“People love seeing violence and horrible things. The human being is bad and he can`t stand more than five minutes of happiness. Put him in a dark theater and ask him to look at two hours of happiness and he`d walk out or fall asleep.” – Paul Verhoeven.

Paul Verhoeven har i lang tid haft reserveret et særligt sted i mit hjerte, fordi manden står bag en masse af de Hollywoodfilm, der rangerer højt på min liste over nostalgiske guilty pleasures. Hvis ikke det fremstod af ovenstående, så er jeg altså en kende farvet i dette anliggende. Det skal dog ligeledes siges, at det er mit første indblik i den hollandske periode.

Et filmhistorisk overblik.
I denne anmeldelse skal vi se nærmere på Verhoevens tidlige periode, mere specifikt fra 1973 – 1983. Hans største film fra det årti er for nylig udgivet i en fin samling af Another World Entertainment. Det drejer sig om fire af hans første fuldlængde film. Det starter med kærlighedshistorien Turks Fruit (da: Tyrkisk Konfekt - 1973), der må siges at være vældig velanset i sit hjemland. Den elskes så højt, at den i 1999 fik uddelt en pris som århundredets bedste hollandske film af Netherlands Film Festival. Lidt af det samme gælder for krigseposet Soldaat van Oranje (en: Soldier of Orange - 1977), der blev nummer to i selvsamme uddeling. Turks Fruit blev også nomineret til en Academy Award for bedste udenlandske film, hvor Soldaat van Oranje nomineres til en Golden Globe i den boldgade.

De to film, der åbenlyst er blevet kultklassikere i hjemlandet, følges op af ungdomsfilmen Spetters (1980), der skabte seriøs røre i vandene. Spetters fik hård modgang, specielt hos kritikerne, men også i medierne på grundlag af en angivelig karikeret portrættering af homoseksuelle, kristne, handicappede, politiet, pressefolk og kvinder. Mere roligt gik det for den religiøst betonede suspensefilm De Vierde Man (The Fourth Man) (1983), der på grund af sin overdrevne religiøse symbolisme gik lige i underlivet på kritikerne. Publikum var dog ikke specielt interesserede, og De Vierde Man blev af flere årsager den sidste hollandske film fra Verhoeven, inden han for nyligt vendte tilbage til sit hjemland, hvor det indtil videre er blevet til Black Book (Zwartboek, 2006).

Tyrkisk Konfekt.
I Turks Fruit får Verhoeven frie tøjler til at fortolke et anerkendt litterært værk. Det bliver et, af den hollandske forfatter Jan Wolkers hovedværker; den mere eller mindre biografiske roman ”Turks Fruit” (1969). Filmen skildrer forholdet mellem den unge, skulptør Erik (Rutger Hauer) og den livsglade Olga (Monique van de Ven). Erik er den frigjorte kunstnertype, hvor Olga kommer fra lidt mere konforme omgivelser. Hun plages af en dybt overfladisk mor (Tonny Huurdeman), der har mere travlt med at pudse glorien, end at bibeholde dens moralske levevilkår. Spillet mellem det konforme hos moderen, og det kunstneriske frigjorte i Erik, er et lag i filmens tydelige dualisme, der på det æstetiske plan bliver behandlet gennem en liv/død symbolik.

Det er begge hovedpersoners første hovedroller i en spillefilm, men deres kemiske tiltrækningskraft er ganske strålende. Det faktum, at omdrejningspunktet netop er ungdommeligheden og den altoverskyggende, naive kærlighed gør måske også, at det fungerer så forbandet overbevisende. Filmen er ikke ligefrem noget stilistisk pragteksemplar, men Jan de Bont (som i øvrigt også er debutant) får med sin håndholdte kameraføring det bedste ud af et meget skrabet, økonomisk livslod. Det realistiskes æstetik og det ungdommelige glimt i øjet bruges til at skabe en stærk kontrast til Verhoevens altid velovervejede symbolik, der her findes i det tunge eksistentielle tema, der ellers hersker.

Det meste af Holland og undertegnede er enige om at Turks Fruit, trods skønhedsfejl, er en tankevækkende, morsom og rørende ungdomshistorie, der nærmest ikke lider under tidens tørn. Allerede her skider Verhoeven hul i hvad man må vise, hvad man må sige, hvad man helst skal sige og hvordan det hele helst skal forløse sig. Han giver en tidlig forsmag på den ufiltrerede filmkunst, som han senere er blevet berømt og berygtet for.

Soldaat van Oranje
Soldier of Orange, eller Hemmelig mission med en ældre dansk titel, er Verhoevens krigsepos, der skærer anden verdenskrig ned til dens socialrealistiske kogepunkt. Fortællingen er skrevet af Verhoevens faste manusforfatter i denne periode, Gerard Soeteman, der har baseret den på Erik Hazelhoff Roelzemas autobiografiske bog af samme navne. Det er ikke det typiske krigsepos, med de moralsk overlegne soldater i voldelige konflikt mod de onde svin. Den er fattig på moralske pegefingre, som Verhoeven næsten altid er, og det er heller ikke heroiske stilbilleder fra kampens hede, der fokuseres på.

