Det politiske drama har efterhånden skabt sig en plads på den danske filmscene. Arcels Kongekabale bragede igennem med succes, hvorefter vi har fået Sandgrens Fluerne på væggen – begge udmærkede film, men sidste genskabte langt fra succesen fra Kongekabale. Dette også af god grund, mens vi heller ikke skal forvente os landevendinger af det seneste skud på denne stamme: Gert Fredholms Dommeren.

Her er genrens krydderkværn blevet blandet med familiedramaet, så vi får noget, der ligner et politisk familiedrama. Man kan dog diskutere, hvor godt de bliver blandet, idet den politiske narrativ stort set blot er sideløbende med den familiære. Man kan jo også diskutere, om blandingsmomentet bør være en selvfølge – endog så forsøger filmen at skabe et krydsfelt mellem de to narrativer, der desværre ikke helt lykkes. Det er historien om dommeren Jens Christian Poulsen (Peter Gantzler), der får en hård asylsag på halsen, imens hans søn – som han ikke kender – forsøger at tage kontakt til ham. Her får vi også sammenblandet to klassiske genre, idet det ene spor har tragisk udgang, mens det andet har komisk udgang – altså ikke komisk i den velkendte, humoristiske forstand men mere i retningen af, hvordan følelseselementerne stiller sig til slut. Dette er i sig selv en ganske udmærket og veltænkt kombination, men samspillet mellem de to fortællinger savnes, for at spændingerne skal blive stærke nok.

Det er Gert Fredholm, der har instrueret filmen. Vi kender ham fra den fornuftige danske film At klappe med én hånd (2001), mens hans mest populære film nok er Den forsvundne fuldmægtig (1971). Det er kendetegnende for de fleste af Fredholms film, at de forsøger at komme omhyggeligt i dybden og blive nærværende. Det lykkes dog bedre i At klappe med én hånd, mens Dommeren forbliver ubekymrende. Den er dog i det hele taget højaktuel i sin behandling af asylproblematikken, hvor den da også får understreget budskabet godt og grundig: Lad tvivlen komme asylansøgere til gode i stedet for at sende dem udi en uvis skæbne. Det bliver temmelig bogstaveligt forklaret af dommer Poulsen, hvor jeg – som analytisk hungrende – godt kan li’ at udtænke teserne selv. Men dog, hvis det klare budskab kan tilføre udlændingepolitikken en mere menneskelig karakter, så kan det vel ikke skade.

Grundlæggende er indpakningen pæn at kigge på, mens rollerne er nogenlunde velspillede, selvom jeg – lige meget hvilken rolle han spiller – ikke helt er blevet overbevist af Peter Gantzler. Peter Schrøder rammer dog heller ikke helt plet. Han har traditionen som handicap: Man vil jo helst grine med eller af ham. Her er han jo seriøs, hvilket vi jo ikke kan ha’. Dermed er det sagt, at vi har en veldrejet film i familie med andre danske film som Opbrud og Drabet, der er glider let ind – og derfor desværre også let ud.