Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Jennifer’s Body (102 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 11/3 2010, 22:58 af Torben Rølmer Bille

Dødlækre Jennifer


Dødlækre Jennifer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man, som undertegnede, er fan af trailers, så vil man måske efter traileren til Jennifer’s Body tro at filmen primært skal få unge drenge til at løbe ud og finde spareskillingerne frem i håbet om at de kan få se den smækre skuespillerinde Megan Fox blotte alle sine ynder. De, der udelukkende har tænkt sig at få fat i filmen på dette grundlag, må forberede sig på at blive skuffede –det sker ikke, drenge! Ej heller i den såkaldte ”unrated” version, som er på gaden i Danmark. Men før fortvivlelsen over det man ikke får at se, får lov til at bundfælde sig skal det siges, at Jennifer’s Body en af forårets allerbedste bud en glimrende gyserkomedie.

Manuskriptet til filmen er nemlig forfattet af ingen ringere end Diablo Cody. Hun skrev som bekendt manus til den fabelagtige ungdomsfilm Juno – og blev ligefrem belønnet med en Oscar ™ for indsatsen. Hendes sans for at fange et nutidigt, ironisk og meget morsomt engelsk er intakt i Jennifer’s Body, så alle, der har lyst til at føje nogle dugfriske gloser til deres ungdommelige vokabular, bør ikke lede længere. Dertil kommer at Cody, både i Juno, men også hér viser at hun besidder en stor kærlighed til horrorfilmgenren. Denne bevidsthed gør, at filmen på visse steder bevidst svælger i de klicheer alle fans holder af og andre steder bevidst søger at undgå dem eller gøre noget nyt med dem.

Samtidig viser Jennifer’s Body at hovedrolleindehaversken Megan Fox, ud over at fremstå enormt fotogen faktisk formår at spille skuespil. Selvom hendes rolle som den übersexede cheerleader, der er alle drengenes våde drøm, er karikeret i sådan en grad at selv Gerard Scarfe ville begynde at brokke sig, så formår hun at bringe masser af liv i sit spil og slutresultatet er derfor ret fantastisk – især når man sammenligner denne rolle med den hun spiller i de to Transformers film. Det virker som om rollen er skrevet til præcis til frøken Fox, for Jennifer ved nemlig godt at hun er superlækker og på den måde kan få verden til at forme sig nøjagtigt som hun vil – i hvert fald hvis det er hankønsvæsener, der skal manipuleres. Det skal de. Og så skal de ædes!

Før hun dog kan nå så langt, skal Jennifer desværre så grueligt meget igennem. Hun lokker hendes lettere kiksede, barndomsveninde, med det meget passende navn; Needy, med til en koncert på byens eneste værtshus. Koncerten med emo-bandet ”Low Shoulder” udvikler sig dog hurtigt til et mareridt, for værtshuset brænder ned til grunden og en masse af de lokale byboere dør i flammerne. Jennifer og Needy når lige nøjagtigt at undslippe ilden, og efterfølgende tager Jennifer– på trods af Needys mange advarsler – væk med bandets i deres van.

Jennifer kører hurtigt væk fra tragedien men senere på natten vender hun tilbage til Needys hjem, smurt ind i blod. Needy ser måbende på at Jennifer først flår køleskabet op, begynder at voldæde en grillkylling hvorefter hun kaster en sort, ækel masse op på køkkengulvet. Jennifer smutter hurtigt igen og Needy står chokeret tilbage. Inden længe begynder mordene på unge fyre i den hyggelige by at eskalere og Needy er ikke langsom til at se sammenhængen.

Jennifer’s Body kan ud fra denne beskrivelse lyde som noget vi har set ufattelig mange gange før – men her skal man ikke lade sig narre, for ud over at have stærke undertoner af at være en teengyser der for en gang skyld ikke er så kønsrollemæssig stereotyp i sin fordeling af helte og skurke, så byder den – som før sagt på eminent dialog hele vejen igennem. Selv om de mange rappe replikker måske kunne tænkes at underminere filmens troværdighed som i eks. serier som Gilmore Girls eller i de gamle screwball komedier, så formår Diablo Cody at gøre disse replikskift troværdige, idet de foregår i et sprog som man har utroligt nemt ved at forestille sig oplyste amerikanske teens taler – lidt som i den fremragende Superbad dog uden at være nær så pikket.

Så selv om Jennifer’s Body er langt fra nyskabende, eller byder på mange overraskende gys for den hærdede fan, så er det stadigvæk en film, der er virkeligt underholdende hele vejen igennem, som byder på nogle karakterer man for en gang skyld har ondt af lider døden og endelig konceptet om – og her kommer en lille spoiler – at emo-bands efterhånden er blevet så mangfoldige, at den eneste måde de kan blive kendt på er gennem jomfruofringer til Satan! Se, hvis det ikke er humor, så standser undertegnede øjeblikkeligt med at le.


Forrige anmeldelse
« Dr. Mabuse «
Næste anmeldelse
» In Tranzit »


Filmanmeldelser