Den amerikanske instruktør Joe Dante er vant til at lave film, der på en gang er sjove og samtidig lidt uhyggelige. Hans vel nok største kommercielle succes der følger samme formel er uden tvivl de to Gremlins film, men foruden filmene har Dante lavet en del tv.

Den nyudsendte film The Hole fra 2009 kan godt forekomme som en tv-film, idet den ikke lader til at have haft et stort budget at arbejde med. Til gengæld er det muligt for alle de seere der har investeret i teknologien til hjemmet, at se BluRay udgaven af The Hole i 3D, så selv om filmens effekter måske ikke er ILM standard, så er i det mindste illusionen om dybde ganske fornøjelig.

Filmen starter ganske lovende ud. De to brødre Dane og Lucas flytter sammen med deres mor fra New York til et hus i byen Bensonville. Storebroderen er en typisk teen og lillebror typisk irriterende rolling på omkring de 10. Da naboens datter – Julie - viser sig at være både mere end almindeligt lækker, ved Dane ikke hvad han skal gøre af sig selv, mens lillebror Lucas naturligvis bringer Dane i forlegenhed overfor pigen.

Under deres jagt på hinanden rundt i huset falder brødrene over en mærkværdig lem i kældergulvet. Den er låst med otte store, solide hængelåse, men det til trods får de den åbnet. De overraskes over at den tunge jernbeslåede trædør afslører hvad der virker som et bundløst hul. Den observante filmseer lægger dog mærke til kradsemærkerne på indersiden af lemmen, for måske gemmer der sig noget ondskabsfuldt i hullet – noget som meget gerne vil ud. Da drengene indvier Julie i deres fund, kan hun fortælle at husets tidligere ejer – ”Creepy” Carl, som han blev kaldt, flyttede væk og nu bor på en nedlagt handskefabrik i Bensonvilles udkant. De besøger Carl, som umiddelbart virker tosset og som advarer alle børnene om det ondskabsfulde mørke, som lurer i hullet.

Der er derfor lagt op til en ungdomsfilm med overnaturlige elementer, der sikkert nemt kan skræmme de yngste seere, men som desværre preller af som blod på kakkelvæg på de gyserfans, der er vant til at se film som byder på mere grotekse og voldsomme billeder. Så selv om filmen bl.a. byder på en ond, levende klovnedukke, en lille spøgelsespige, der græder blod og meget andet uhygsomt, så skal man ikke tro at det bliver så uhyggeligt at man får ødelagt nattesøvnen, for i trit med mange af Dantes øvrige film er protagonisterne også hér gjort af et ganske særligt stof, der gør at de er så modige i forhold til hvordan mange andre ville have reageret i samme situation. Deres ro tager selvfølgelig brodden af de mest uhyggelige sekvenser.

Det er derfor også svært at forestille sig filmens egentlige målgruppe. Det er ikke en familiefilm eller en film for de alleryngste, dertil er gyset alligevel for effektivt leveret og tror man så, at det er en film der søger at ramme et tween publikum, så er den alt for tam sammenlignet med film som Paranormal Activity, Hostel eller Saw. Det ideelle ville derfor være hvis man viste den til et par raske drenge på 14, der godt kan sætte sig ind i storebroderens akavede situation overfor nabopigen, men som samtidig er hårdkogte nok i deres filmkendskab til at kunne klare gyserelementerne.

Selv om man måske kan støve sådan et par tilskuere op, så er der stadig en chance for at filmen fejler, for filmens slutning er sikkert en som disse 14-årige knægte vil fnyse hånligt af. Slutningen er så afgjort det svageste ved hele filmen. The Hole formår ellers at få skabt en række morsomme og uhyggelige sekvenser, der så falder til jorden i det surrealistiske flip som udgør filmens slutning. Slutningen gør også at man uvildigt kommer til at sammenligne den med et levn fra 80erne, hvor sådanne slutninger ofte blev løsningen på det uforklarlige som ellers var præsenteret.

Det er enormt synd at slutningen forfalder til dette, for til trods for filmens letbenede tilgang til emnet formår at bygge nogle karakterer op som man faktisk kommer til at holde af. Dertil kommer at Joe Dante både giver os den obligatoriske cameo fra Dick Miller – denne gang i form af et pizzabud – og samtidig smider Dante en mængde referencer til andre genrefilm ind i sin fortælling– mest tydelig er nok navnet på handskefabrikken: ”Orlac’s gloves” en kærlighedserklæring til Karl Freunds groteske mesterværk. Den opmærksomme seer kan derfor nemt fornøje sig med at lede efter disse henvisninger. Skuespillerne gør det godt og dialogen både morsom og veloplagt. Dette taget i betragtning gør det også værre at at filmen ender med at lande med et hårdt knas på betongulvet i stedet for at glide graciøst ned i hullet, som den burde have gjort.