Mange (faktisk 400.000 biografgæster) har allerede set denne tegneseriefilmatisering, så der er gjort meget ud af dvd’ens udformning og ekstramateriale. Dvd’ens og ekstramaterialets stil er endog mere selvironisk end kernefilmen. Allerede fra titelmenuens sprogvalg anslås en tone, der forholder sig kritisk til den kapitalistiske medieindustri, og advarselsskærmen får også en omgang via en sjofel voice-over. Et trailershow indledes med en henvisning til ”en eller anden direktør i markedtingsafdelingen”, der prøver at få en til at købe en masse film. Og sådan fortsætter det i en uendelighed med satirisk og parodisk ekstramateriale. Selv et hemmeligt easter egg i setup-menuen viser sig efter lang venten at være ganske morsomt i al sin bogstavelighed, og de grænseoverskridende viraler, der oprindelig var netdistribuerede, er samlet i en antologi på dvd’en. En del af ekstramaterialet er en parodi på ekstramateriale og dvd-mediet og dets teknologi. Kommentarsporet har fået selvstændighed fra den film, det skulle kommentere, og det er blevet til en 21-minutters lang ny film ”Koks i kommentarboksen”. Denne kortfilm overgår langt Rejsen til Saturn i smagløshed med excesser af abjekter og Carl-Mars langstrakte og gentagende udgydelser. Satiren er her så spredt og omfattende, at den en gang imellem må ramme plet og er morsom, men det er tilfældigheden, der råder, og man kan undre sig over, hvem den intenderede målgruppe er, og hvilken (mentale) alder, den dog har? Ikke desto mindre er dvd’ens ekstramateriale et godt argument for at anskaffe dvd’en, selv om man har set filmen i biografen.

Selve filmen Rejsen til Saturn holder et fortællemæssigt tempo, der kun sjældent går i stå, og dens fortælleøkonomi er betydelig bedre end den i ”Koks i kommentarboksen”. Den forenklede animationsteknik virker godt, og den harmoniserer med filmens tematik og handling. Handlingen består et quest. Her er forbillederne ud over Jules Verne, H.G. Wells og Hergé (Tintin: Månen Tur-Retur) naturligvis Claus Deleurans oprindelige tegneserie. Heltefærd er den danske betegnelse for det engelske quest. Det er en skabelonagtig fortællestruktur med lange rødder i kulturhistorien. Quest-strukturen anvendes i myter, litteratur, film og computerspil. En helt opfordres til at drage på eventyr for at besejre monstre, bestå prøver, vinde skatte og vende hjem igen med et objekt, der kan redde kongeriget. Undervejs får han eller hun hjælpere, såres, og der kan indgå en underjordisk rejse i mange forskellige former, fx at blive opslugt af stort uhyre som Jonas i hvalfisken bug.

Heltene i Rejsen til Saturn er ingen Odysseus eller Indiana Jones, og de kan heller ikke engang måle sig med en hobbit. De er tværtimod en gruppe ganske jævne mennesker: Arne, sergenten med et krigstraume, Per, der er ulykkelig forelsket, og som har snydt til eksamen, og alkoholikeren Ole med et ganske neurotisk forhold til seksualitet. Kokken er ganske vist atomfysiker, men indvandrer, så hans højeste ambition er at kunne få en pølsevogn. Modstanderne på quest-niveauet et grumme aliens, især diktatoren fra Saturn og hans rumdrage; men der er også jordiske modstandere, nemlig skibsrederen Kurt Maj, der ikke er bygget over Mærsk McKinney Møller (Mr. Burns kom først), og statsministeren med portræt- og stemmelighed med Anders Fogh Rasmussen. Det er her, det ses, at filmens genre ikke kun er science fiction, men også en dansk folkekomedie, hvor modstanderen og fjenden ofte er kapitalmagten og den korrumperede politiker, som den jævne mand, der er god nok på bunden, får bugt med til sidst.

Filmens ideologi er ambivalent. En gruppe jævne mennesker forhindrer, at Danmark bliver invaderet af en ydre fjende. Samtidig er Rejsen til Saturn optaget af danskhed og dansk identitet. Begge disse aspekter kan opfattes som et populistisk svar på globaliseringen, Hvor Delurans historiske forlæg fra 1977 i sin lune skildring af danskheden pegede på det positive og inklusive, hvor man drak øl for at hygge sig sammen, er bajere i Rejsen til Saturn blevet til et kemisk våben, og man kan aflæse, hvorledes det politiske og kulturelle klima i Danmark siden tegneserieversionen er blevet skingert og aggressivt i forhold til alt fremmed. Denne højtråbende tone træder også frem i dele af filmens humor, hvor klamme platheder udbasuneres, og her røres måske ved dens svage punkt. For at man skal grine, skal det være noget anstødeligt, der vises eller udsiges, og det er ikke rigtig længere til at blive forarget over en tegneserie eller film. Det er en del år siden, Robert Crumbs tegneserier kunne skabe frydefuld forargelse ved sit satiriske forhold til moral. Ellers er der meget morsomt materiale indimellem. Den tegnede tempofyldte slapstickhumor fungerer som regel, og de mange satiriske referencer og allusioner til celebriteter, medier og begivenheder i dagens Danmark underholder. Denne tæthed af indhold genfindes narrativt i intertekstualiteter og metafiktive elementer til overflod fra først til sidst. Man tillader sig næsten at tage det som en selvfølge, men den gennemførte genreparodi er meget vellykket og fantasifuld lige fra anslagets brug af meteorer som et pinballspil til Mars Attacks-stemmerne.

Mængden af dvd’ens ekstramateriale og selve filmens solide underholdende kvaliteter og tempo gør den anbefalelsesværdig.