Der findes efterhånden rigtig mange zombiehistorier på tværs af et utal af medieplatforme. Måske vil du mene, at når du allerede har læst tegneserieserien og/eller har set tv-følgetonnen The Walking Dead, kender dine Fulci- og Romero-film til hudløshed, har spillet sig igennem det undervurderede Days Gone eller hygget dig med romaner som Udød så har du måske fået styret din værste zombielyst. Måske er du endda lige ved at blive en anelse træt af de mange zombiehistorier der er på markedet.

Hvis du dog, lige som Kapellets anmelder, til stadighed er på udkig efter nye, eksotiske varianter over zombietemaet, vil vi foreslå at du opsnuser den japanske mangategneserie I am a Hero. Den er blevet udsendt på dansk fra forlaget Faraos, og idet disse linjer skrives er der udkommet tre bind.

Lad denne anmeldelse starte med det helt indlysende. I am a Hero er superfint tegnet. Den er samtidigt en tegneserie, der helt tydeligt er henvendt til et voksent publikum, ikke kun på grund af volden, men også selve fortællingen og ikke mindst det grafiske udtryk, der nærmer sig det fotorealistiske. I I am a Hero er der sparet på de store tuttenuttede øjne og til gengæld skruet op for en skæv form for fotorealisme.

Tegningerne er ustyrligt detaljerede, især når man giver sig til at se på baggrunde, interiører og lignende. Når læseren eksempelvis bringes ind på det ganske lille manga-tegnestudie hvor hovedpersonen Hideo arbejder, så mødes man af et væld af tegneredskaber, computerkabler, reoler og meget mere, der godt kunne resultere i en form for horror vacui-oplevelse.

Når nogle af tegningerne bliver så hyperrealistiske, har anmelder faktisk skaber Kengo Hanazawa mistænkt for at tage fotografier, lave raytracede versioner af disse og så tegne ovenpå dem. Ikke fordi det er forbudt at gøre, for reelt set fungerer det overraskende godt.

En anden ting, der også fungerer fortrinligt er skildringen af seriens bærende hovedperson. Titlen kunne måske godt lyde som om han er en supersej heltetype, men det viser sig ganske hurtigt at titlen skal tages med et gran megaironisk salt, for Hideo er alt andet end det man forbinder med en helt.

Hovedpersonen er 35 år og allerede godt og grundigt på vej ind i en slags midtvejskrise. Han synes ikke rigtigt at hans liv har formet sig som det ideelt burde. Han har godt nok en kæreste, som laver god mad til ham, men ellers føler han sig meget akavet og som lidt af en fiasko. Måske er der mange der kan spejle sig selv i den situation.

Faktisk er Hideo også lettere udfordret idet han helt tydeligt lider af hallucinationer. Han ser ofte personer eller væsener der ikke eksisterer i virkeligheden og både taler og interagerer med disse. Hideo er dog godt klar over disse mærkværdige skabninger blot er resultatet af for lidt søvn, for meget arbejde og livet i al almindelighed. Til gengæld tager vores hovedperson det med en slags overmenneskelig stoisk ro, da kødædende zombier pludselig begynder at hærge hans hjemby Tokyo. Indledningsvist tænker han blot, at det endnu engang er hans hjerne der spiller ham et puds, men han bliver hurtigt klogere.

Zombierne i denne serie er lige så blodtørstige som i alle andre zombiefortællinger og idet man bliver bidt, så kan man også godt regne med at man forvandles til en kødæder i løbet af ganske kort tid. I dette univers evner zombierne samtidig også at bevare en smule af deres tales brug. Undervejs oplever man menneskemonstrene gentager fraser eller ord fra deres liv igen og igen. Talende zombier er ikke en ny opfindelse, men det virker stadig meget fint i denne kontekst.

At lade vores hovedperson være en lettere livstræt mangategner er også en genistreg, for Hideos betragtninger om det japanske tegneseriemarked, dem der arbejder der, hvilke serier der får succes og hvilke der ikke gør synes også at være en mere generel kommentar til mangaproduktionen. Historien kommenterer uvildigt også på sig selv som netop en mangetegneserie og kan derfor betegnes som en slags metamanga.

I am a hero er en serie, der heldigvis undgår at gentage de mest fortærskede zombieklichér, men som i stedet benytter genren til at lave en satire over såvel det japanske samfund, japanernes arbejdsmoral og ikke mindst en allestednærværende identitetssøgen. Med frygt for at denne anmeldelse pludselig udvikler sig alt for højpandet, så skal det samtidig nævnes at du også får masser af klamme monstre og folk der får bidt ansigtet af, så udover samfundskommentaren får man også en række af de ting man måske især forbinder med denne type udgivelse.

Du skal derfor ikke forvente dig en zombieserie, der udelukkende byder på hæsblæsende action, men mere en mere rolig, afdæmpet fortælling der tager sig sin velovervejede tid til at fortælle sin historie. Samtidig får den opbygget en ganske troværdig hovedkarakter, der mildest talt er ude af balance.

Måske kan en sådan mental ubalance ligefrem blive til styrke og en fordel når verden omkring Hideo forvandles til en allestedsnærværende zombieapokalypse, men om vores umage helt på noget tidspunkt får affyret det dobbeltløbede haglgevær som han har båret rundt på siden starten af andet bind, det må tiden vise. Heldigvis kan denne kapellan berette, at fjerde bind ifølge forlaget burde være lige på trapperne og del nummer fire vil med garanti også blive anmeldt i dette forum.