Lad mig sige det straks: jeg er hverken YouTube bruger, bor i en ghetto, jeg rapper ikke, er ikke tegnefilmsentusiast, eller af anden etnisk herkomst. Derimod er jeg en ældre (gammel), hvid kulturradikal, med en spids pen, der hader rap & rul og anden støjende adfærd.

Tegnespillefilmen Blokhavn, der er sat i verden af kollektivet Gigis, fem kreative drenge fra indvandremiljøet, med en succesfuld baggrund i skrappe video- og radiosatirer (på P3), burde give mig myrekryb og et lettere kulturchok. Advarselslamperne blinker hurtigere end diskotekernes diodelys, når en af filmens animatorer (Malthe Emil Kibsgaard) frimodigt konkluderer at filmens budskab er: ”vi pisser på alle”.

Alligevel går jeg ikke hovedrystende, nedbøjet fra mødet med 8.klasse i Blokhavns Folkeskole. For det er her vi møder Ali og hans fire venner. Skolen, der ikke helt uforskyldt, af undervisningsministeren udråbes til Danmarks allerværste skole. Umulige, højtråbende, udenfor pædagogisk rækkevidde, er de brune elever, der er i et larmende stort overtal. Provokerende og utilpassede.

Heldigvis er der Gertrud, lærerinden med humor, forståelse for pubertets drengenes urolige adfærd. Gertrud er i stærk kontrast til Torben ’gårdhunden’, der er knuget af sin egen manglende pædagogiske styrke og derfor drengenes nemme offer.

Konflikterne hober sig op. En ny elev i klassen, Rasmus, hvid, fed og tyrannisk, irriterer klassekammeraterne – han kommer da også fra en ”hvid-skole”. Dumpet, nej, det ord bruger i ikke her i skolen, siger den forstående Gertrud, der som den eneste af lærerne har lidt styr på klassens anarki – og derfor også er respekteret, ja, næsten elsket.

Så kommer chokket. Undervisningsministeren har efter et besøg på skolen, hvor 36 lærer allerede er gået ned med stress, besluttet at skolen skal nedlægges. Først elevjubel. Hurra, man slipper for anstaltens pinsler og plager. En ønskedrøm er opfyldt. Men pludselig går det op for banden, at nedlæggelsen ikke betyder den totale frihed, men at eleverne vil blive fordelt til andre skoler. Splittet, væk fra fællesskabet, kammerater og venner. Der må gøres noget. Et sammenhold opstår spontant for at redde den blacklistede skole, der både mangler disciplin, orden og penge. Pænt tøj og pæne manerer kan de selv, med lidt god vilje, klare. Men pengene? Selvfølgelig, en stor hjælpekoncert med populære indvandre musikere og rappere, vil kunne fylde skolens tomme pengekasse. Alt går dog ikke helt efter ønskesedlen.

Det er filmens skematiske handling, der i grove streger og voldsomme episoder tegner et nærbillede af Vollsmose, Gjellerup, Ishøj eller hvilket som helst dansk indvandrermiljø. Hvid, sort eller brun. Satiren er højtråbende, fucking grov – hvor Eddie Murphys grove karakterer, til sammenligning, virker som hængehoveder. En animationsfilm i slægt med Terkel i knibe, men mest den amerikanske tv-serie South Park, der i dag er nået op på over 300 afsnit. Primærfarver og animeret karton i flade 2-D indstillinger. Grov i streg og tone. Ingen går ram forbi. En sjov lille sketch, der hører til de blidere af slagsen, hvor en pakistanske pizzabager, forsøger at illudere italiener, godt hjulpet af fodboldplakater, Chianti-bastflasker, parmaskinker og et muntert ’Arrivederci’, som velkomsthilsen.

Vi er ikke i tvivl om, at Gigis, kunstnerholdet bag filmen, (nej, der er slet ingen tilknytning til Vincent Minellis musical af samme navn) er vokset op i og med miljøet. Kunstnerkollektivet bobler over af iver og glæde ved, med enkle grove midler, at give ’de fejlfarvede’ ansigter og stemmer. For raffineret og nuanceret er satiren ikke – ej heller i animationen. Vi er langt fra Disneys kælne stil, tættere på det grove og pågående. Enkel animation, nær på ansigter, med ganske få udtryksmidler. Fladt, primitivt animeret – en forenklet stil, der passer til indholdet. Det gælder ikke mindst eftersynkroniseringen, hvor holdet selv klare de fleste stemmer, der til gengæld har den ægte sound af ’anden etnisk herkomst’ (for nu, helt i strid med filmens tone, at bruge en korrekt betegnelse).

Blokhavn er en usædvanlig og imponerende anderledes dansk ungdomsfilm, støttet af Filminstituttets New Danish Screen. Skrevet, instrueret, animeret, produceret af autodidakte, talentfulde unge med lyst til provokation, grov satire og indvandreslang, tilsat rap og frække ord.

Tro det eller ej, også en film, der af og til giver et godt grin, og til at blive (lidt) klogere af – også for en gammel, fucking hvid kulturasparges.