Det var med bade stor ængstelse og stor spænding, da lyset dæmpede sig og de første billeder af verdens, i skrivende stund, dyreste film tonede frem. Ængstelsen bundede i flere ting. For det første havde rygterne svirret, at Peter Jacksons fascination med det nye, digitale, ultra-HD format, hvor der vises 48 billeder i sekundet, frem for de sædvanlige 24, ville være noget, der deler publikum i to lejre. For det andet var det svært, for en anmelder, der for kort tid siden havde læst Tolkiens 270 sider lange bog højt for sin ældste søn, at forestille sig, hvordan denne historie kunne blive omformet til hele tre helaftensfilm, uden det ville føles som om, det var ”for lidt smør forsøgt spredt ud over for stort et stykke brød”, som det hedder sig i Ringenes Herre. Begejstringen var dog også mindst lige så håndgribelig, for havde Peter Jackson ikke tidligere bevist, at han sagtens kunne håndtere Tolkiens ikoniske univers, uden de enorme horder af fans blev skuffede?

Tager vi først udgangspunkt i det tekniske, så kræver det faktisk nogen tilvænning at se film i 48 FPS (Frames per Second). For selv om både farver og detaljegraden er virkelig til at få øje på, så forekommer billedet også, på udsatte steder, som om man ser TV på en enormt, dyrt og lækkert fladskærm. Det er som om figurernes bevægelser forekommer lidt hurtigere end de egentlig burde være. Filmens billeder synes sat op i hastighed, selv om lydkulissen er holdt intakt.

I scenerne, hvor de ondskabsfulde vargryttere forsøger at omringe dværgene på sletten, gør den ultrahøje opløsning, at effekten ikke helt virker efter hensigten. Selv om animationerne er flotte, virker de tydeligt lagt ovenpå realfilmen, så her synes den ultrahøje opløsning at gøre billedet []for skarpt, så illusionen brydes. Senere i filmen, hvor selvsamme dværge bliver fanget i undergrunden, og hvirvlende kamerature følger selskabet, mens de løber over hængebroer kæmpende mod horder af uhyrer, bliver detaljegraden og illusionen om at være vidne til noget episk nærmest perfekt. Rådet er derfor, at har man ikke behov for at opleve denne nye teknologi, vil filmen sikkert virke langt bedre – og mere som filmene fra den første trilogi, hvis man vælger at se den i ”almindelig” opløsning.

Det er dog kun frameraten, der bliver et hinder for den visuelle oplevelse af Hobitten, for produktionsdesignet på filmen er helt enestående. Man kan sagtens forstå, hvor den milliard kroner er blevet af, for der er, lige som i Lord of the Rings-trilogien, kælet for alle detaljerne – fra sværdskæfter, dværgenes skægsmykker, Elvernes grenkroner over uhyrer, bygninger til filmens mange computergenererede effekter. Hobitten er i den forstand et overflødighedshorn af utrolige scenerier, både nogle der foregår udenfor i den eventyrlige, magiske natur, men i sagens natur også en række scener, der foregår i både skumle og smukke interiører.

Mest stemningsfyldt og vellykket er, efter undertegnedes uforbeholdne mening, gådelegen mellem Bilbo og Gollum i sidstnævntes mørke, underjordiske hule. Den har altid været denne anmelders ynglingsscene i Tolkiens bog, og den er udført nærmest til perfektion i filmen - selv i ekstrem 3D højopløsning. Andy Serkis spiller stadig sin rolle perfekt, og det er en fryd, at filmen i denne forholdsvis korte scene så flot fanger væsenets tveæggede natur: det nysgerrige legebarn, der i næste nu afløses af en yderst farlig, psykotisk kannibal.

