Zombier i spil er ikke nogen ny ting. Nogle af de allerførste, ganske primitive survival-horrorspil som Alone in the Dark bød således på levende døde. Der er også, i anmelders liv, gået rigtigt mange timer med at gennemføre en række mere mindre vellykkede Resident Evil-spil, for slet ikke at tale om mere humoristiske spil som Dead Rising, Stubbs the zombie og Plants vs. Zombies. Selv om markedet har budt på virkeligt mange gode spil (senest det helt igennem forrygende remake af Resident Evil 2), har det mest ventede zombiespil i de seneste år med garanti været Days Gone.

Kapellet har været så heldige at modtage spillet før det officielt blev udgivet og har gjort sit bedste for at komme så langt ind i spillet som muligt, men er – indrømmet - endnu ikke nået helt i mål, idet denne anmeldelse skrives. Det er nemlig et spil, der nemt kan stjæle meget af ens dyrbare tid. Det bliver blot nævnt her i begyndelsen, så du – kære læser – ved at disse ord bygger på ca. 20+ timers spiloplevelse og ikke en total gennemspilning af spillet. Det betyder dog ikke, at det er umuligt at skrive om oplevelsen, faktisk kan det jo være en fordel at undertegnede ikke er blevet helt færdig med spillet, så der på den måde kan undgå at optræde spoilers.

Darryl hedder Deacon
Din spilfigur hedder Deacon St. John. Han er forhenværende medlem i en rockerbande og kører nu landskabet tyndt i et skovområde et sted i nærheden af Oregon. Det lyder måske meget hyggeligt, hvilket det da også ville være, hvis ikke samme bjergrige naturområde var fyldt med blodtørstige ”swarmers” – en slags hurtigtløbende zombies a la dem man kender fra film som 24 Days Later eller World War Z. For det meste er der kun tale om en enkelt eller en lille gruppe af disse monstre, men indimellem krydser regulære horder af zombier også din vej – i det tilfælde er flugt, i al fald i spillets begyndelse, din eneste mulighed for overlevelse.

Deacon ligner mistænkeligt meget Darryl fra tv-seren The Walking Dead, hvilket spildesignerne også godt er klar over. Eksempelvis starter man spillet med at kunne vælge en armbrøst som ens sekundære våben, et våben, der som bekendt er tv-figurens signaturvåben. Det gør dog ikke så meget, for hvem havde da ikke lyst til at bytte roller med ham, når det vel og mærke handler om et videospil? På hans cowboyvest bærer han et mærke, hvorpå der står ”1%”, en reference til at præsidenten for den amerikanske association for motorcykler engang udtalte at 99% af deres medlemmer var lovlydige borgere. Deacon tilhører altså den sidste procentdel – den lovløse 1%.

Fra lejr til lejr
Hovedhistorien falder i flere overordnede dele. Dels skal Deacon tage sig af sin våbenbror Boozer, der tidligt i spillet bliver overfaldet og tortureret af de såkaldte ”Rippers”. Rippers er mennesker, der godt nok ikke er inficerede, men som mest af alt opfører sig som en kult af vilde dyr, der angriber alt og alle undtagen zombierne. Deacon skal sørge for at hans ven får plejet sine sår og på sigt kommer i behandling. Det andet fortællemæssige spor handler om Deacons kæreste Sarah, som vi møder allerede i spillets første scene.

Den aften, hvor epidemien omformer den verden vi kender, til et bloddryppende kaos, bliver Sarah stukket ned. Det lykkes Deacon at få kæresten ombord på en helikopter, som lover at tage hende ud af byen. Derfor er Deacon stålsat på at finde ud af, hvad der egentligt skete med Sarah den fatale aften, selv om han også godt er klar over, at chancerne for at se hende igen er stort set ikkeeksisterende.


Idet man begynder at spille spillet vil man måske tænke at selve spilområdet ikke er imponerende stort, i al fald ikke, hvis man kender spil som Assassin’s Creed, Red Dead Redemption 2 eller Skyrim, men idet man kommer længere ind i spillet, vil man opdage at kortet pludselig udvider sig og bliver en del større end først antaget. Ud over at forfølge de to centrale missioner, er det nemlig vigtigt at forme alliancer med de få enklaver af overlevende mennesker, der har forskanset sig i forskellige lejre rundt omkring i landskabet. Nogle af disse er nærmest arbejdslejre, hvor folk sættes til at knokle benhårdt for føden, mens der andetsteds hersker en helt anden jovial stemning. Hvis du vil have en chance for at få opgraderet din motorcykel, købe nye våben eller lignende, bliver du nødt til at få folkene i disse lejre til at stole på dig, og den eneste måde det kan lade sig gøre på er hvis du accepterer forskellige missioner fra dem.