Den er mere interesseret i hvordan krig påvirker forskellige samfundslag, end hvordan den udspiller sig ved fronten. I forhold til Turks Fruit er der her et mere internationalt cast, hvor der udover hollændere også bruges belgiere, englændere og tyskere. Socialrealismen kommer til sin ret i brugen af et stort persongalleri, der forsøger at give et indblik i krigen fra flere forskellige vinkler. Man ser tydeligt hvor subjektiv en oplevelse krig kan være, fordi den velspundne historie formår at give et bredt perspektiv. Filmen mister dog ikke det klassiske, krigslige narrativ med helten og missionen, men det er heldigvis godt gemt væk bag den sociale optik.

Det økonomiske grundlag er igen vældig skrabet, og æstetikken bærer præg deraf. Det gør dog ikke noget, for det giver en vældig god autencitet, at det er baseret på locations, naturlig lyssætning og tilmed ægte eksplosioner - leveret af Prins Bernhard, og udført af hollandske marinesoldater. Den sidste, eksplosive scene på stranden får da også det ekstra kick, når man ved at Rutger Hauer nær var omkommet ved den. Når man ikke har råd til at importere special effects-medarbejdere, må man jo gøre det som man har gjort det i årtier. Det kan i øvrigt siges, om flere scener i Verhoevens hollandske film.

Tematikken ligger selvfølgelig i forlængelse af det socialrealistiske, og den kan groft siges at være venskab, eller blot menneskelighed, på tværs af sociale skel og hierarkier i en krigssituation. Nazi officeren, den krigsnægtende studerende, den forfulgte jøde og den eventyrlystne helt skildres moralsk ligeligt, fordi filmen anerkender, at der ikke findes en ”korrekt” side at være på. Der findes blot en verdensomspændende dårlig idé: Meningsløs død og ødelæggelse; i daglig tale kendt som krig.

Spetters
Umiddelbart kan det være svært at trække koblingen mellem skæbnesvanger tragedie, grafisk(!) homoseksualitet, religionskritik og motorcross-løb, men med Spetters gør Verhoeven-holdet hvad man, som minimum, må kalde et helhjertet forsøg. Der skiftes gear fra episk krigsrealisme til hurtigkørende, provokativ ungdomsfilm, og man må sige, så tvetydigt som det skal være, at der er knald på. Verhoeven tager her den eksplicitte del af sit realismedogme til det yderste, og vi får at se hvor fantastisk skamløs han kan være.

Filmen handler om tre unge venner, Rien (Hans van Tongeren), Eef (Toon Agterberg) og Hans (Maarten Spanjer), der alle er aspirerende motorcykelstjerner. De er alle stærkt besatte på at blive den nye store stjerne, der skal vælte verdensmesteren Gerrit Witkamp (Rutger Hauer) af sin trone. Ønsket om titlen som verdensmester er selvfølgelig forståeligt – de ønsker alle at flygte fra det kedelige, pengeløse provinsliv. Der er dog ligeledes brændstof på bålet i den indbyrdes trekamp, der udspiller sig omkring den meget kyniske, men vanvittigt tiltalende forførerske Fientje (Renée Soutendijk, der her gør sin debut hvad angår Verhoeven-film).

Rien er den dygtigste crosskører af de tre, men han må opgive sin drøm efter en meget uheldig ulykke, der knuser hans ben, hans opnåelige drøm og forståeligt efterlader ham svært bitter. En bitterhed, der ligger grunden for en typisk kritik af kvaksalvere (ie: religiøse). Rien får nedtur på nedtur, fordi han altid bliver mødt af lange øjne, sympati og ”det-skal-nok-gå”-mentalitet, men aldrig nogen empati eller realisme omkring hans situation. Det ender med at Rien begår selvmord på tragisk vis - ved at rulle ud foran et køretøj. Den virkelige tragedie ligger dog hos Hans van Tongeren, der spiller ham i filmen, idet han begik selvmord blot tre år efter filmens udgivelse.

Roligere går det for Hans, der bærer rollen som den rationelle, helt normale bifigur man altid ser i Verhoevens hollandske film. I de andre tre film er den typecast portrætteret af Dolf de Vries, der altid får det sidste ord som den rationelle, akademiske løsning på problemerne.

Eef er ikke nogen vældig talentfuld motorcyklist, men derimod en dygtig mekaniker. Hans store problemstilling er en ærkekristen far, der mener, at gudsbespottelse kun kan kureres med guds hånd – og helst den knyttede af slagsen. Det er dog ikke Guds hånd der banker Eef, så han får daddy issues grundet sine manglende God delusion. Eef begynder derfor at afpresse homoseksuelle for penge, så han kan flygte til Canada og undslippe hans fars voldelige gudsgreb.

Den poetiske retfærdighed (nogle vil sige karikerede fordomsfuldhed) indtræffer, idet han bliver seksuelt overfaldet af en gruppe homoseksuelle og pludselig erfarer, at det kunne han da egentlig godt lide. Grafikken i netop den scene er af den slags, hvor man ikke er i tvivl om hvad der skal hvorhen, og hvordan det ser ud, når det kommer derhen. Det er alle homosex-scenerne i Spetters, samt sex-scenerne i samlingen generelt, og man bør nok undgå specielt denne, hvis man lider af den folkekære lidelse homofobi. Vi skulle jo nødigt have, at nogle blev forargede....

