Moralen i den nye, engelske gangsterfilm We still kill the old way er nærmest til at se i titlen, for den er nemlig, at ”tingene var meget bedre i de gode, gamle dage” – selv myrderier. Filmen glorificerer nemlig helt ublu de ”charmerende”, gamle, engelske gangstertyper langt mere entydigt end man tidligere har set i film som Snatch, The Limey eller senest i Legend. Det skal også nævnes at We still kill the old way, til trods for at den har haft produktionsselskabet Anchor Bay i ryggen, bør betragtes som en regulær b-filmsproduktion sammenlignet med de ovennævnte film, idet budgettet har været langt mindre og så finder man ingen kendte skuespillere på rollelisten. Dette betyder jo ikke, at det nødvendigvis gør den hverken ringere eller minde seværdig af den grund. Dens grundidé er i al fald ganske fed.

Åbningssekvensen præsenterer seeren for filmens centrale problemstilling. Der krydsklippes nemlig her mellem en ældre herre, der nyder drinks i Spaniens sol, og en hætteklædt møgunge, der sammen med hans bande bryder ind i en lejlighed, overpisser sengen, smadrer inventaret og maler ukvemsord med spraydåser på væggene. Hvordan disse to verdener så mødes, finderm an ud af ganske kort tid herefter.

Et par scener senere er seeren blevet inviteret indenfor på en pub. En anden gammel ”geezer” fortæller lystigt en mindre gruppe øldrikkende tilhørere gamle røverhistorier. Han forstyrres dog da telefonen ringer og den aldrende levemand vi så tidligere er i den anden ende af røret. De snakker sammen om hvor hyggeligt det bliver at mødes i Spanien ganske snart. Dette sker naturligvis aldrig, for da vores historiefortællende ven forlader pubben, støder han ind i de førnævnte hætteklædte bøllefrø, mens de er i gang med at voldtage en ung pige. Han stiller sig imellem pigen og bandemedlemmerne. Selv om det er meget ridderligt, betaler den gamle gangster med sit liv.

I næste nu er hans bror Richie ankommet til London. Det var naturligvis ham han talte med. Richie har til hensigt både at finde gerningsmændene, der dræbte hans bror og sørge for at disse knægte på første hånd kommer til at opleve gammeltestamentlig hævn. Det er vist kun Charles Bronson der ene mand kan nedkæmpe en hel bande, så for at kunne få ført sin plan igennem må Richie hive fat i de gamle rotter fra nabolaget. De er selvfølgelig alle villige til at børste støvet af deres jakkesæt og hjælpe deres gamle chef med at få hævn.

I løbet af filmen oplever seeren på tæt hold, hvor stor forskel der er på de gamle, rutinerede kriminelle og de nye gadebander – dem som englænderne kalder ”chavs” (et akronym, der står for ”Council Housed And Violent” – altså unge, voldelige personer fra sociale boligbyggerier). Både folk i lokalområdet der er gamle nok til at kunne huske Richies bande, ja, selv politiet synes bedre om banden fra Rynkeby, end de hætteklædte, uforskammede og provokerende unge, som de har problemer med dagligt.

Der er ikke noget nyt i at gangsterfilm drager paralleller mellem gangstere fra 50’erne og den nyeste generation af unge kriminelle, der ofte betragter deres omverden med hån tilovers for de gamle traditioner og ofte med dødsforagt. Et glimrende eksempel på dette er den underspillede Ghost Dog, der på en noget mere underspillet måde viser forskellen mellem den gamle, traditionsbundne gangsterverden og så den nye uden dog at glorificere den gamle skole – tværtimod. En film som Harry Brown leger også med denne modsætning mellem gammelt og nyt.

Filmens medvirkende kan på udsatte steder godt virke overdrevent karikerede. Dette gælder ikke kun i forhold til de unge banditter, men også blandt Richies bande findes der enkelte som blive lidt for meget. Adele Silva, der spiller den unge pige Gemma og Ian Ogelvy, som spiller Richie er dog begge rigtigt gode og det samme gælder Danny-Boy Hatchard i rollen som den psykotiske anfører af chav-banden.

Filmens slutscene kunne også sagtens have været afviklet meget mere dramatisk og det er måske især hér at filmen afslører sig selv som b-film. Uden at afsløre for meget forekommer det også mærkværdigt at de overlevende ikke bliver retsforfulgt efter deres handlinger hér.

Selv om filmen er lidt løs i sømmene er replikkerne skarpe og folkene bag har virkelig vist sig kreative i forhold til at få skildret de unge ballademagere så usympatiske som menneskeligt muligt. We still kill the old way ender derfor med at være en ganske underholdende gangsterfilm, som både er barsk, charmerende og som synes at hylde en bestemt type forbryder, der så småt er ved at uddø.