvrigt at afsløre alt for meget om dens klimaks. For selv om Killing Them Softly på mange måder er et klassisk gangsterdrama, så er det også en film, der benytter sin genre til at fortælle en uhyggelig aktuel historie om finanskrisens start og alle de der profiterede på den. Forbryderverdenen præsenteres parallelt med tv og radioindslag, hvor der kommenteres på den voksende finanskrise og det gør, at man kan se klare lighedspunkter mellem forbryderne i finansverdenen og de småforbrydere der også kæmper for overlevelse.

Selv om der trækkes tråde til finansverdenen, er Killing Them Softly samtidig en helt klassisk gangsterfilm, så de, der holder af genren ikke bliver skuffet. Det er dog mere en film, der lægger sig op af nyere gangsterfilm, både rent æstetisk billedmæssigt, men også i dialogscenerne, der er skrevet med en meget skarp pen og eksemplarisk spillet af alle de medvirkende. Selv om Brad Pitt naturligvis er skuespilleren, der qua plakaten skal sælge billetter, så er der ingen af spillerne der falder igennem, eller ikke presser deres roller til det yderste. Det er et studie i karakterskuespil og karakteropbygning, samtidig med at fortællingen har mere på hjerte end blot at vise voldspsykopater slå sig løs.

I filmens kerne er nemlig moralen om følelser, for som vor lejemorder siger, så har han det ikke godt med at likvidere folk han kender personligt, for så er der for mange følelser på spil. Dette står dog i skærende kontrast til selvsamme morders kyniske syn på den verden han lever i. Endelig er der flere virkelig mange, opfindsomme, visuelle gimmicks med i filmen, som eksempelvis et kamera der monteret på en bildør, der viser begge passagerer, svinger med døren idet den ene forlader bilen hvorefter døren og dermed også billedet bogstaveligt talt smækkes tilbage på den nervøse chauffør. Derudover benytter filmen, som det hør sig bør for genren, også med voldsomme scener.

En af de mest imponerende voldssekvenser er en likvidering hvor en bil kører op på siden af en anden og kugler affyres. Det hele foregår i slowmotion, tilsat kontrapunktisk musik samt en fantastisk fornemmelse for bevægelse og klipning. Selvfølgelig har man før set en mand blive skudt fra en anden bil på film, men dette må være en af de mest voldsomme udgaver der er set til dato. Så tager man en række blændende intense og ufatteligt velskrevne dialogscener, en god portion humor, nogle utroligt velorkestrerede voldsscener og naturligvis en velplaceret kommentar til den aktuelle krise i USA, så får man Killing Them Softly.