Den franske filminstruktør Jean Renoir placeres ofte i filmhistorien som en af de store realister med en række film, der vurderes til at være blandt verdens bedste og vigtigste. Denne realisme har da også noget på sig, men det er bestemt ikke det eneste, Renoir stod for. Det viser en af filmhistoriens hovedværker Spillets regler. Renoirs film fra 1939 på grænsen til udbruddet af Anden Verdenskrig. La régle du jeu, som den hedder på fransk, er udkommet på dansk købsfilm.

Filmhistorien er af væsentlige kritikere blevet vurderet til at være en slags kampplads mellem to forskellige hovedstilarter: den realistiske og den formalistiske. Den realistiske kendetegnes ved at være en interesse i virkeligheden, mens den formalistiske karakteriseres gennem sin interesse i billedet selv. Et vindue til verden eller et vindue til filmen. Men denne kampzone udspiller sig også ofte direkte i den enkelte film, og Jean Renoir var en helt central aktør, der havde interesse i filmens virkelighed såvel som dens plasticitet.

Spillets regler er en opdatering af en række franske hovedværker og henvisninger. Den vigtigste er Alfred de Mussets lystspil Les caprices de Marianne (desværre ikke oversat til dansk). Det er ikke en strikt adaption, men snarere er Mussets komedie trukket fra det 19. og ind i det 20. århundrede. Der ligger også en undertone samt specifikke referencer til Moliére. Alt blandet sammen til en satirisk vinkel på den franske overklasse i midten af det 20. århundrede.

Handlingen foregår blandt herskab og tjenestefolk omkring den eftertragtede kvinde Christine. Hun er gift, men manden har haft et længerevarende sidespring siden før deres ægteskab. Hun er samtidig en smule skødesløs i sin omgang med det andet køn, og det misforstås ofte. Alle elsker Christine. Det hele kulminerer, da Christine og hendes mand inviterer en stor skare af bekendte på et jagtophold på deres store landejendom. Fest, farver, kødets lyster og kønnenes spil tager fat. Men ikke alle kender ’spillets regler’.

Handlingen er svær at gengive, fordi den ikke følger en entydig fortællestreg. I stedet læner den sig op ad komediens situationskomik med små optrin, der langsomt skal vise sig at have konsekvenser for flere. De komiske indslag er dog hele tiden kombineret med en melodramatisk resonansbund, der peger i retningen af nogle fatale følger. Det er ikke en komedie, men den trækker stor inspiration til sig fra folkekomediens letbenede lystspil. Men fokus er alvorligt ment. Satire såvist.

Denne fornemmelse af, at tingene blot forekommer undervejs uden fortælleteknisk motivation, er en af de vigtigste årsager til, at Renoir ofte døbes realist. Men hans kamerastilisering peger sammen med den komiske satire væk fra den realistiske tone og i retningen af stiltræk, vi også kender fra Orson Welles. Spillets regler er nærmest en stilistisk forudsætning for Citizen Kane (1941). Særligt iøjnefaldende er filmens brillante brug af dybdefokus, hvor for- og baggrund er lige vigtige. Der sker noget hele tiden, og der er altid noget forskelligt på spil i billedet. Komikken lurer her underneden. Denne vekslen mellem realisme og inddragelse af præcise kameravinkler er Renoirs kombinationsteknik af filmhistoriens to hovedstrømninger.

Filmen blev halvskidt modtaget. Muligvis fordi parnasset, der skulle anmelde filmen, selv blev ramt af den bidske satire. Først efter krigen, da filmen kom i international distribution, blev den opkvalificeret. Mange blinker ikke med øjnene, når de siger, at filmen er blandt verdens bedste. Den slags vurderinger er altid svære at have med at gøre. Men der hersker dog ingen tvivl om, at Jean Renoirs Spillets regler er blandt hovedværkerne i filmens historie. Flot, at den er tilgængelig på dansk dvd.