Mutant Girls Squad (85+12 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 20/3 2011, 23:08 af Torben Rølmer Bille
Blækspruttekvinden og hendes veninder
Blækspruttekvinden og hendes veninder
« TilbageI ekstramaterialet til Mutant Girls Squad fortæller en af filmens tre instruktører, Noburu Iguchi, at han og de to andre instruktører har for vane at drikke sig fulde sammen. Det har måske været på en sådan druktur, at de lagde grundstenen til filmen, for ud over at være ganske sær så er alle tre instruktører på den. Det er instruktøren af bl.a. Machine Girl Noburu Iguschi, der har slået sig sammen med instruktøren af den trendsættende Tokio Gore Police Yoshihiro Nishimura og Tak Sakagushi, som de fleste fans af nyere japansk film vil huske fra film som Versus og Battle Field Baseball.
Selv om man kunne forvente at der tre instruktører ville resultere i en episodefilm, hvor hver instruktør gav deres personlige bud på deres groteske splatterorgie, så har filmen en fortløbende handling. Den gentager blandt andet de samfundskritiske elementer fra film som instruktørene tidligere har begået, især den man finder i Vampire Girl vs. Frankenstein Girl men det er måske heller ikke så mystisk, da instruktøren af den film går igen på listen af de der har skabt Mutant Girls Squad.
Filmen handler om den unge pige Rin, der har det rigtigt svært. Ikke nok med at hun er en smule krumrygget, så bliver hun konstant hakket på af veninderne i skolen. Grov mobning er hverdagskost, så på hendes 16 års fødselsdag bryder hun sammen i gråd foran mor og far, der venter med kage derhjemme. Forældrene trøster hende og har, siger de, også noget de gerne vil fortælle hende. Det er nemlig sådan at farmand tilhører Hiroku-klanen (oversat lidt anderledes på DVDen), en gammel slægt af mutanter, der pludselig får deres overnaturlige kræfter når de rammer puberteten.
I samme øjeblik som farmand har besluttet at åbenbare sit sande jeg for Rin, brager der en deling bizarre soldater ind i familiens lille lejlighed. De er klædt i traditionelle japanske uniformer, men med den væsentlige forskel at de har en evne til at fyre maskingeværssalver af med næserne på deres ansigtsmasker. Forældrene dræbes og Rin transformeres naturligvis. Den hånd som hun har haft lidt ondt i muterer til en dræberhånd og hun slår stort set hele delingen ihjel og nedlægger efterfølgende en hel gade af sure handelsdrivende (hvoraf en enkelt endda er så fræk, at han angriber Rin med en frisk peberrod).
Rin flygter fra blodbadet men bliver efterfølgende fanget og trænet i mutantpigeslænget, der ledes af Hiroku-klanens overhoved – den fimsede Kisaragi. Her får Rin en veninde i Yoshi, der har den særlige evne at hun kan forvandle sig til en form for blæksprutte. Kisaragi kæmper som en anden Charles Xavier for mutanternes rettigheder, men ulig X-Mens leder, forsøger Kisargi at underlægge sig menneskerne med tvang. Der går derfor ikke længe før Rin begynder at tvivle på om Kisiragi virkelig kæmper en retfærdig sag, eller om han bare udnytter mutantpigerne til sit eget personlige hævntogt mod menneskeheden.
Mutant Girls Squad er japansk splatterkomedie når det er bedst. Alt er blæst helt ud af proportion, skuespillet er enormt karikeret, cos-play-fetich-kostumerne viser pigerne frem fra deres mest animé-agtige side og når blodet sprøjter, så stopper det aldrig igen. Fontæner af blod, eksploderende hoveder, afrevne lemmer og på udsatte steder fesne CGI effekter, er den lim der holder sammen på filmens ultratynde, men sært underholdende handling.
I undertegnedes anmeldelse af Robo Geisha nævntes en virkelig tåbelig kampsekvens og Noburu Igushi synes endnu engang at være hjernen bag en scene, hvor en ung dame fægter med hendes røv. I denne film kommer er det dog ikke et sværd der stikker ud af den men derimod en roterende motorsavsklinge. Hvis jeg var hans forældre ville jeg seriøst være bekymret over denne fetich, men for alle fans af groteske, japanske film er det bizart og ikke så lidt morsomt.
Filmen kan bedst beskrives som en live-animé film, der er beregnet for et voksent publikum bestående af især mænd, for en del af fornøjelsen er at følge kameraets der kælent smyger sig op af de unge, attraktive damer, alt imens disse udsættes for den ene mere bizarre ting efter den anden. Det er altså en film der bestemt ikke vil falde i alles smag, men for de der leder efter film der er lige så sjove, skæve og langt ude som de førnævnte Tokio Gore Police og Robo Geisha kan roligt investere i Mutant Girls Squad uden at frygte at produktionsomkostningerne har været helt i bund, som man har oplevet det før.
Som en fin bonus byder DVD’en fra Another World Entertainment på en betragtelig mængde bonusmateriale. Der gås bag om filmen i en halvtimes dokumentarfilm, der har det til fælles med det resterende ekstramateriale, at det alt sammen udelukkende er tekstet på engelsk. Der bydes også på trailers, tv-spots og interviews med de medvirkende. En af de fedeste ting iblandt al ekstramaterialet er dog kortfilmen Yoshie Zero hvor Kisaragi giver en forklaring på hvorfor Yoshi altid render rundt i en cos-play sygeplejeskeuniform og hvorfor han selv kalker sit ansigt hvidt som en kvindes. Denne lille ekstrafilm, der varer lidt over et kvarter, er fuldt ud så underholdende og mærkværdig som hovedfilmen og bestemt værd at se, men bør først ses efter man har set hovedfilmen.