Conan Doyles egen Sherlock Holmes kanon med de 56 noveller og de fire romaner er vokset med tilskrivninger, fan fiction, parodier, pasticher, filmatiseringer og nye serier, hvor Granadas tv-serie med Jeremy Brett har vundet klassikerstatus. Senest på film er der de action-prægede Sherlock Holmes og Sherlock Holmes: A Game of Shadows, instrueret af Guy Ritchie, og der er ikke mindst BBC tv-serien Sherlock, hvor handlingen er flyttet op til nutiden, altså en omfattende versionering. Nicholas Meyers roman og her filmatisering, The Seven-Per-Cent Solution, indtager også er særstatus pga. dens originale tilføjelse af selveste Sigmund Freud til Holmes-universet.

Sammenkædningen af den historiske Freud og den fiktive Holmes fungerer fint, fordi de begge er repræsentanter for europæisk historie omkring 1900: fin de siècle med en høj grad af kulturpessimisme. Holmes' dystre metropolverden er præget af kriminalitet, og Freuds påvisning af, at det ubevidste del af sindet er en stærk faktor i menneskelig identitet og adfærd er med dens svækkelse af den frie vilje et tidligt opgør med historiens gang opfattet som fremskridt. Både Holmes og Freud er imidlertid videnskabelige i deres metoder, og når de i filmen kombinerer deres deduktive forståelse af verden, er de ubesejerlige.

Og dog, for deres sammenføring i filmens handling er iscenesat af Watson og Mycroft Holmes, fordi Sherlock Holmes er på dødens rand pga. hans excessive kokainmisbrug, heraf den engelsksprogede titel om den kokainopløsning, han injicerer. Holmes har allerede lidt et nederlag pga. sine neuroser og fortrængninger. I et plot, der involverer Professor Moriarty (Laurence Olivier) sendes Holmes til Wien, for at Freud med sin psykoanalyse og hypnose kan kurere ham fra misbruget. Sherlock Holmes’ indre dæmoner skyldes på ægte Freudiansk vis barndomstraumer, der har styret hans professionsvalg som detektiv, og filmen tilføjer her et ikke-kanonisk lag til vores forståelse af detektivens sind og karakter.

Havde filmens holdt sig til dette tema, hvor drømme- og hypnosepassager er visualiseret glimrende, havde den været helt god; men især i dens sidste halvdel skæmmes handlingens progression af en langstrakt og gentagende action-sekvens, der har karakter af at være fremstillet til en fire-forestilling. Det samme gælder den stereotype skildring af modstanderne i filmen, som ikke overbeviser med deres nærmest karikerede fremtoninger. Skuespiller-ensemblet er stærkt, de Wien-baserede lokationer er flotte, stemningsgivende, og de virker autentiske i forhold til filmens handling, der er original og alligevel holder sig inden for det Sherlock-Holmes kanoniske regelsæt, så man efterlades med et meget blandet forhold til filmen. Den er mere interessant, end underholdende og god.