Ikke desto mindre er mødet med Bubby et man aldrig glemmer. Bad Boy Bubby er en af de film, der efterlader et varigt indtryk på sin seer. Mødet er så permanent, at når man først har set filmen om Bubbys liv, så er man ikke i stand til at fortrænge det igen - uanset hvor meget man end måtte have lyst til det.

Bad Boy Bubby er på mange måder en metaforisk film, der - filtreret gennem en enkelt hovedpersons oplevelser - forsøger at give et karikeret billede af verden i starten af halvfemserne. På denne måde kan man sige at filmen rent tematisk og visuelt er i familie med andre udfordrende film fra denne periode, ( man kunne i flæng nævne C’est arrivé près chez vous (da. Mand bider hund), Henry - Portrait of a Serial Killer eller Bad Lieutenant– uden anden sammenligning i øvrigt) for filmen er på mange måder en helt unik oplevelse. Når det er sagt så tillader den sig samtidig eksplicit, intertekstuelt at pege på både klassiske myter, psykologien, antropologien og ikke mindst levere en kritisk bredside mod kristendommen.

Filmen starter i et skummelt, grumset, gråt kælderlokale hvor drengen Bubby – der vel og mærke er midt i 30’erne – bor sammen med sin overvægtige, usympatiske og dominerende mor. Her har de tilsyneladende boet altid, for moderen advarer ham om at gå udenfor hver gang hun forlader ham. Hun tager en gasmaske på – for Bubby har fået at vide at luften udenfor lokalet er giftig og at han vil dø i løbet af få minutter hvis han går derud.

Når mor er væk holder den lille Jesusfigur på væggen øje med Bubby, der af som oftest får besked på ikke at røre sig ud af flækken til hun kommer retur. Bubby spiser ofte kakerlakker og leger lidt med sin kattekilling, som Mor siger ikke tager skade af at komme ud– idet katte ”ikke trækker vejret”, citat slut. Når mor kommer hjem, så skal hun og Bubby hygge sig om aftenen med lidt sex. Der er dog noget uldent ved det hele, for mors gasmaske har ikke noget filter og en dag banker det også på døren. Indtil nu kunne tilskueren godt tro at filmen var en slags post-apokalyptisk kammerspil, men dette ændrer sig.

Manden bag banket er nemlig Bubbys op. Han klæder sig som katolsk præst, men er mest af alt en liderlig gammel gubbe, så han genoptager med et sit forhold til Bubbys mor. Bubby kan ikke længere have sex med sin mor, for nu er det far der tilfredsstiller hende og Bubby undrer sig da også lidt over at farmand ikke bruger gasmaske når han går ud. Bubby eksperimenterer derfor med med vitawrap – først på missekatten og efterfølgende på mor og far, der nærmest er bevidstløse efter en druktur. På dette sted i filmen er det nærliggende at drage sammenligningen til Ødipus, men i modsætning til sin græske, tematiske halvbroder, ejer Bubby hverken skam, skyldfølelse eller for den sags skyld en grundlæggende idé om hvad der er socialt acceptabelt, tabu eller blot god opførsel. Da der nu pludselig ingen er til at tage sig af ham og forsøger han først tøvende men siden med oprejst pande og viltert hår, at bevæge sig udenfor.

Hvad der venter Bubby dér, skal ikke afsløres her, men undertegnede vil godt løfte en flig af mysteriet, for det skal vise sig at Bubby pludselig, som en anden Kaspar Hauser, befinder sig som en fremmed i et fremmed land.

Bubbys overlevelsesstrategi er at observere folk og så gentage de replikker som han har hørt andre sige. Det skal vise sig at være et smart træk, for på den måde møder Bubby en hel række mennesker, som både fascineres og frastødes af den mærkværdige mandsling.

Når man filtrerer virkeligheden gennem Bubbys optik, forekommer den lige så grotesk og absurd som når Rosenkrantz og Gyldenstjerne observerer Hamlet i Tom Stoppards klassiske skuespil. Bad Boy Bubby er altså lige dele tragedie, absurd komedie og udsyret samfundskritik, leveret på en både visuelt betagende og meget utraditionel måde.

Bad Boy Bubby er bestemt ikke en film for alle, for det stakkels voksenbarn må gå så grueligt meget igennem før filmen til allersidst - heldigvis og ganske befriende – synes at slutte langt mere optimistisk end den starter. Undervejs får Bubby også en masse velmenende råd med på vejen, et af de bedste fra en organist i en kirke, der overraskende nok har et meget ateistisk og naturvidenskabeligt verdenssyn.

Bad Boy Bubby er lige dele fordrejet bildungsroman, filosoferen over tilværelsen, samfundssatire og filmisk, narrativt eksperiment. Det er en hård film, der bestemt ikke kan nydes, hvis man har svært ved at se tabuer blive brudt, eller opleve menneskelig ydmygelse og fornedrelse. Bad Boy Bubby fremstår nemlig som en lettere retarderet version af Marquis De Sade på trip. Se – eller gense - den hvis du hører til de mennesker der elsker sort humor og som mangler film, der kan udfordre dig på mere end en måde.