Western-filmen er næsten lige så gammel som filmen selv. The Great Train Robbery fra 1903 er en af de første film, hvor der er tale om egentlig handling. Siden har western været en af de mest konsistente genrer i Hollywood. Ganske vist var den såkaldte revisionistiske western i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne på mange måder ved at have gjort en ende på western. Men i 1992 viste Clint Eastwood med hovedværket Unforgiven, at der stadig var noget at hente i genren.

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford ligger tydeligt i forlængelse af såvel den revisionistiske western og af Clint Eastwoods film. Den tager fat på en af de klassiske western-fortællinger, men skræller mytologien af. Den 19-årige Robert Ford (Casey Affleck) har hele sit liv forgudet Jesse James (Brad Pitt), og har nu fået mulighed for at komme tæt på Jesse ved at assistere James-banden i deres sidste kup. Storebror Frank James (Sam Shepard) har ikke fidus til Robert, der mest af alt fremstår som en noget naiv, ung mand i sin uforbeholdne beundring. Men Jesse tager Robert ind i banden. Her erfarer han gradvist, at Jesse James måske ikke er den heroiske outlaw, de kulørte blade har givet indtryk af. Efter at banden er opløst, og Jesse har trukket sig tilbage til sin anden tilværelse som den respektable ægtemand og far, Tom Howard, begynder han at se detektiver og fjender over alt. Jesse begynder at skaffe sine gamle partnere af vejen, og Robert indser at han selv går samme vej, hvis ikke han selv handler.

Jesse James og Robert Ford er autentiske og historien, der fortælles, er derfor kendt. Filmen, der er instrueret af new zealænderen Andrew Dominik, giver sig god tid med en spilletid på mere end to timer og 30 minutter. Det er ikke spænding om udfaldet, der er drivkraften. Historien er fortalt med vægt på den uafvendelige skæbne, der hviler over hele forløbet, godt understøttet af en fornem brug af landskabet. Det har altid været et særtræk ved westerns, at landskabet er en aktør i fortællingen, næsten på linje med de karakterer, der skildres. Tænk blot på John Ford og Monument Valley eller Sergio Leones afsvedne cinemascope-panoramaer. Her er det et regnvådt, mudret Missouri, hvor skyerne raser hen over en grå himmel; eller jorden er dækket af sne og kulden gnaver sig ind på alt og alle. Imens dvæles der ved disse karakterer i skæbnedrama, der er så ubønhørligt og kuldslået som landskabet. Brad Pitt er fremragende som Jesse James. Han nærmest underspiller den utilregnelighed, der er ligger latent i Jesse James. Ganske langsomt bliver det klart, at han er både manio-depressiv og paranoid; træk han selv kæmper med og imod, men til slut tager på sig som sin skæbne. Casey Affleck matcher ham som den blåøjede Robert Ford, der aldrig bliver nogen sympatisk person, men alligevel fremstår som en afrundet karakter.

Filmen bruger det dobbeltgreb, at den på en gang afmytologiserer en af de klassiske western-myter; men samtidigt fastholder fortællingen som et skæbnedrama. Den ligger i forlængelse af den revisionistiske western i den forstand, at den giver et langt mere realistisk billede end de fortællinger, der er overleveret fra samtidens triviallitteratur og siden hen talrige westerns. Men man kan ikke tale om en realistisk western, der vil skildre historien sådan "som det virkelig var". Der hviler hele tiden en tung og uafvendelig skæbne over hele forløbet; og der er også lagt et tydeligt Judas-tema ind i fortællingen. Jesse James ved, at Robert Ford vil blive hans banemand; og forærer ham oven i købet selv den revolver, han benytter ved drabet.

Det er en lang film, men ikke for lang. Følelsen af tyngende skæbne kræver tid. Samtidigt er filmen betagende smukt fotograferet af Coen-brødrenes faste fotograf Roger Deakins og har production design ved Patricia Norris (kendt fra en række af David Lynch' film). Billedsiden agerer fornemt sammen med historien. Musikken er skrevet af Nick Cave og Warren Ellis (fra The Bad Seeds), og Nick Cave dukker selv i en lille rolle som trubadour. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford er på niveau med Eastwoods Unforgiven. De to film minder om hinanden i deres opgør med mytologiseringen og romantiseringen af the old west, samtidigt med at det er film, der har dyb respekt for western-genren. Det er ikke genren som sådan, der skal pilles fra hinanden. Det er også en film, der vækker mindelser om en anden ny-klassiker i sin måde at bruge landskabet på, nemlig Robert Altmans McCabe & Mrs. Miller (1971). Det er en film, der tager sin tid. Det er også en film, det er værd at tage sig tid til at se.