Kidnapped (org. Secuestrados) fra 2010 er på mange måder en klassisk home-invasion film, der dog starter med at vise os en scene, der i den grad skal gøre os nysgerrige. Det skal også hurtigt vise sig at den, i al fald rent teknisk, afviger betydeligt fra mange af de senere års gyserfilm, der netop har brugt hjemmerøverier som tema, men mere herom senere.

Filmen åbner med nærbilledet af en mand i jakkesæt, der ligger i en skovbund med en hvid, blodindsmurt plasticpose sit ansigt. Han ligger helt ubevægelig, men da han pludselig trækker vejret og kommer på benene, opdager vi også at han er bagbundet. Han stavrer ud på en vej hvor han rammes af en bil, men kameraet tumler rundt, sammen med ham og bilens fører kommer rystet til undsætning. Manden beder, da bilisten får fjernet posen, desperat om en mobiltelefon, som han straks får. Efter et par ring tager husets datter telefonen. Faderen snøfter, at hun og moderen skal skynde sig ud af huset og straks ringe efter politiet, men datteren svarer at ”de” (underforstået skurkene ) ”er her allerede” og hun får fremhulket, at de har slået moderen ihjel. Faderens blik fyldes af ren desperation. Fadeout. Filmens titel toner frem.

Vi springer herefter til en skildring af en mand, der kommer hjem til sit nye hus. Flyttemændene iler ivrigt rundt og sætter ting og sager på plads og kameraet følger manden idet han finder sin kone i husets køkken. Kameraet bliver derefter på konen og datteren, som hurtigt og spansk diskuterer retfærdigheden i hvorvidt hun må få lov til at gå på date samme aften. Selv om de ikke kan nå til enighed, kommer en flyttemand ind i billedet og spørger, hvor han skal sætte kassen som han holder, så datteren beder ham om at følge med hende da det er hendes ting i kassen og vi føres herefter ned af en lang korridor til pigens værelse.

Dette er stilen i Kidnapped. 12 klip i løbet af de 85 minutter som filmen varer, må siges ikke at være så meget. Det er ikke desto mindre det som filmen benytter sig af. Lange, håndholdte indstillinger, hvor kameraet dynamisk bevæger sig rundt om skuespillerne, slipper en figur mens man gå videre til den næste og viser os mange afkroge af den store villa hvor hovedhandlingen udspiller sig.

Dette sker uden på noget tidspunkt at miste fokus, eller vise antydninger af kameramændene i husets mange blanke overflader. Ti af scenerne hold helt ordinært, men i to scener benyttes splitscreen ganske effektivt. Dette er jo lidt af en teknisk og skuespillermæssig bedrift i sig selv, men ikke desto mindre bliver filmen medrivende, til trods for dens insisterende fokus på det rent håndværksmæssige.

Der er selvfølgelig de filmfans, der vil påstå at Hitchcock i Rope kunne nøjes med et enkelt klip (og det kun var på grund af spolen med råfilm, der ikke kunne fås større), at The Russian Ark eller Silent House end ikke havde brug for dette, da de begge blev skudt digitalt. Svaret fra undertegnede ville så være, at disse film så også tenderer filmet teater, i stedet for at ligne ”rigtig” film.

De tolv klip i Kidnapped er nemlig ganske nødvendige for effektivt at kunne opbygge filmens suspense, især i de scener hvor der laves parallelklipning mellem begivenhederne i huset og faderen, der af en af kidnapperne er tvunget ud i familiens bil, for at hæve maksbeløbet på deres kontantkort. Den lange køretur i bilen forekommer endnu længere, fordi vi seere ikke får indsigt i hvad der i mellemtiden foregår i huset, før langt senere og det er en af de mange årsager til at Kidnapped bliver så medrivende.

Rent teknisk er det også en bedrift at lave de få, men meget ubehagelige voldsscener som filmen byder på så realistisk. Det kunne i den forbindelse have været rart med noget ekstramateriale eller et kommentarspor fra filmmagerne, så man kunne få et indblik i hvordan det er lykkedes dem at skabe så voldsomme sekvenser for rullende kameraer. Digitale effekter har sikkert hjulpet på vej, men voldssekvenserne bliver så meget mere troværdige når de bliver præsenteret på denne måde.[e2} Kidnapped er derfor ikke udelukkende et vellykket stileksperiment, der i den grad har krævet at både tekniske personale og ikke mindst de der agerer i filmen, gav deres yderste, men det er også en utrolig vellykket home-invasion fortælling, der ikke holder sig tilbage.

Effekten af nærmest at overvære begivenhederne live, uden dog at filmen forfalder til den ellers så hyppigt benyttede mock-dokumentar formel, er virkelig opfindsom, for idet klippene er så få, kan man ikke andet end drages til dette, væmmelige lille univers, hvor maskeklædte psykopater forsøger at styre den lille familie, mens tilskueren samtidig fastholdes i et visuelt jerngreb. Godt gået!