Ordene “Bizarre! Shocking beyond belief!” står med fed skrift på coveret til b-filmen Toy Box fra 1971 som Another World Entertainment har sendt på gaden. Selv om undertegnede er stor fan af b-film, schlock, grindhouse, sexploitation og film der er så gedigent mislykkede at det i sig selv er en kvalitet, så er Toy Box stadig en af de mest irriterende stykker simuleret sex nogensinde foreviget på celluloid.

Det mest nærliggende er at sammenligne Toy Box med Curt McDowells Thundercrack! idet førstnævnte film også forsøger sig udi blandingsgenren ”erotisk gyser”, for ganske lige som Thundercrack! formår Toy Box hverken at være uhyggelig eller pornografisk nok. Til gengæld har den heller ikke Thundercracks vilde handling, eksplicite sexcener eller gode, udsyrede skuespil. Til gengæld formår Toy Box at gøre alle der ser den, gedigent sure i skralden over at have brugt halvanden time på noget, der er så usselt som dette.

Filmen er en lang undskyldning for at vise tableau-agtige scenerier med simuleret sex forbundet af en utroligt rodet, kryptisk tynd historie om en mærkværdig onkel, der betaler unge, lystne mennesker til at have sex i sit hus. Vores seksuelt frustrerede par, som er filmens egentlige hovedpersoner, ankommer som så mange gange før til onkels hus for at deltage i de erotiske paradenumre, men langsomt opdager de at der er noget helt galt. For selv om der drikkes, ryges og korpurleres som vanligt, selv om onkel kalder par efter par op til sit kammer så de kan ”performe” for ham – så sker der tilsyneladende meget ubehageligt med de medvirkende, når de som belønning for deres kønsakt åbner onkels mystiske kiste.

Selv om sceneriet måske har været ”Shocking beyond belief!” i 1971 så forekommer filmen altså håbløst gammeldags, især set i lyset af nyere pornohorrorfilm som Porn of the Dead, Re-Penetrator eller lignende, der både byder på eksplicit pornografisk materiale, som de så kombinerer med effektive splattereffekter. Der er lang vej fra disse film og til Toy Box, der i en af filmens mest lattervækkende sekvenser i stedet lader et afhugget hoved dukke pludseligt op på et sofabord. Enkelte gæster skriger, andre griner. Der gives ikke forklaringer på noget af dette i Toy Box.

Det tætteste man kommer en egentlig sammenhæng mellem de forskellige begivenheder er mod filmens slutning hvor onkel (en mellemting mellem julemanden og Orson Welles) psykedelisk-kulørt oplyst, siddende i sin stol fortæller – uden at åbne munden – at hans plan er meget lig den som rumvæsenerne i Peter Jacksons semigeniale splatterdebut Bad Taste udviklede. Men der gives ingen forklaring på hvorfor der skal korpurleres så meget, hvorfor blinkende lys er sært hypnotisk, hvorfor eftersynkroniseringen er så utrolig dårlig på udsatte steder, eller skuespillet så stift at papfiguerer på pinde ville kunne have gjort det bedre.

Den eneste reelle forklaring på slutresultatet er at både instruktøren, hans medvirkende, kamerafolkene samt lys- og tonemestrene har været så pivskæve på LSD, at det hele har givet mening i deres hoveder. Da nærværende anmelder ikke har for vane at indtage potente psykoaktive stoffer når en film skal anmeldes, kan det desværre ikke vurderes om Toy Box rent faktisk fungerer efter hensigten når man tripper, men stadigvæk synes der at være en hel række film som umiddelbart forekommer bedre egnet til sådanne seancer end denne.

Dommen er derfor at uanset om man holder af stoffer, nøgenhed eller rumvæsener, så findes der et veritabelt hav af andre, bedre film der kan tilfredsstille ens lyster og man må nærmest være hvad der svarer til filmisk masochist for frivilligt at sætte Toy Box i afspilleren. Det er en film man aldrig glemmer – men udelukkende fordi den er så utroligt ringe eksekveret.