Sømbat og masser at se på
Missionerne er ganske varierede og har som regel fokus på action, men der optræder også indimellem missioner hvor Deacon skal snige sig rundt uden at blive opdaget. Helt personligt hører disse ikke til undertegnedes favoritter, for i en verden fyldt med zombier (undskyld ”Swarmers” eller ”Freakers”, for slet ikke at tale om de førnævnte “Rippers”) så er den første indskydelse at slå først og spørge bagefter. Spillet byder også på de såkaldte ”Newts”, der har skabt nogle kontroverser allerede inden spillet udkom, for de er zombificerede børn, der som oftest angriber spilleren i flok. Man kan måske godt forstå, at nogle kan blive stødt over dette, men Herre Jemeni, Days Gone er og bliver jo et voldsspil, så hvorfor ikke også have muligheden for at smadre zombiunger med økse, når man kan gøre det samme med både voksne monstre, andre mennesker og vilde dyr?

Spillet byder (som vanligt) også på et crafting-system, hvor du kan forbedre dine våben, kombinere ting du finder i spilverdenen til drabelige sager. I hvilket zombiespil med respekt for sig selv kan man eksempelvis ikke lave et sømbat? Det kan man selvfølgelig også i Days Gone, det kræver blot at du finder et baseballbat og nogle søm. Ud over våben skal du også lede efter ting, du kan benytte til at helbrede din spilfigur selv, når du uvilkårligt tager skade undervejs.


Deacon falder undervejs også over nogle forladte forskningsstationer, der bestemt er værd at opsøge. Husk blot på at få slået højtalerne placeret på bygningerne fra inden du tilslutter strømmen, så du kan åbne dørene til disse centre – ellers bliver du hurtigt overrendt af fjenden. Grunden til, at det er en god ide at opsøge disse steder er, at du her kan finde kanlyler, der kan gøre din spilfigur permanent stærkere, hurtigere eller mere udholdende. Lige som din motorcykel og dine våben, skal du huske at optimere dine spilfigur, for at være i stand til at kunne klare de udfordringer der venter dig.

Velfungernde klicheer
De mange forskellige handlingsforløb er interessante at følge med i og lidt atypisk holder spillet ikke øje med konkrete gennemførte missioner men derimod, hvordan de spilsegmenter du gennemfører løbende hænger sammen med de mange fortællingstråde i spillet. Nogle af disse historier overstås forholdsvis hurtigt, mens andre kræver mange timers spil (og ture på motorcyklen) at gennemføre helt.

Historierne er også interessante, selv om mange af missionerne ofte bliver lidt for ens. Til gengæld er det kun sjældent, man skipper spillets cinematics (også kendt som ”cut scenes” – de elementer i spillet, der udspiller sig som en slags film, hvor man ikke længere kan kontrollere ens spilfigur – red.) på grund af det glimrende stemmeskuespil og den velskrevne dialog. Bevares, klicheerne står i kø, men det er også en forventelig charme ved et spil som dette. Mange af figurerne er ikke synderligt komplekse og kunne være hevet ud af en tegneserie, for der er masser af stereotyper undervejs, men husk lige på at Walking Dead før tv-serien også kom som en tegneserie. Det lykkes faktisk spildesignerne, at gøre mange af samtalerne så tilpas interessante, at man ofte giver sig tid til at høre på dem i stedet for at skippe videre til missionen.


Der er en masse forskellige gode sidehistorier, der både er knyttet til de folk, du møder, men en af fortællingerne er også forbundet tæt til den skumle organisation NERO, der dukker op i mystiske sorte helikoptere, hvor forskere i beskyttelsesdragter sammen med svært bevæbnede vagter lander for at foretage videnskabelige undersøgelser af den virus, der er årsagen til at verden er fuld af sværmende døde. Selv om stealth (snige-)missioner ikke hører til favoritterne, så er det også i disse missioner, man får et indblik i, hvordan menneskeheden er havnet i denne suppedas.

