Kærligheden til Paris er blevet erklæret ofte. Også på film. Turistiske billeder og kælne fortællinger føjes sammen, og romantik opstår. Richard Linklater lod sin hyldest ske i den filosofiske kærlighedsfilm Before Sunset (2004). Bernardo Bertollucci gjorde det i Last Tango in Paris (1972). Antologifilmen Paris je t’aime (2006) er blandt de smukkeste bud, mens Amélie (2001) og Moulin Rouge (2001) også kæler for de pittoreske detaljer. Woody Allen har også været der med Everyone Says I Love You (1996), der i titlen også kommenterer på det banale og klichéfyldte i at placere romantiske dramaer i byernes by. Alligevel er Allen vendt tilbage til Paris i sin seneste film Midnight in Paris, som netop er udkommet på dvd.

Filmforfatteren Gil rejser til Paris med sin kæreste og svigerfamilie. Hans svigerfar har nogle forretninger at tage sig af, og det levner plads til Gil og kæresten til at tage Paris til sig. Samtidig er Gil ved at skrive på en roman, fordi han gerne vil bryde med de lette rammer, han finder i at skrive Hollywood-film. Det bliver dog hurtigt klart, at deres forhold skranter, og han har helt andre interesser end Gil. Eksempelvis fascineres hun af sin overintellektuelle fortidsflamme, som de ved et tilfælde møder i Paris, mens Gil kun har foragt til overs for ham. Allerede fra starten er ironi og selvironien smurt tykt ud over. Alene det, at Gil finder det for let at skrive film, er en parodisk kommentar til Hollywood.

En nat går Gils kæreste med sin flamme ud for at danse, og Gil farer vild i Paris’ gader. Til hans store overraskelse bliver han betuttet og bedugget samlet op af en bil fra 30’erne, der ved slaget midnat kører forbi. Gil er dybt fascineret af Paris i 20’erne og 30’erne, der på mange måder er hans guldalder. Hans roman foregår derfor også i denne tid. Overraskelsen bliver dog kun større af, at bilen tager ham til en fest, hvor han møder afdøde forfattere som F. Scott Fitzgerald og Ernest Hemingway. Meget tyder på, at han rent faktisk er i den tid, han skriver om. Flere ikoner dukker op, og han ender med at få konstruktiv kritik på sit manuskript af Gertrude Stein.

På mange måder er Midnight in Paris den Woody Allen-film, der er mest sovset ind i referencer til andet materiale – og det siger ikke så lidt. Han slynger oftest om sig henvisninger til kendte og ukendte værker og personer i sin film, men i denne vil de fleste kunne være med. Det er en stærkt populariseret version af disse overintertekstuelle film, eftersom mange af navnene vil være kendte for de fleste med kulturel interesse. Samtidig benytter Allen sig desuden også af at vise, hvor velbevandret han er i biografiske historier om disse koryfæer. Det er fine små billeder af kunsthistoriens centrale figurer fra denne tid.

Dette miks af forkærlighed for personager og små parodiske nedslag gør det udholdeligt at følge med. Den dekonstruerede kærlighedsfortælling gør filmen til en sød kommentar til mange af de ovenfor nævnte titler. Med den ene hånd er Allens film alt det, den selv gør grin med: en romantisk komedie, overintellektuel og forelsket i Paris, mens han med den anden hånd viser, at han også elsker dette melodrama. Alt sammen er bygget op omkring en maskuliniseret version af Askepot, der kun ved midnatstid kan få den verden, hun ønsker. Det er bestemt ikke Woody Allens stærkeste film. Selvom den er selvironisk og bevidst om sig selv, så har den for meget præg af turisme og forudsigelighed over sig.

Forskellen fra mange andre instruktører er bare, at når Woody Allen laver en svag film, er det stadig blandt årets stærkeste. Owen Wilson spiller i top i en rolle, der også er selvparodisk, mens Corey Stoll er kostelig i rollen som Ernest Hemingway. Stilen virker trods de reklameagtige kameragange, der tager lidt for mange klichéer ind. Filmen giver faktisk lyst til (endnu) en rejse til Paris, og skulle det regne på dagen, har Midnight in Paris også ændret på det. Det er faktisk meget simpelt: Man bliver så forbandet glad i låget af Woody Allen – selv når han har en mindre god dag.