I den nye, dystopiske, science fiction film Oblivion, bor hovedpersonen Jack sammen med sin kvindelige partner Julia højt over skyerne i et blankpoleret, stilrent designerhus, som er hævet højt over skyerne. Denne renpudsede idyl, står dog i skærende kontrast til den ødelagte planet, der befinder sig under dem. Som Jacks fortællerstemme informerer seeren om, så blev Jordens måne, for år tilbage, smadret af invaderende aliens, kendt som "scavengers". Dette resulterede i massive oversvømmelser, vulkanudbrud og jordskælv, der smadrede jorden som vi kender den til ukendelighed. Resten blev smadret af de atomvåben, der skulle udslette resterne af de invaderende aliens. Jack og hans samarbejdspartner rydder op i det område, som tidligere var New York.

Jack sørger for at holde enorme hydroanlæg ved lige, og sørger for at de automatiserede droner: svævende, hvide kugler med højkalibervåben, kan patruljere frit. Hydroanlæggene er i færd med at suge verdenshavene op, for TED, som er det geostationære rumskib, der er hjemsted for resterne af jordens befolkning og det skal bruge vandet til sine fussionsmotorer. Ideen er at fragte den resten af menneskeheden til Titan, så menneskeheden kan starte forfra der. Selv om det måske er ensomt arbejde, så gør Jack & Julia det yderst professionelt. De er - som Julia trofast fortæller kontaktpersonen på TED hver dag - et "yderst effektivt team"

Selv om de sidste to menneskers liv på Jorden, måske kan lyde som ren idyl, til trods for de digre omstændigheder, er der noget der nager Jack. Det er ikke så meget de fremmede, der nedlægger drone efter drone, med derimod hans egne, meget realistiske drømme. De er så realistiske, at han selv er overbevist om det faktisk er minder. Han kan bare ikke vide det med sikkerhed, for alle menneskers hukommelse blev slettet for år tilbage. Mystikken breder sig, da et rumskib nødlander og da Jack i vraget finder den kvinde, som konstant optræder i drømmene.

Filmen, siger instruktøren Joseph Kosinski, der i øvrigt også stod bag den meget stilrene Tron: Legacy, er en hyldest til science fiction-film fra 70erne og det kan mærkes. For er man passioneret sci-fi fan, vil man ikke have svært ved at se referencer til så forskellige film som Star Wars, 2001, THX 1138, Planet of the Apes, Silent Running samt en hel række andre klassiske værker, uden at Oblivion dog bliver et direkte plagiat af enkelte af disse. Der lånes både visuelt og indholdsmæssigt hist og her i sådan en grad at man det er svært ikke at lege ”gæt referencen” undervejs.

Det gør at Oblivion både føles, som noget man har set før, men samtidig - takket være ganske spektakulære special effects og en fortælling der genanvender delementerne fra ovenstående film ganske opfindsomt – en film der formår at fortælle en ganske interessant fremtidsfabel om menneskehedens overlevelse og hvad det er det vil sige at være menneske. Det er også en film, der til trods for den præmis der blev skildret ovenfor, formår at overraske på nogle punkter. Uden at afsløre for meget er der i al fald et lag af fortællingen, som hverken filmens trailers eller denne anmeldelse ønsker at afsløre.

Lige som var tilfældet med Tron: Legacy så er filmen virkelig lækker at lægge øje til. Man skal i hvert fald være en usædvanlig mavesur person, for ikke inderst inde at ønske sig det fartøj som det Jack flyver rundt i. Filmen tager sig rimelig god tid til at fortælle sin historie, hvilket måske vil skuffe de tilskuere, der havde troet at de skulle se to timers hårdtpumpet sci-fi-action. Hører man til gengæld til de der holder af god stemning vil man bestemt ikke vil blive skuffet. Scener som den hvor Jack firer sig ned i resterne af New York Library, eller de farvemættede billeder fra Jacks liv over skyerne er ganske enkelt enestående flotte.

Genren foreskriver at den gerne vil fortælle os noget om morgendagen og Oblivion er da også en film, der i den grad italesætter både vores aktuelle bekymring om miljøet og i særdeleshed vor menneskelighed. Med frygt for at afsløre for meget byder Oblivion, i modsætning til mange af de film som tilsyneladende vil lægge sig i forlængelse af, på en ganske positiv version af dystopien. Det vil med garanti appellere til en masse tilskuere (og ikke mindst filmproducenter), der gerne ser publikum opløftede efter en biograftur, men det er bare lidt synd, at man ikke har været lidt mere modig i forhold til at skrive en god slutning, end blot a følge den gængse manuskriptmanual for dummies. Ser man på mange af 70ernes klassiske sci-fi film, er det – med få undtagelser - ofte dem med kryptiske eller decideret nedtrykkende slutninger som man stadig husker og genser.

Oblivion fortjener afgjort at blive set på et stort lærred, for den skræmmende evigt unge Cruise gør sig stadig godt i nærbilleder. Til gengæld kan det diskuteres hvor meget karakterskuespil han er i stand til at levere. Som kontrast er hans kvindelige ledsagere virkeligt gode til deres metier og så er det måske, filmens twist taget i betragtning, et godt valg, at have Cruise i hovedrollen. Bedøm selv – utroligt skuffet bliver man bestemt ikke, men man forlader heller ikke biografmørket med en følelse af at have overværet noget helt enestående.