Skåret ind til benet: undertegnede ville hellere - frivilligt – gladeligt - melde sig ind i en selvmordskult end den kult, der tilsyneladende hylder filmen Leprechaun, for er det rigtigt hvad DVD coveret påstår: at dette er en kult-succes, så er det helt uforståeligt. Det er sandt, at filmserien er nået op på hele seks episoder, (senest med Leprechaun: Back 2 da Hood fra 2003), men det betyder ikke, at der er nogen grund til at hævde, det er en kult, endsige spilde sin tid med at se filmene. Det svarer vel lidt til at påstå, at blot fordi Barbara Cartland har skrevet 723 bøger, bør man læse dem allesammen!

Dværgtroldens hævn – som filmen hedder på dansk – er helt enkelt en rædselsfuld møgfilm. Den er fra 1993 og forsøger vist at være en veloplagt gyserkomedie. ”Forsøger” bliver her nøgleordet, for den fejler miserabelt. Den er ikke uhyggelig. Den er ikke sjov. Den er ikke overraskende. Den er ikke seværdig.

Den handler om en række flade, utroværdige figurer, der alle må stå ansigt til ansigt med den dværgtrolden, der, som en slags miniatureudgave af Freddy Krueger, vil hævne sig på alle de, der har taget hans pose med guldmønter, mens han fyrer irsk-inspirerede oneliners af i et væk.

Filmen starter med, at en ældre herre ankommer til sit hjem i limousine. Konen vil vide, hvor han har alle de penge fra, og inden længe står hun ansigt til ansigt med en udklædt dværg, der med vold kræver at få sit guld retur, og som tillige har en ubønhørlig trang til at pudse folks beskidte sko. Konen skubbes ned af trappen, men inden man kan sige ”ussel stuntmand” bliver dværgtrolden spærret inde i en kasse i kælderen, ude af stand til at flygte, da manden i huset lægger et firkløver ovenpå kassen.

Der springes ti år frem i tiden og en ung, forkælet pige (Jennifer Aniston i sin debutrolle) ankommer til selvsamme hus med sin far. Der gives aldrig en forklaring på, hvorfor far og datter har forladt LA, blot at hun savner byen. Pigen støder ind i en lækker, lokal malersvend – Nathan, i færd med at male deres hus – ret sjusket i øvrigt. Nathan har to medhjælpere i sit firma, den retarderede kødklump Ozzie og den 10årige dreng Alex, der siger ting, som er klogere end alle andre i filmen til sammen. Dette firkløver af ungdommeligt gåpåmod, skal naturligvis stå ansigt til ansigt med den rædsel, som er dværgtrolden! For vupti, så er han ude af sin kasse og hævnen kan begynde.

Leprechauns er, ifølge irsk mytologi, nogle grønklædte, fe-lignende væsener, som ofte vogter den pose guld man finder for enden af regnbuen. De er snu, velhavende og udfører skomagerarbejde, deraf trangen til at pudse sko. Dværgtrolden derimod er Warwick Davis klædt ud i grønt støvet tøj, grønt filthat og monstermakeup, der bliver sat til at køre på trehjulet cykel, dræbe folk ved at hoppe på deres maver med kængurustylte, fyre tåbeligheder af med en gnækkende stemme og i det hele taget være alt andet end skræmmende – med mindre seeren er omkring fem år gammel.

Der er film, der er så dårlige, at de bliver sjove – dem holder undertegnede meget af – men Leprechaun er bestemt ikke en sådan. Det er ganske enkelt en film, der hverken kan nydes på grund af sin halvfemsercharme, fordi effekterne er gode og ulig stort set alle andre film fra perioden, så får husarerne end ikke filmens heltinde at se topløs. Så spild hverken penge eller tid på denne ustyrligt ligegyldige film. Hvordan nogen kan betragte dette som interessant på nogen som helst måde kræves der sandsynligvis en lobotomi for at fatte. Undgå derfor Dværgtroldens hævn for enhver pris og se i stedet Army of Darkness, hvis du har lyst til at opleve en god gyserkomedie fra 1993.