Instruktøren Joseph Ruben har ikke lavet mange film, men han har dog orkestreret The Stepfather og The Forgotten. Og når så også Michael Keaton optræder øverst på plakaten til filmen Penthouse North, var der straks vakt en lyst til at se og anmelde denne. Det skulle bare vise sig at være en fejl, for man får aldrig de 82 minutter tilbage, som man har spildt ved at se Penthouse North.

Af samme grund – og for at andre ikke bør spilde deres liv på denne fjært af en film – bliver der i denne anmeldelse afsløret en række ting, som den opmærksomme seer dog fra filmens start sikkert godt kunne regne ud.

På papiret lyder det ellers som klassisk thrillermateriale. En ung kvindelig fotograf blændes, da hun møder en selvmordsbomber i Irak. Dette ser vi mindst tre gange i løbet af filmen, hvis vi skulle have glemt, hvordan hun mistede synet.

Vi møder hende senere i New York hvor hun har fået en sød kæreste og er flyttet ind i dennes fine lejlighed, der udmærker sig ved den formidable bluescreen udsigt over byen. Alt ånder idyl, lige indtil hun kommer tilbage fra en shoppetur og snubler over kærestens blodige lig. En mand har trængt sig ind i lejligheden, og det viser sig, at kæresten ikke var nær så sød som han foregav. Noget med et diamantkup, kæresten scorede byttet fra.

Den synsudfordrede kvinde, der har overraskende let ved at orientere sig i nabolaget, opsøges dernæst af to mænd, der blandt andet udsætter staklen for waterboarding-tortur, hvor karaflen med vand på besynderlig vis konstant fyldes op med mere vand hver gang der klippes mellem close-ups af den martrede og de væmmelige skurke. Tydeligvis var der ikke råd til en scripter på filmen.

Nærer seeren håb om at få mulighed for at se Michelle Monaghan i bruseren sker dette også, men der vises på intet tidspunkt mere hud, end det er sikkert at vise filmen i lande med Sharialov. Vildt er det også at opleve en lille sød missekat, der smides ud fra altanen mod bluescreen baggrunden, men heldigvis ser vi selvsamme mis i allersidste scene spankulere hen over den slemme, slemme mands knuste krop.

Det kan også være at nogle seere bliver narret af Michael Keatons figur, der først redder frøken førerhund fra manden, der har trængt sig ind i lejligheden, men de af os, som har set mere end en thrillerfilm i vores liv, vil også, omkring starteksterne, allerede have gættet, at han måske ikke er så venlig, som han udgiver sig for.

Kort sagt er der ingen – overhovedet ingen – overraskelser i denne film. Alt følger en nøje tilrettelagt plan, der har til hensigt at skabe spænding, men som qua sin 100% forudsigelige struktur ikke på noget som helt tidspunkt formår at overraske seeren. Det skulle da lige være, hvis denne var lige så blind som vores hovedperson, og hvis telefonen i hjemmet skulle give sig til at ringe, mens man var i færd med at se filmen. Hvis dette skete, og selv om der var en person i den anden ende af røret, som ville forsøge at sælge en noget, man ikke havde brug for, ville det opleves som et kærkommen afbræk fra det skod, som man desværre havde indført i ens afspiller.

Skåret ind til benet: gå en tur, zap rundt på dit tv, se om der er en facebookopdatering, bag et brød, hop op og ned, kig ud af vinduet, mal en væg, stræk dig grundigt, læs lidt i lokalavisen, find på en sang og syng den højt for dig selv eller måske endnu bedre, find en mere spændende film end Penthouse North, for den fortjener kun glemslen.