Blodige bosskampe
Som i alle gode videospil er der også regulære boss-kampe. Disse er ganske udfordrende selv for en garvet spiller som Kapellets, men de er heller ikke så vanskelige, at man giver op. (Det skal i denne sammenhæng siges at det er muligt at justere på sværhedsgraden. Kapellet valgte ”normal” der synes at have været det helt rigtige valg). Boskampene giver også et godt afbræk fra de mange gange du skal snige dig ind på en Freaker for at snigmyrde vedkommende, eller de missioner hvor du skal lokalisere og brænde uhyrernes reder ned med molotovcocktails, hvorefter du selvsagt skal eliminere alle de væsener der kommer væltende ud af flammerne.

Days Gone er et utroligt flot og meget stemningsfyldt spil, der både indbyder til udforskning af det stadigt voksende map og som overordnet set er en fryd for øjne og ører. Lyset i spillet er virkeligt labert lavet, og oven i dette er der et meget avanceret vejrsystem, der gør at det pludselig kan begynde at sne om natten hvorefter man vågner op til en morgen hvor landskabet byder på sjap og store vandpytter. Sceneriet føles ofte ganske levende, både med træer, planter, vilde dyr og uhyrer, men der er uheldigvis også visse skår i glæden.

Sukker i benzinen
Stort set alle de spil, der normalt udsendes fra Sony, har tidligere føltes gennemtestede ned til mindste detalje. Til trods for det, og det faktum at vi spillere nu har ventet i flere år på Days Gone, oplevede Kapellet at Days Gone flere gange frøs og crashede undervejs. Det var ofte, når der blev foretaget vilde manøvrer, kæmpet hårdt og man forsøgte at flytte kameraet i en position, så man fik bedre overblik. Det var frustrerende at skulle starte forfra, især fordi spillet i opstartsfasen har en forholdsvis lang loadtid (det skal dog siges at spillet bliver afviklet fra anmelders eksterne harddisk på en helt almindelig PS4 – muligvis er dette ikke lige så langsommeligt på en PS4-Pro).


Der var også en enkelt mission, hvor Deacon skulle lede efter en ung pige, der ikke kunne gennemføres uden at genindlæse et tidligere savegame, da det hus, som man skulle gennemsøge, ved et rent tilfælde var blevet besøgt tidligere i spillet. I en anden mission, hvor Deacon sammen med en anden spilfigur skulle forsøge at få et hyrdo-kraftværk til at komme op at køre igen, gik den anden spilfigur direkte gennem Deacon som et spøgelse, mens de vandrede rundt for at se hvad der var galt.

Flere af spillets dialoger foregår mens Deacon og andre figurer fra spillet kører landskabet tyndt på motorcykler, og selv om samtalen kan være fed nok, så kan turene godt forekomme lidt træge, fordi den anden spilfigur konstant kører i front, og det er umuligt at komme op på siden af vedkommende. Desuden er der for mange missioner, der i bund og grund er meget ens; enten skal man rydde et sted for fjender, opsøge en lejr af skurke og plaffe en bestemt af dem ned, eller finde objekt x i en bygning og efterfølgende levere objektet til den, der har sendt dig ud på mission. Her kunne spildesignerne godt lade sig inspirere af Ubisofts Assassins Creed-spil og deres meget forskelligartede opgaver. Her er der større variation af missioner og hovedfortællingen (læs: den måde ny missioner dukker op i spillet på) langt mere varieret. Days Gone har til trods for det store landskab en lidt for gammeldags, lineær struktur.

Det kan godt virke som nogle bagateller, men det er ærgerligt, når sådanne elementer i spillet ødelægger indlevelsen i spilverdenen eller ligefrem går hen og bliver frustrerende, fordi man ikke ved, hvordan man kan komme videre i spillet. Det skal dog også siges, at der mens spillet er blevet testet er kommet hele fem opdateringer fra udgiveren, og efter sigende har disse fikset de værste problemer, for Days Gone er i øvrigt et virkeligt fedt zombiespil. Kapellet har i al fald ikke tænkt sig at stoppe med at spille Days Gone, blot fordi spillet har et par knaster, for resten af spiloplevelsen og glæden ved at smadre fjender med sømbat overskygger klart de ovenstående gener. Days Gone er derfor et klart must-have, hvis du i forvejen er vild med genren.