Overordnet kan man kalde Spetters for en provokatør-film med et samfundsorienteret ungdomstema. Det er én stor, nihilistisk fuckfinger til vores samfunds selvbillede, og det er da ikke mærkeligt at folk blev så forargede. Verhoevens karriere i Holland sluttede mere eller mindre med denne film, fordi han velvidende brændte en masse professionelle broer, for at få lov at lave filmen på sin måde. Man kan mene meget om Spetters og dens udtryk, men essensen var måske blot, at den skulle gøre indtryk...

De Vierde Man
I De Vierde Man vender Verhoeven-holdet igen tilbage til at arbejde med et tekstligt forlæg. Denne gang blev det til endnu en anerkendt hollandsk forfatter, Gerard Reve, og hans eponymiske roman fra 1982. Filmen er en overdreven religiøst-symbolistiske suspensefortælling om den alkoholiske forfatter Gerard Reve (Jeroen Krabbé), der forelsker sig i enken Christine (Reneé Soutendijk). Enken har en broget historie, fordi hun har været gift med tre tidligere mænd, og titlen er netop et spil derpå. Hele essensen bliver så, hvorvidt denne enke har været indblandet mændenes dødsfald, eller det blot har været simple tilfælde.

Filmen er spækket til randen med narrativt forsyn, der er bygget op omkring brugen af symbolisme og surrealisme. Altså en konstant insinuering af senere hændelser, der bruger alle æstetiske og narrative kneb til at forhutle seerens sanseapparat. Den Hitchcock-agtige suspense omkring mysteriets sande natur bliver på surreel og symbolistisk vis underbygget af et billedsprog, der fordrer seeren, og den alkoholiske forfatter, til at henlade sig til hvad Carl Jung kaldte synkronicitet. Idéen om, at hændelser, der ikke er forbundet af samtidighed og kausalitet, alligevel bærer en dybere mening.

Verhoeven har da også udtalt, at det esoteriske symbolbrug og den arthouse-typiske instruktion er grunden til filmens kritiske succes, og at han lavede filmen, for at tage pis på kritikermiljøet efter, at specielt Spetters blev kølhalet som tankeløs sensationalisme. Det kan man jo synes er vældig interessant, specielt fordi han havde ret, men det er nok en længere diskussion til en anden dag.

De Vierde Man er en film, hvor den indre, overtænkende kunst-afkodende spekulant får frit løb. Gerard Soeteman og Paul Verhoeven er et godt makkerpar, næsten lige meget hvad de laver, og den tilbagevendte DP (Director of Photography) Jan de Bont får filmet en flot, nærmest malerisk film. Det er dog mere indadvendt arthouse, end det er et samfundsvendt funhouse, og selvom det er meget vellavet, synes jeg ikke det falder Verhoeven så naturligt. Det er en meget spændingsfuld og tankevækkende film, men efter tre film med spark-i-løgposen-samfundskritik, så er den lidt malplaceret og esoterisk, hvis man fjerner fokus fra den åbenlyse ironi omkring selvsamme. Jeg ville sikkert have nydt den mere, hvis den stod alene, og ikke kom i kølvandet på de andre tre film.

1973 – 1983: Verhoevens visuelle velmagtsdage
Verhoeven er en instruktør, der altid har prydet sig af at vise sine filmiske universer i deres fulde eksplicitet. Han er så at sige filmisk fortaler for hvad man kan kalde en skamløs realisme. En ublu blufærdighed hvad angår skildringen af alt mellem himmel og jord – ligegyldigt om det hedder teenagesex, homovoldtægt eller rektal vandtortur. Netop i Hollands frie 70’ere fik han frit løb for dette, som en af de eneste instruktører i landet på daværende tidspunkt. Det skal dog ikke forståes, som om det er en række krops-fetichistiske exploitationfilm. Det er temmelig normal, europæisk filmkunst, der allerede her forsøger at bryde med den makabre menneskeforskrækkelse, som det amerikanske rating-system stadigvæk perpetuerer.

Det er alle film, der kan ses på forskellige niveauer, fordi Verhoeven ikke blot ønsker eksplicitet – han ønsker ligeledes subjektivitet. Med andre ord forsøger han at vise hvordan han ser verden, og ikke hvordan du bør se verden. Grundlaget for denne satirisk tvetydige, samfundsvendte eksplicitte realisme tog han med sig til USA, men det er ærligt talt en vandet, men selvfølgelig mere actionpræget, udgave set i forhold. Han fik nogle nye budgetter at gøre godt med, og dermed også en række nye begrænsninger at underligge sig. Hvis du, ligesom mig, har set RoboCop og Total Recall gang på gang, elsker forargende, satiriske film og ikke er bange for pikke, så skylder du dig selv at se, hvordan Verhoeven tog (og viste) røven på hele Holland.