Da denne kapellan hev Flip og Flop: I nationens tjeneste op af tasken i et overbooket tog i foråret, blev en stående medpassager så betaget af gensynet med de to uduelige agenter, at anmelder lånte ham tegneserien, for at få togturen til at gå lidt hurtigere. Vedkommende var mindst lige så midaldrende som anmelder selv og spurgte smågrinende, om der stadigvæk udkom nye album i serien? Det kunne undertegnende bekræfte, idet der på nærmest månedlig basis dukker nye album op i butikken. Til trods for at skaberen af serien F. Ibánez døde i 2023, så er alle hans tegneserier endnu ikke udkommet på dansk.

Forlaget Zoom vil rette op på dette, for i skrivende stund er album 46 Profeten Jens udkommet og på Zooms hjemmeside fortælles det at der kommer yderligere to album i slutningen af april 2025. For fans af serien er dette jo helt fantastisk.

Flip og Flop (org. Mortadelo et Filémon) dukkede første gang op i 1958 og har holdt deres fjollede fane højt lige siden. Præmissen i Flip og Flop er ganske simpel og synes at blive gentaget album efter album: De to makkere, hvoraf den ene konstant er uheldig og den anden er en sand mester i forklædning er begge (mere eller mindre) hemmelige agenter. De har en chef, der oftest er sur – ikke mindst på Flip og Flop da de skaber kaos og massive ødelæggelser alle steder de bliver sendt på opgave. Det er helt efter bogen og noget man kender fra et utal af politi- og agenthistorier.

Serien er kraftigt inspireret af figurer som James Bond, tv-serier som Manden fra U.N.C.L.E., Mission: Impossible og lignende, og laver selvfølgelig sjov med mange af de troper der optræder de steder. Det sker både i forhold til de opgave agenterne får, konstante actionsekvenser og Flops eminente evne til at forklæde sig som standerlampe, bøffel eller hvad der i øvrigt kan være brug for i situationen.

En anden tilbagevendende figur er professor Bakterius, der leverer alle mulige og umulige opfindelser til makkerparret, ligesom Q gør det for Bond. Til forskel fra Qs opfindelser virker Bakterius´ langt fra altid eller også virker de alt for godt. Det skaber naturligvis base for en lang række gags.

Idet historierne starter – hvad enten det som i album 39 handler om Klimaforandringer! eller som i album 40 I nationens tjeneste hvor de to skal fange smuglere af forskellige typer af narko – så får vores to hovedpersoner altid en mission i starten.

Selv om dette langt fra er deres første tur i felten, så synes de to komplet at have glemt hvordan det gik sidste gang. De går til deres opgave med stor ildhu, selv om de konsekvent misforstår ledetråde, mistænker alle de møder på deres vej og i det hele taget bare er uduelige til det de er blevet sat til.

Flip og Flop kaster sig frygtløst ud i alle opgaver, men idet de både er superuheldige og ikke særlig gode til deres arbejde, så ender det altid i fiasko, med at de kommer virkeligt galt afsted eller misforstår alt. Meget af humoren er visuel slapstick men der er også plads til morsom dialog, hvor agenterne enten misforstår hinanden eller det de overhører når de spionerer på andre.

Ovenstående er selvfølgelig en grov skitse på den grundformel som stort set alle albums består af, og selv om Ibánez er en sjov og meget opfindsom tegner, så opdagede denne gamle fan af makkerparret at tiden nok er løbet lidt fra serien. Rettere sagt, måske er undertegnede blevet lidt for gammel og kedelig, til fuldt ud at kunne nyde Flip og Flop på samme måde som da fatter var dreng.

Dette handler ikke om, at anmelder slet ikke fandt de to album morsomme, men de mange gags og tegninger af gutterne der er blevet brændt, har fået slået knuder på dem selv, kommer løbende med kæmpebuler osv., osv. bliver desværre en kende gentagende og trættende i længden. Især når man som hér læser to album med ganske kort mellemrum.

Det skal dog siges, at det var ganske morsomt at observere hvordan Ibánez har tegnet de mange baggrunde i albummet I nationens tjeneste. Hvis du har været i Barcelona eller andre steder i Spanien, vil du forholdsvis nemt kunne genkende de locations som optræder.

Så til trods for at anmelder fandt humoren en kende anstrengende og uden den store variation, så holder Ibánez streg stadig. Tegneserien ligner fuldstændig sig selv, som man husker den fra barndommens biblioteksbesøg, selv om historierne som i f.eks. Klimaforandringer er blevet opdateret så de passer bedre til vores samtid, så fungerer dette tema mest af alt som et fundament for de mange misforståelser og fjollerier.

Der er med garanti et stort publikum til de to tossede agenters eventyr, men det er nok primært en tegneserie der appellerer til et yngre publikum eller det grå guld, der modsat anmelder stadig får krampegrin over at se Flip og Flop komme galt afsted.