I et svagt øjeblik overbeviste jeg mig selv om, at jeg skulle anmelde en østrogenladet, romantisk komedie. Det burde der somend heller ingen ben være i, men jeg blev slemt overrasket. Jeg finder normalt lyspunkter i selv de platteste og dårligste film, men jeg må nok anerkende, at jeg har fundet min nemesis. Der er tale om filmen Perfect Guy, også kendt som Miss Conception, der for nylig er udgivet på dansk jord af Another World Entertainement.

Filmen fortæller historien om den aldrende Georgina (Heather Graham), der som så mange andre af kvindekønnet ønsker at prokreere. Filmen anslås ved, at hendes søster føder en pige, og det smider benzin på det biologiske bål. En række hændelser til søsterens babywarming skaber flid i forholdet til kæresten, dokumentar-instruktøren Zak (Tom Ellis). Han kommer ad afveje til at insinuere, at han hader børn – ikke noget man bør forsøge med en skruk-syg kæreste. Han rejser derefter udenlands for at optage råmateriale til et nyt projekt, hvorimens Georgina gennem lægelig assistance erfarer, at hun kun har ét æg tilbage. Hun har nu kun én mulig (æg)løsning for at få stillet sit behov for et barn.

Filmens præmis er basalt set, at finde andre sædceller, nu hvor den udkårne er ude i kulden – både geografisk og følelsesmæssigt. Præmissen har sikkert relevans for en del kvinder i den tiltænkte målgruppe. Det ændrer dog ikke på det sørgelige faktum, at det mest komiske indslag i Perfect Guy er, at det skulle være en udfordring at finde en mand, der er villig til at stå til rådighed for Heather Grahams underliv.

Selve filmens grundstruktur er den typiske romkom-skabelon, der væves ind i et lyserødt manuskript, der tilsyneladende er skrevet af de regerende verdensmestre i tamhed og kliché-dialog. Skuespillet formår ikke at løfte det forfærdelige forlæg, og specielt Heather Grahams præstation føles karikeret og påtvunget. Mia Kirshner gør det fornuftigt som den behjælpelige veninde Clem, men det overfladiske manuskript tvinger hele castet i knæ. Det er heller ikke i filmens verden muligt at få en lort til at ligne en lagkage.

Narrativet er mildest talt set før, og hele oplevelsen føles som at træde vande i en sø af ligegyldighed. Den eneste egentlige karakterudvikling er en ny kærlighedsaffære og et ændret standpunkt. Det er i sig selv ikke unormalt for komedie-genren, men når filmen er lige så humorforladt som den er overfladisk, er det svært at holde hovedet over vandet. De tiltænkt morsomme scener resonerer som hvisken til en rockkoncert, og de dramatiske situationer forekommer ofte mere komiske end de scener, som faktisk er tiltænkt komiske.

Det tætteste jeg kom på følelsesmæssig involvering var ærlig talt en fremskridende apati for hele filmens eksistens. Der er overhængende fare for, at jeg er så langt fra filmens målgruppe, at jeg er uegnet til at anmelde den. Der er dog en lige så sandsynlig forklaring: Perfect Guy er den mest kedelige, forudsigelige, overfladiske og kreativt forladte film jeg har set i flere år. Ved en dybere tolkning kommer filmens sande poetiske indslag dog frem i lyset: Den skæbnesvangre fortælling om en film, der forsøger at tematisere fertilitet i kvinder, men ender med ufrivilligt at indkapsle essensen af sterilitet i film.