Den franske instruktør Jean-Pierre Melville figurerer i sin karriere og i fransk filmhistorie som et interessant bindeled. Mellem fortid og fremtid. Mellem fransk film før og efter nouvelle vague. Efter at være blevet nægtet adgang til den etablerede franske filmbranche startede han for sig selv. Som independent fransk instruktør med eget firma. Med ryggen i en rolig realisme og fronten vendt mod amerikansk noir skabte Melville et helt særligt udtryk. En speciel, stiliseret udgave af fransk kriminalfilm. Telefon til chefen (1972) skulle blive hans sidste af slagsen. Han døde af et hjerteslag kort tid efter.

Telefon til chefen hedder Un flic på fransk. Det betyder ’en strisser’. Altså et slangudtryk, der sigter efter den hårdhændede metode, som filmen hovedperson bruger. Coleman er den politikommissær, der efterforsker en række sager, som alle næsten knytter sig til et blodig bankrøveri. Et røveri og dets følger, som vi også ser på tæt hold. Filmens stemning baserer sig på den spænding, der opstår ved, at vi følger, hvordan Coleman langsomt kommer tættere på gerningsmændene. Men nogen særlig helt er Coleman ikke. Filmen er også interesseret i de kriminelle. Måske endda især.

Der er ikke en klar og efterforskningsbaseret sammenhæng i filmen. Colemans prioriteter er ofte lette gæt eller simple mellemregninger, som vi ikke får med. Den almindelige krimis stærke fokus på at fæstne sammenhæng mellem plottene er ikke i Melvilles interesse her. I stedet ved han, at vi godt kan følge med alligevel, fordi han viser os gangsternes handlinger. Med tydelig fascination. Men også med en kær hang til de hårdkogte tendenser, som Coleman benytter sig. Melville skal have beskrevet sig selv som ’højreorienteret anarkist’. Det ses i nogen grad, og succesen året før for Dirty Harry (1971) afspejles. Men selvtægt er ikke et uvanligt perspektiv hos Melville. Og det er ikke en højreradikals dom over kriminelle, det her.

Melvilles stærke fascination af amerikansk film fra 30’erne og 40’erne er gennemtrængende i hele karrieren. Howard Hawkes, John Huston, m.fl. Husk på, at det jo også var franskmændene, der fandt på at kalde gangsterfilmene fra samme periode i USA for film noir. Et prædikat, der også er oplagt at benytte omkring Melvilles film – og om Telefon til chefen. På mange måder er dette et specielt træk ved indiefilmen, at den skæver til den amerikanske genrefilms historie. Men det peger også direkte ind i den franske nybølges helt tydelige glæde ved samme. Men blød hat og trenchcoat er der. Overalt.

Det er svært at forestille sig fx Jean-Luc Godard uden Jean-Pierre Melville. Dette er jo også understreget af, at Godard brugte Melville i en mindre rolle i Åndeløs (1959). Godard skal desuden have bekendt, at hans hang til jump cuts i samme film var inspireret Melvilles råd om at skære i indstillingerne, så kun det vigtigste kom med. Mange af de spor, som Melville lægger ud, forfølges også helt klart af fx François Truffaut, mens den stilistiske realisme hos Melville udvikler sig parallelt med Robert Bressons fokus på et lignende udtryk. Melville er på mange måder en syntese af mange af disse gode ting.

Men Melville peger også fremad. Quentin Tarantino har anerkendt sin store inspiration fra Melville, og røveriet i Reservoir Dogs (1992) har da også helt oplagte paralleller med det indledende røveri i Telefon til chefen. Jim Jarmousch specielle møde mellem indie-realisme og kriminalistiske plots er også en klar videreførelse af stilelementer fra Melville. Selv danske Nicholas Winding Refn har peget – direkte og indirekte – til Melvilles stilistiske krimidramaer. Og mange flere kunne nævnes. Alle glemt, alle overset.

Flere ting lykkes fantastisk godt i filmen. Alain Delon, der om nogen som skuespiller er mr. Melville, spiller den hårde Coleman, mens amerikanske Richard Crenna spiller gangsterbossen Simon. Imellem dem er Catherine Deneuve fanget som kæreste til den sidste og elsker til den første. En trio, der på mange måder understreger filmens høje niveau. Den fragmenterede fortælling er interessant i sin besynderlige måde at hænge sammen på alligevel. Dens afvekslende tidsperspektiv er dybt originalt. Fra en lidt afvekslende indledende struktur, der understreger filmens parallelløb mellem det kriminelle og det politimæssige, til en fænomenale togrøveriscene i ti minutters realtid viser filmen en stor stilmæssig variation fra start til slut. En klassiker – endelig på dansk købefilm.