Overskriften er måske misvisende, vil actionfilmnørder straks indvende, idet den første Universal Soldier ret beset dukkede op i biografen i 1992. Ikke desto mindre var det firserne og ikke halvfemserne, der huskes bedst for ultravoldelige b-actionfilm, hvor plot og skuespil var mindre vigtige end ideen om at få unge fyres testosteronniveauer pumpet helt op og vise olieindsmurte actionbøffer kæmpe mod hinanden til døden.

Det er ganske forvirrende at forsøge at finde hoved og hale i hvilken nummer film Universal Soldier: Day of Reckoning i virkeligheden er i forhold til seriens øvrige kronologi. Først kom den føromtalte Universal Soldier i 1992 instrueret af Roland Emmerich, efterfulgt af Universal Soldier: The Return i 1999. Forvirrende bliver det da der i 1998 dukker Universal Soldier II: Brothers in Arms op – en direkte til video produktion der året efter efterfølges af Universal Soldier: Unfinished Business. Disse to film blev lavet til amerikansk kabel TV og falder derfor lidt udenfor kategori. Især fordi ingen af de to originale soldater: spillet af b-films koryfæerne Dolph Lundgren og Jean-Claude van Damme er at finde på rollelisten – deres figurer spilles i tv-versionerne af andre.

I 2009 blev filmserien genoplivet da John Hyams (den muskuløse søn af Peter Hyams) instruerede Universal Soldier: Regeneration. Denne film, er der sikkert ikke mange der har set, men den viste sig faktisk at være overraskende underholdende og ikke mindst ufattelig blodig. Det er nu interessant at se om Hyams kan gentage succesen i den seneste film, reelt nummer fire : Day of Reckoning.

Det første, der slår en efter filmen er slut er, hvor få scener der i løbet af de 114 minutter er med såvel Dolph Lundgren og Jean-Claude van Damme, til trods for at de synes at fylde mest på coveret. Det bliver til, kan undertegnede godt afsløre, samlet set omkring et kvarter af filmens løbetid. Af dette kvarter er Van Damme med i omkring ti minutter og Dolph kun med i en enkelt nærkampscene. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den nye film er helt uden evner, hvad angår voldsomhed og kitch-værdi.

I Universal Soldier: Day of Reckoning følger vi hverken Luc Deveraux eller Andrew Scott, men derimod den hidtil ukendte helt John, der en sen nattetime bliver vækket af sin datter, som hævder, at der er monstre i huset. I en ganske velfungerende og særdeles ubehagelig POV sekvens oplever tilskueren at en gruppe maskerede mænd pludselig står foran en, og lederen af disse brutalt hamrer ”seeren” i gulvet ved at slå gentagende gange. Da man blødende og pivende forsøger at kravle væk, ser man hjælpeløs til mens først ens kone, dernæst ens syvårige datter trækkes ind foran en og henrettes. Lederen viser sig, da han trækker sin elefanthue af, at være selveste Luc Deveraux (Van Damme) – og man må virkelig undre sig over hvad det er der har drevet helten fra de andre film i serien til denne udåd.

John vågner, efter længere tids koma, op på et hospital og bliver at politiet spurgt om han er i stand til at huske hvad der skete på denne fatale aften. Det husker John naturligvis godt og da han har fået førligheden igen, begynder han en jagt på de folk, som slog hans familie ihjel. Det skal dog vise sig, at sammenhængen er en helt anden end han først regnede med.

Universal Soldier: Day of Reckoning er bestemt ikke original, men hvad den måske mangler af nye påfund bliver så rigeligt opvejet af hypervoldelige konfrontationer mellem John og forskellige UniSols, der næsten konstant forsøger at slå ham ihjel. En af de mest voldsomme af disse foregår i en sportsforretning, der heldigvis har masser af udstyr, som de der slås kæmper kan samle op og benytte sig af som våben. Kampene er så langt fra den graciøse martial arts æstetik man kender fra Hong Kong som man kan komme, her er det den brutale nævekamp som er kongen og alle de fejeste tricks er tilladt.

Man skal derfor se filmen for niveauet af voldsomhed og ikke mindst den alvor som gennemsyrer filmen – for når der ikke er det mindste selvironi til stede bliver det hele derfor lidt ufrivillig komisk. Paradoksalt nok bliver denne ufrivillige tåbelighed en af filmens største forcer.

Er man, som actionfan, derfor klar på at se en film, hvor budgettet har sat klare begrænsninger for, hvilke store filmstjerner, enorme eksplosioner eller store tableauer af ødelæggelse man har kunnet få fat i, men som derimod er visuelt ganske opfindsom på udsatte steder, næsten sadistisk i sin voldsomhed og som byder på en fuldstændig utroværdig fortælling, så føler man sig godt hjemme med dette nyeste udspil i Universal Soldier filmserien.