Med frygt for at blive anklaget for at gentage ting undertegnede tidligere har skrevet, så er et sikkert tegn på at man har med en low-budget film at gøre, hvis store dele af, ja endog hele handlingen, foregår i en skov. Det er nemlig nemt og billigt at tage ud i naturen bevæbnet med skuespillere, batterier, lamper og kameraer, for så at skyde ens film der. Det har utvivlsomt også været tanken bag den britiske gyserfilm The Hike, der egentlig starter ganske hæderligt, men cirka tyve minutter inde i filmen forfalder til generisk gysermateriale, som man har set til ufattelig mange gange før både bedre, mere brutalt og langt mere elegant udført.

Filmen starter med at vise os Spice Girls blive genforenet, idet de har planer om at tage langt ud i skoven. Okay - indrømmet – det er ikke Spice Girls, men fem meget forskellige, men kønne pigebørn i starttyverne, der vil ud i skov en sammen. Dette vil de fordi deres veninde Kate er meget ked af det. Det viser sig nemlig at Kate, under tjeneste i et eller andet krigshærget land, har mistet sin store kærlighed til en vejsidebombe og nogle såkaldte frihedskæmperes kugler. Derfor har veninderne besluttet for at muntre hende op ved at tage langt ud i skoven på en tøsetur. Her gik deres trofaste anmelder ellers og antog, at noget sådant meget nemmere ville kunne klares med et par flasker chablis, fedtfattige snacks og en stak dansefilm, men her er engelske piger måske ganske anderledes?

Kate indtager naturligvis hurtigt alfa-hun rollen, idet hun er den eneste i selskabet der er i stand til at betjene et kompas og det kort, som de skal bruge for at finde stedet hvor de skal campere. I denne del af filmen flyder filmen nærmest over med lækre naturbilleder af pigerne der vandrer, men det skal snart ændre sig. For i trit med at de kommer langt ud i skoven ændrer filmens udseende sig også. I skovens dybe stille ro møder pigerne pludselig en hel del mennesker, der lige som dem selv tilsyneladende har valgt at feriere. Først møder de en noget bistert udseende østeuropæer og to forsagte piger der ledsager ham og få minutter senere støder pigerne ind i tre, unge, muskuløse fyre som er ude for at klatre. De falder straks i snak med dem og beslutter sig for at lære de tre meget bedre at kende.

Det skal dog vise sig at være en rigtig dårlig idé, for som alle der har set teenagegysere før, ved, så skal man aldrig begynde at kissemisse ude i skoven, med mindre man da har en fetich for at blive dræbt voldsomt eller langsomt. For så snart mørket falder på, må pigerne kæmpe for deres liv, løbe skrigende gennem skoven og på bedste vis forsøge at redde hinanden fra de knivsvingende psykopater, der nu pludseligt jagter dem.

Det er cirka samtidig at filmen også ændrer udseende, for filmmagerne bag denne parentes i gyserfilmens historie, har valgt at være så sikre på, at tilskueren skal kunne orientere sig at alle træer i den midnatssorte skov er oplyst med så kraftige spots, at der ikke er nogen tvivl om at vi sidder og ser film. De af os, der faktisk har været på en rigtig campingtur, vil jo vide at skove om natten kan være skræmmende, netop fordi man ofte ikke kan se en hånd foran sig. Denne lowkey belysning benytter filmen sig aldrig af, selv om det måske kunne have været ganske effektivt, så den ellers gode stemning der blev opbygget i starten af filmen ryger derfor meget hurtigt fløjten.

Det lykkes også filmen at få skabt en gruppe ganske sympatiske figurer i starten, men i trit med at filmen skifter stemning og bliver gyselig (i mere end en forstand), så bliver vores lyst til at lære pigerne bedre at kende også forvandlet til voldsom irritation over at de dels opfører sig som dumme gæs under pres, dels at de folk de uheldigvis render ind i ude i skoven spiller så lidt overbevisende, at de kunne være hentet direkte fra et egnsteaters dilletantopsætning af Voldspsykopater på skovtur.

Måske er der en enkelt seer, som ikke er så velbevandret i gyserfilm, der vil lade sig overraske af filmens centrale twist, men kender man til horrorfilm, så byder denne ikke på nogen overraskelser overhovedet. Det man retrospektivt husker fra The Hike er en massen råben, skrigen, løben i tonerne til sadistisk mandslatter og har man tænkt sig at spilde halvanden times tid på dette, så sig ikke at kapellet ikke allerede har advaret. Se hellere en eller begge af de to film som filmens cover (i øvrigt ganske uretfærdigt) sammenligner sig selv med: The Descent og Deliverance, for de leverer virkelig varen.