En af de genrer, ser synes at have flest undergenrer er uden sidestykke gyserfilmen, for der findes tydeligvis mange måder at skræmme os på. Der findes overgenrer så som slasherfilm, monsterfilm, okkulte gysere. Der findes genrebetegnelser der synes at indikere hvor filmene stammer fra: giallo, j-horror, new french extreme, og så er der genrer der peger på virkemidlerne i filmene: splatterfilm, found-footage, osv. Skal man i dette lys forsøge at smide en dækkende genrebetegnelse på Sinister 2 så er det en okkult mainstreamgyser med splatter- elementer og stænk af found-footage.

Den første film, som kapellet desværre ikke har anmeldt, blev ganske succesfuld og handlede om en forfatter, der troede han var på sporet af en morder, men det skulle vise sig at morderen var en meget mere uhåndgribelig, monstrøs figur ved navn Baghul – den dæmon, der senere skulle blive optaget i populærkulturen som bøhmanden. De overnaturlige hændelser starter altid med et barn i familien der forsvinder, derefter dræbes resten af familien på bestialsk vis.

Sinister 2 starter kort tid efter den første film sluttede. Vi følger den navnløse politimand, der i etteren hjalp hovedperson Eliott Oswalt med at fremskaffe det bevismateriale, der endte med at lede ham på sporet af Baghul. Detektiven har rejst Amerika tyndt, for at udslette alle de steder dæmonen er bundet til og hvor han finder sine nye ofre. Detektiven står dog pludseligt overfor et problem for den bygning som han skal til at stikke ild til er ikke tomt, den huser en ung mor og hendes tvillingedrenge, der alle er på flugt.

Hvad moderen flygter fra skal naturligvis ikke afsløres her, men derimod kan kapellet godt løfte sløret for at tvillingedrengene har en evne til at se nogle mystiske børn, som tilsyneladende holder til på matriklen og oftest dukker op efter mørkets frembrud. Hver nat vækkes denne ene af drengene af disse mærkværdige børn, der tager ham med ned i kælderen for at se en række virkelige modbydelige smalfilm. Film, der alle starter uskyldigt, men som konsekvent ender med tortur, mord og lemlæstelse.

Hverken vores detektiv eller moderen ved noget om dette. Kort tid efter detektiven har fejlet som pyroman, kontaktes han af en forsker, der har gennemgået Oswalts efterladte effekter og forskeren har en teori om hvilken rolle disse film har i forhold til Baghul. Denne sammenhæng skal naturligvis heller ikke afsløres her.

Denne anden film er skrevet af samme makkerpar, der stod bag den første og det kan faktisk godt mærkes, for selv om der er en hel del ting i filmen som godt kan virke en smule irriterende og elementer der synes at bryde med filmens interne logik, så er vore hovedpersoner så tilpas sympatisk skildret, at man ikke er helt ligegyldig overfor at de pludselig kommer i fare.

Instruktøren er den forholdsvis ukendte Ciarán Foy, der debuterede som spillefilmsinstruktør i 2012 med filmen Citadel. Han har dog fra fans første kortfilm bevæget sig i det overnaturlige og gyselige. Han har gjort et ganske hæderligt stykke arbejde med filmen, for den er på udsatte steder ganske stemningsfuld, som eksempelvis den scene hvor vores detektiv synes han kan skimte de hemmelighedsfulde børn mens han vandrer rundt i den forladte kirke hvor mordene i sin tid blev begået, men hver gang han retter sin lygtes lyskegle mod skikkelserne er de væk. Til gengæld burde makkerparret der har stået for manuskriptet have gjort sig lidt mere umage med at få selve hovedhistorien til at hænge lige så godt sammen som var tilfældet med den første film.

Blandt irritationsmomenterne er filmens åbningsscene, der peger frem mod en nøglescene mod filmens slutning, men det stykke uhyggelig smalfilm som vises for seeren i starten er tydeligvis ikke profetisk, for den endelige scene er – uden man får en forklaring på dette – radikalt anderledes end den man ser senere. Det er dog langt fra det eneste element der ikke rigtigt hænger sammen, for det virker som om filmmagerne har været mere opsat på at få skabt stemning og uhygge, end at få plottet til at hænge sammen.

Selv om man som garvet gyserfan godt kan irriteres over at filmen er lidt for inkonsekvent i sin håndtering af den historie den skildrer, så er man stadig ganske godt underholdt selv når filmen ligeledes er ganske forudsigelig i sin struktur. Det er mainstreamgys i den bedre ende, men også en film der slet ikke kan leve op til hverken intensiteten eller dramaet i den første film.

Det ændrer dog ikke på at de meta-agtige smalfilm fremstår som det mest skræmmende i filmen. Sagt på en anden måde så er ideen om at fastholde dødsøjeblikke på film, samt det at benytte smalfilm i en spillefilm, som en slags bevis for rædslernes ægthed, ganske effektiv. Det er et visuelt og fortællemæssigt gimmick, der sender tankerne i retning af både snuff-film, den mesterlige japanske Ringu og naturligvis også rækken af de meget populære found-footage gysere.

Man kunne måske have haft en endnu mere effektiv fiktion, havde folkene bag blot lavet disse uhyggelige stumfilm og spredt dem på halvhemmelige fora på internettet, men omvendt, så havde man sikkert haft svært ved at tjene penge på sin film. Dommen over Sinister 2 er at den er en ganske hæderlig og på sine steder effektiv horrorfilm, der sagtens kan nydes. Især hvis man er villig til at acceptere at der er flere interne logiske brister undervejs.