Det er ingen hemmelighed at undertegnede holder meget af den spanske tegner Carlos Giménez. Især efter at de tre bind i serien Børnehjemmetblev læst, er denne beundring blot blevet større.

Det kan virke paradoksalt ligefrem at opsøge fortællinger om armod, sult og tæsk på et børnehjem i Francos Spanien frivilligt. Ikke desto mindre så gemmer der sig en masse positive aspekter i historierne. Læseren oplever børnenes sammenhold, deres ukuelige gejst og glæde over de mindste ting, selv om det liv de lever er virkeligt hårdt.

Det samme kan nemt overføres til Vores kvarter, som forlaget Zoom faktisk udgav før de tre bind i serien om Børnehjemmet. Alligevel har forlaget været så venlig at sende Vores kvarter til os i Kapellets. Udgivelsen er en samling af Giménez´ enkeltstående album med samme titel, hvoraf flere (lige som var tilfældet med størstedelen af Børnehjemmet) ikke har været udsendt på dansk før nu.

Der er også andre lighedspunkter. Som blev nævnt i omtalen af Børnehjemmet så er mange af de tidligere historier fortalt ved hjælp af mange, små rammer, mens de senere historier bryder med denne stil og lader både figurer og omgivelser får lov til at fylde mere på siden, samtidig med at rammerne også indimellem helt droppes, uden at dette på nogen måde bliver forvirrende i forhold til hvordan læseren bliver guidet igennem fortællingen.

I Vores kvarter er drengen fra børnehjemmet endelig vendt hjem til Madrid, for at bo sammen med sin mor. Selv om moderen stadig er svagelig, er hun blevet udskrevet fra hospitalet og selv om pengene er få så er livet i byen langt at foretrække frem for det på børnehjemmet. Selv om hovedpersonen blot er en stor dreng, så skal han selvfølgelig arbejde, så der kan komme mad på bordet og huslejen kan blive betalt, så han begynder at arbejde på et værksted.

Storbyen i 1950´erne giver også Giménez mulighed for at vise langt flere nuancer af sin tegnekunst. Hvor Børnehjemmet også er virkeligt fedt tegnet, så gør rammerne for fortællingerne dér, at baggrunde og omgivelser er meget ens fra den ene historie til den næste. Drengene er på gårdspladsen, i sovesal, klasseværelset, osv. I Vores kvarter er der langt mere liv, der er voksne, der er piger, der er voksne piger og meget meget mere! Indimellem leverer Giménez også portrætter af gadehandlende, krejlere, tiggere og andre figurer i bybilledet, der måske ikke er en de af historierne, men som giver noget ambience til det overordnede portræt af storbyen og menneskene i den.

Læseren får i dette samlebind ikke kun serveret Giménez´ selvoplevede historier, men også en række fortællinger der handler om helt andre skæbner. Mange af de narrativer der udfolder sig er både barske og lige som hans egne tager de udgangspunkt i virkeligheden. Det er fortællinger som Giménez har fået fortalt af en række venner hvis navne nævnes til allersidst. Historierne kan være både morsomme, charmerende, rørende og selvsagt også utroligt sørgelige. Det fine ved Giménez er, at han måske dyrker patos, men aldrig smører så tykt på, at det bliver for meget. Det var i al fald ganske svært for Kapellets anmelderikke at fatte sympati med rigtig mange af de figurer der dukker op hér.

Da vores hovedpersons mor også skal tjene lidt penge vælger hun at udleje et værelse i deres lejlighed. De mange forskellige lejere der bosætter sig dér i kortere eller længere perioder leverer også materiale til serietegneren, for flere af dem er virkelig sære folk, hvis liv vi hér får et kort indblik i.

Set udefra virker det som om Gimenez har forsøgt at gengive sine egne oplevelser og de han har fået fortalt så præcist som muligt, men han har selvsagt også taget visse friheder. Eksempelvis vælger han konsekvent ikke at tegne sin mors ansigt. Det kan der være mange grunde til, men det fungerer overraskende fint, at det er op til os at forestille os hvordan hun ser ud.

Vores kvarter er et must for alle fans af Giménez og for dem der endnu ikke er blevet det. Samlebindet fra Zoom slår fast, at han ikke kun er en virkelig dygtig tegner og formidler, men også synes at have en mission, nemlig gennem sine tegneserier at dokumentere dagligdagen i Spanien i 1950´erne. En dagligdag der måske virker som var det fra en svunden tid, en som vi nok har brug for at erindre. Nogle kan måske indvende at tegneseriemediet er uegnet til dette, men her er anmelder helt uenig. Det er muligt at læse romaner eller historiske kilder om samme tidsperiode og samme sted, men hos Giménez får disse dagligdagsdramaer deres helt særlige, personlige liv.

Selv om tegneren arbejder med en lettere karikeret, ekspressiv streg, så ændrer det ikke på at det – i al fald for denne anmelder – føles både meget personligt og vedkommende. Giménez er, til trods for eller måske netop på grund af sin barske opvækst blevet humanist ind til benet. Uanset hvor ubehagelig en person der skildres ellers måtte være, så fornemmer man at der gemmer sig et rigtigt menneske bag dette ydre. Se det er virkelig en bedrift. Det kan godt være at Vores kvarter er svært at sammeligne med dit, men det er virkelig et besøg eller to værd.