I actionfilmens verden – i al fald i den amerikanske - er det efterhånden blevet et særsyn at opleve unge, hårdtpumpede actionstjerner, som dem mange af os voksede op med. Indrømmet, vi har stadig Vin Diesel, Jason Statham, Paul Walker og et par stykker til, men de har stort set alle - for længst - passeret de fyrre. Til gengæld er det blevet på mode at genbruge firsernes store ikoner og på bedste postmoderne vis lade dem lege med såvel deres egne tidligere roller, deres smarte catch phrases og det faktum, at de godt ved at de for længst har overskredet sidste salgsdato. Det kan ses i film som The Expendables, den seneste Die Hard film og ikke mindst i fortsættelsen til agentkomedien RED.

RED, der oprindelig var en filmversionering af Warren Ellis’ fremragende agenttegneserie, er udover en titel også et akronym der står for ”Retired – Extremely Dangerous” og det er faktisk meget dækkende, for i filmene følger vi en samling ultrahemmelige agenter, der officielt er gået på pension, men som ikke helt kan lade være med at redde verden alligevel.

Frank (spillet af Bruce Willis) er filmens egentlige hovedperson og da vi møder ham første gang er han ved at købe stort ind i det lokale megamarked. Hans shoppetur bliver dog afbrudt af hans gamle ven, den ultraparanoide Marvin, opsøger ham og fortæller at der er noget helt vildt under opsejling. Frank insisterer på at ville leve i fred og beder pænt Marvin om at smutte, hvilket han modvilligt gør. I næste nu springer Marvins bil dog i luften og bekræfter på den måde at hans paranoia måske var ganske berettiget.

I næste nu opsøges Frank af en samling jakkesætklædte folk fra regeringen, der beder ham om at følge med dem og der går ikke længe, før Frank indser, at der er mere end en lejemorder, som er blevet hyret til at nakke ham. Det hele synes at dreje sig om et ustyrligt hemmeligt projekt med kodenavnet ”Natskygge”, som blev iværksat under den kolde krig. Så selv om Frank overfor sin kæreste påstår, at han hellere ville sidde derhjemme og hygge i sofaen, insisterer selv hun på at de tager på et nyt eventyr sammen.

RED 2 følger langt hen af vejen formlen for en god agentfilm. Vi bevæger os fra det ene kontinent til det næste, den ene actionsekvens følger den forrige, alt imens mysteriet om Natskyggen langsomt udfolder sig for seeren. Der er lavet plads til spioner, der konsekvent snører hinanden og samtidig har filmens manuskriptforfattere (der på egen hånd bygger videre på Ellis’ figurer – for der eksisterer ikke en RED 2 i tegneserieformat) sørget for at handlingen aldrig bliver for alvorlig, idet der gives masser af plads til letbenet komik som forløsning til voldsudgydelserne. Dette bliver på én gang befriende, men det gør også at man aldrig tager figurerne seriøst eller for den sags skyld bekymrer sig om deres ve og vel, idet de selv ser så let på de ekstreme situationer de ofte ender i.

Selv om skuespillerne virker som om de har haft det rigtigt sjovt med at lave denne film, så er der også lidt træghed at spore, for selv om Willis & Co. ikke ligefrem bevæger sig rundt med rollatorer, så går det heller ikke helt så hurtigt, når der skal løbes og forceres forhindringer som dengang de var purunge. Til gengæld er det morsomt at opleve klassisk uddannede skuespillere som Hellen Mirren, John Malkovich og denne gang tillige Sir Anthony Hopkins slå sig løs i roller, der er langt mindre komplekse end de før har givet liv.

Dommen over filmen er derfor at den sagtens kan fungere som hyggelig agentadspredelse og som en film der umiddelbart appellerer ganske bredt takket være dens vellykkede genreblanding af komedie og agentaction. Samtidig er det en film, der tynges af sine noget træge actionsekvenser og den førnævnte distance som filmen skaber til sine figurer. Samlet set ender RED 2, til trods for sin veloplagthed med at være en film der karaktermæssigt ligger pænt over middel, men som samtidig i subteksten synes at stille spørgsmålet om der mon ikke snart dukker en generation nye actionstjerner op som måske kan sætte lidt mere fut i løjerne.