I disse tider med 3D briller, computeranimation og animationsfilm, der primært har til hensigt at lokke penge ud af de stakkels forældre ved at være en slet skjult reklame for legetøj, er det helt befriende at sætte sig til rette med ungerne og se filmen En kat i Paris, for det er noget så sjældent som en næsten 100% håndtegnet, traditionel tegnefilm, hvor det er handlingen og ikke spektaklet, der bliver det centrale.

Selv om det i nogles øjne måske ikke er et kvalitetsstempel, var filmen blandt de Oscar™-nominerede for bedste animationfilm i 2012, året hvor den særprægede Rangovandt. Det var også velfortjent, men det bør ikke betyde at man helt glemmer nærværende film, for hvor Rango måske især henvendte sig til lidt større børn og deres voksne, er En kat i Paris en film som også de mindste kan se – sammen med deres forældre forstås - for der er både emner og sprogbrug i filmen, som nok gør at en voksen bør være med.

Selv om katten Dino er filmens vel nok vigtigste figur, er det pigen Zoé som den handler om. Zoé bor sammen med sin mor, der er en så hårdtarbejdende politikvinde, at hun indimellem forsømmer sin datter. Aflad er blevet indkøbt i form af Claudine, som moderen har ansat som barnepige og husbestyrerinde. Moderen er nemlig opsat på at fange den farlige forbryderboss Victor Costa, der blandt andet var direkte ansvarlig for at Zoés far blev skudt og dræbt i tjenesten.

Katten Dino lever dog et dobbeltliv for selv om den er Zoés kælekat om dagen så smutter den om natten hen til listetyven Niko, der bor i nærheden og er med ham på tyvetogt. Selv om Niko er tyv, er han ikke nogen ondskabsfuld forbryder. Niko giver en aften katten en fin halskæde, som han har stjålet og ved et tilfælde opdager Zoés mor dette. Hun følger efter katten i håb om på denne måde at fange tyven. Samtidig er Victor Costa ved at planlægge et storstilet røveri af en uvurderlig statue som Zoé overhører. Derfor er Victor Costa nu villig til at gøre alt for at få fanget pigebarnet og jagten over Paris’ mørklagte hustage kan begynde.

Filmen er tegnet i en særpræget, flydende stil, der både er umiskendelig fransk i sit udtryk og enormt charmerende. Stilen som figurerne er tegnet i er bevidst koldt karikeret og simpel, mens baggrunde ofte er præget af nærmest kubistiske former og flader, der leger med opfattelsen af det rum som skildres, uden at det dog bliver så abstrakt, at man mister evnen til at orientere sig.

Når filmen kun varer lidt over en time gør det samtidig at den kan formå at holde selv familiens yngste interesseret hele vejen igennem, selv om en voksen – som nævnt – bør se med på sidelinjen da eksempelvis Victor Costa har en slem vane med at bande ret voldsomt og da de scener hvor Zoé og hendes mor tænker tilbage på faderen måske godt kan være lidt for overvældende for de allermindste. Det er også sikkert derfor, at filmen frarådes for børn under 7 – men herfra lyder anbefalingen, at man lige ser den igennem først og så vurderer om ikke godt dem under 7 også kan se med.

En kat i Paris (eller Une vie de Chat - Et katteliv) er en yndig, lille tegnefilm, der både fortæller en sød, anderledes og ganske spændende historie, samtidig med at den ren animationsteknisk er virkelig lækker at skue. Selv om den er både ny og fransk minder den også om tjekkiske animationsfilm fra 70erne eller om Yellow Submarine, hvis man altså trækker de psykedeliske elementer fra og oveni lægger animationer, der er en hel del mere udtryksfulde end dem man kunne opleve dengang.

Har man derfor lyst til at opleve en tegnefilm, der både fortæller sin historie på en lidt anden måde end vi er vant til og som på behageligste vis synes at trække på en animationstradition der for en gang skyld ikke benytter Disney, Warner eller andre amerikanske studier som forbillede, er En kat i Paris helt bestemt et kig eller to værd – for det er en af de animationsfilm man med garanti godt, selv som voksen, kan holde ud at se mere end en enkelt gang.