Lad mig skitsere indledningen. En mand vågner i en seng. Rejser sig langsomt. Kan høre noget. Lytter, søger. Finder en lås i en tapetseret væg, og opdager, at hans finger er nøglen til væggen. Til en dør gemt bag tapetet. Han låser op. Flår døren op – og træder ind. I en stor biograf – lige under filmfremviseren. Klip. En mand, samme mand, forlader sin familie, siger farvel. Limousinen venter. Første møde er forberedt. Han klæder om. Og stiller sig på en parisisk gade som kvindelig tigger.

Ønsker du sammenhæng? Glem det. Leos Carax’ længe ventede spillefilm Holy Motors vil – og kan! – noget andet. Første scene er ikke uden betydning. Der er naturligvis oplagte ligheder til Alice i eventyrland. Kaninhullet og åbningen af en surreel og fragmenteret verden. Men det er ikke en eventyrverden as such. At filmens hovedperson (hvis han kan siges at være det) træder ind i en biograf antyder på kraftigste, hvad vi har med at gøre. Meta mig her og der. Filmen er en lang leg med filmmediet. Med referencer til dette og hint. Og til sig selv.

Instruktørens kunstnernavn er allerede en kilde. Leos Carax hedder egentlig Alexandre Oscar Dupont, og filmnavnet er et forkortet anagram over de første to navne. I Holy Motors tiltales den sammenbindende figur ’monsieur Oscar’. Filmen vil sig selv. Og vil filmen selv. Generelt. Hovedkarakteren er instruktøren. Eller omvendt. For de, der har det som hobby, er der intertekstuelle referencer til et væld af film af alle mulige typer film undervejs. Spiderman er der i fordrejet form. Hiroshima mon amour i stilen. Alt fra popkultur til klassisk finkultur får plads. Side om side. Men med forkærlighed for modernismens oprør mod filmen selv.

Filmen synes at søge det opgør. Et opgør med sig selv. Med fast betydning. Med mening. Og den, der søger den, vil fare vild. Filmen består at tolv små sekvenser, der er bundet sammen af, at de alle er såkaldte ”møder”, som monsieur Oscar tager til. Mord, død og lidelse. Samfundets nedre lag. Og de øverste. Og komik og humor i stil med Jacques Tati. Det hele klaskes sammen. Kun fæstnet via Oscars køretur rundt i Paris i en hvid limousine. Nogle mener, at filmen er en hyldest til friheden. Til at kunne lægge den betydning ind i filmen, man ønsker. Men der er tråde. Samlemekanismer. Men om krydsreferencerne de enkelte sekvenser imellem (fx en hund, der dukker op flere steder) danner en helhed, er nok tvivlsomt.

Freudianere har længe haft lystig omgang med Alice. Hende fra eventyrlandet. Enhver med hang til Freud – og måske især den franske arvtager Lacan – vil blive forårskåde af en film som denne. Lacanianerne vil gerne insistere på, at filmen kan gøre op med vores symbolske, sprogbundede verden, og sende os retur til det imaginære stadie. Spejlstadiet, hvor vi blot har opdaget os selv. Selvets dannelsesproces. Surrealismen har stærke bånd til denne tankegang. Psykoanalytikere vil sikkert få vendt alle spor på en måde, så de elementer, som Holy Motors låner fra surrealismen vil være forklaret.

Leos Carax har dog forøgt at lave en film, hvor der altid vil være en rest. Lidt bundfald. Noget, der skiller. Holy Motors er en sovs, der aldrig kan samle sig. Der er metafysik. Men den er postmoderne, fragmenteret, ikke-absolut. Der er Gud. Men det hellige er en hvid limousine. Det hellige er profant og pakket ind. Eller måske ud slet og ret. Uden klare henvisninger og fylde. Dette er jo i princippet også en frihed. En frihed fra instruktøren til at sætte seeren fri. Helt fri af mening. Det er kun den, der forsøger at hitte redde i kassesystemet, der vil (for)blive fortabt. I selvreferencialitetens evindelige labyrint.

Filmen er noget andet. Den er en sanselig tekstur, der lever af filmens visualitet. Cinematografien er en overdådighed af ekstravagante passager, der ikke kun er pæne i sig selv. Det er, som om kameraet kæler for sine objekter. For emnet. For det filmede. Sanseligheden fremhæves kun yderligere, da Kylie Minogue træder ind i en finte af en musical-scene, der stiller spørgsmålet: ’who were we when we were who we were’. Ja, bedre kan det egentlig ikke siges. Identiteten er der. Har været der. Men kan vi finde den igen. Filmen er der, var der, og vil være der.

Filmen lader hånt om alle kategoriseringer. Ingen vil passe. Eller alle vil passe. Familiedrama. Action. Musical. Science fiction. Gotisk gys. En anelse erotik. Socialkritik. Gangsterdrama. Boheme-drama. Metafilm. Komedie. Og meget, meget mere. Det er en film, der fravrister sig alle prædikater, og derfor fortjener den også alle prædikater. Superlativer. Den er ganske simpelt en af de mest udfordrende, anderledes og visuelt betagende film længe. What a comeback! Til en instruktør, der længe bestemt ikke har været inde i den franske filmindustris varme stuer. Med en film, der kommenterer på netop dette, må Leos Carax i den grad siges at være lukket ind igen.

Lad mig skitsere en passage undervejs. En mand dør i en seng. Rejser sig langsomt. Går i biografen – kommer ud myrdet, forslået, fattig og enormt meget klogere på den anden side. Men klogere på hvad? Ja, det bestemmer vi tilsyneladende selv.