Den danske instruktør og producent Jens Ravn har på flere måder spillet en central rolle i dansk film- og tv-historie. Det folkelige hovedværk er formentlig tv-serien Fiskerne (1977) baseret på-udgave. ennem længere tid været svær at opdrive, men nu er den klar på en digitalt remastered dvdere. regi, dukker det op et an Hans Kirks forlæg. I 70’erne var han rektor på Den Danske Filmskole og var med til at forme 80'ernes ny-udklækkede filmskabere. Han udstod selv sin værnepligt i dansk film hos Carl Th. Dreyer ved Palladium, og debuterede i 1969 med filmen Manden der tænkte ting. Den har gennem længere tid været svær at opdrive, men nu er den endelig klar i en digitalt remastered dvd-udgave. Den er netop kommet på gaden.

Filmen er noget så sjældent som en dansk dobbeltgængerfortælling på film. Det er forskelligt, hvilket genre, den tilknyttes. Den er blevet benævnt som en gyser, hvilket afstedkommes af dens tematik omkring dobbeltgængermotivet. Det er dog en anelse skævt i forhold til såvel handling som stilsætning. Dvd-udgivelsen benytter sig derfor også af den velkendte skraldespandskategori drama, der i princippet dækker filmen meget godt. Den er da i hvert fald dramatisk. Men den er så sandelig så meget andet.

Manden der tænkte ting er baseret på Valdemar Holsts roman af sammen navn. En forfatter, som litteraturhistorien i dag ikke skæver meget til. Handlingen udspiller sig mellem rigmanden Steinmetz, der har parapsykologiske evner til at frembringe ting med tankens kraft, og hjernekirurgen og psykiateren Holst, som Steinmetz forsøger at tvinge til foretage en hjerneoperation på sig. Da Holst nægter dette, begynder en hel del mystiske ting at ske, og Holsts identitet er truet af Steinmetzs fantastiske evner.

Jens Ravns instruktørdebut er en skøn film og en overset perle i dansk films lettere tilgængelige modernisme. På den ene side er handlingen relativt let at følge. På mange måder er Holsts forlæg og Ravns og Henrik Stangerups manuskript til filmen let at sammenligne med Svend Åge Madsens fortællinger. Men den modernistiske stil er især motiveret gennem den polske instruktør og kameramand Witold Leszczynskis brillante cinematografi. Samarbejdet med Jens Ravn har skabt en film, der – lidt på samme måde som Dreyers stil – peger på sig selv. Manden der tænkte ting har faktisk mange stilmæssige ligheder med Dreyer.

Denne selvpåpegende kamerastil præget af lange, yderst præcise etableringer og helt specielle valg af vinkler sætter hele tiden handlingen stævne. Det hele sættes stedvist på pause til fordel for en kameratur. Den relativt simple handling får igennem kameragangen dermed en smuk og symbolsk ekstradybde. Sagt på en anden måde: Filmen bliver ganske simpelt flot at kigge på. Det fantastiske dobbeltgængertema i kombination med den let modernistiske stilisering gør filmen til en unik oplevelse i dansk films historie.

De to hovedpersoner er også enormt velcastet. Preben Neergaard i rollen som hjernekirurgen Holst er i sig selv tilpas underspillet til, at det, der i hænderne på andre kunne komme til at være komiske optrin, i stedet bør tages gravalvorligt. Men det er især John Price (faderen til nutidens berømte brødre), der stjæler skærmen. Han tilfører – nærmest i en let overspillet rolle – det parapsykologiske tema en troværdighed såvel som et nærmest hitchcocks spændingsmoment. Sidstnævnte er også understreget gennem Leszcsynskis billeder.

Ydermere udnytter filmen 50’ernes og 60’ernes store interesse i CinemaScope-formatet. Noget, der ikke var helt så populært i danske film, som man kunne vente. Derfor understreges det smukke i de planlagte og præcise kameragange af det brede format, som CinemaScope var. Der er ekstra plads til at lade handlingen foregå inden for den ramme, som kameraet sætter, og det udnytter Leszcsynski i lange tiltninger og panoreringer. På den ene side stillestående, på den anden side altid i flot bevægelse.

Manden der tænkte ting er en film, der kræver opmærksomhed. For det første selvfølgelig hos de, der har en interesse i unikke værker i dansk filmhistorie. Men for det andet så fremstår den moderne/modernistiske stil på en måde, der gør filmen særdeles relevant i dag. Skulle en ny film derfor vælges til genindspilning (hvad der efterhånden sker oftere i kommerciel dansk film nu), vil Manden der tænkte ting være et helt oplagt bud. Handlingen virker og virker rigtig godt. Stadig. Den dag i dag.