Vender vi blikket mod selve fortællingen i filmen, så står det hurtigt klart, hvordan det er lykkedes filmens fire manuskriptforfattere at fylde mere materiale ovenpå Tolkiens original. For dels er der mange elementer, som dem, der kender forlægget til hudløshed, vil kunne se er holdt fuldstændigt intakte. Disse elementer handler både om sproget, beskrivelserne og dialogen fra Tolkiens original. (overraskende nok er selv Gandalfs replik om, hvordan golf blev opfundet også taget med). Dertil kommer, at nogle scener, som bogen forbigår forholdsvis hurtigt, i filmudgaven får langt mere plads – her kan man eksempelvis fremhæve scenen med de levende stenkæmper, der i Jacksons udgave bliver andet end en forbipasserende note – nemlig noget som skaber stor dramatik på gruppens færden. Kæmperne begynder nemlig at slås, lige som selskabet er ved at gå tur på dem. Hvor der kan øjnes en actionscene, får den altså lov til at udfolde sig og puristforfatteren til denne artikel blev derfor en anelse irriteret på den måde Jackson og dennes sammensvorne har valgt at filmatisere scenen, hvor Bilbo støder på de sultne trolde i skoven på.

Foruden at lade fortællingen udfolde sig i et adstadigt tempo, har man også valgt at fortælle forskellige sidehistorier, hentet fra kilder udenfor selve Hobitten. Særligt markant er tilstedeværelsen af troldmanden Radagast den Brune. I filmversionen ser vi ham udforske de første tegn på ondskab, der sniger sig ind i den skov, der senere vil blive kendt som Dunkelskov. Dette sker i en meget stemningsfuld scene, hvor vi også får de første glimt af edderkopperne, som den garvede læser ved huserer hér. Radagast søger også mod kilden af denne ondskab, og det leder ham til Heksekongen Angmars forfaldne, truende, ruinfæstning Dol Guldur.

En anden baggrundsfortælling er ligeledes den om, hvordan Thorin Egeskjold fik sit prangende efternavn, men ulig Tolkiens kilder har man i Jacksons udgave kædet denne baggrundshistorie sammen med, at Thorin står overfor überorken Azog ”the Defiler” i kampen ved Moria. Azog har fået en del mere plads i Jacksons film, men det fungerer faktisk udmærket, og giver en virkelig god grund til, at Thorin skal have et meget anstrengt forhold til orker i alle afskygninger.

Endelig er selskabets ophold i Kløvedal præget af disse begivenheder, og her dukker også et par gamle kendinge op, som dog ikke skal afsløres her - det ville simpelthen være alt for ussel en spoiler. Der skal heller ikke siges mange ord om Smaug, for i sagens natur er der elementer, som end ikke Jackson har i sinde at afsløre for sit publikum endnu. Der er med garanti virkelig mange fans derude, der glæder sig som små børn til at se Smaug i al sin vælde, men det må man desværre vente lidt længere på.

Denne første del af Hobitten lover altså godt for resten af fortællingen, selv om 48FPS sikkert langt fra vil behage alle. Det er dog ikke ensbetydende med, at man får det decideret dårligt af at betragte på skærmen, den virker blot for digital til sit eget bedste. Der er ikke øset alt for mange ligegyldige sidefortællinger på, så bogens forholdsvis simple quest-plot drukner og samtidig giver baggrundshistorierne god motivation til figurerne. Disse sidefortællinger gør også, at Jackson får mulighed for at spille med sine fortællermæssige, dramatiske og ikke mindst visuelt overdådige muskler. Det er eventyr for alle pengene, muntert, hyggeligt, skræmmende og meget, meget gennemført lavet.

Dommen er derfor at Hobitten er velfortalt, på sine steder lettere overspillet, og makeuppen, der er blevet anvendt til at virke overbevisende i 48FPS er på udsatte steder så tyk, at enkelte figurer kommer til at virke karikerede, især når vi ser dem meget tæt på. Martin Freeman er dog yderst velvalgt som Bilbo og end ikke Ultra HD ændrer en tøddel ved, at Peter Jackson ikke har mistet grebet om hverken sine figurer eller Tolkiens eventyrlige univers.

Flere gange undervejs kan det virke som om, Jackson parafraserer sin forrige trilogi (et eksempel er i scenen hvor Gandalf rejser sig i Bilbos hjem og et mørke falder over ham, mens han maner til ro og besindelse). Der er også andre steder, hvor man får lignende deja-vu-agtige oplevelser, især hvis man er velbevandret i Jacksons Ringenes Herre trilogi . Dette sker især, når de velkendte musikalske og visuelle leitmotif’er gentages, når bestemte steder eller figurer dukker op. Omvendt set så føles det rart at have været ude, men nu endelig at være hjemme igen.