Gunhild 1: Den nye gud / Cobolt / 224 sider
Tekst: Fred Tornager, ill: Fred Tornager
Anmeldt 10/2 2025, 18:30 af Torben Rølmer Bille
Kækt mangaalternativ til Valhalla
Kækt mangaalternativ til Valhalla
« Tilbage





Når man som anmelder til dagligt står og langer tegneserier og romaner over disken, bliver man indimellem mødt af spørgsmål fra kunder der leder efter noget ganske specifikt. Det kan være bøger om drager, ”noget der minder om Harry Potter” eller lignende. Et af de hyppige spørgsmål kommer fra folk – især turister - der leder efter tegneserier om nordisk mytologi. Indtil for ganske nyligt var der et ganske begrænset udvalg, nemlig Peter Madsens fantastiske Valhalla.
Heldigvis er der i løbet af de seneste år kommet flere alternativer, hvis nu kunden allerede kender førnævnte. Eksempelvis kan du få en tegneserieudgave af Neil Gaimans Norse Mythology, serien Åndevandrer der laver en nyfortolkning af mytologien, den formidable Vei og senest Fred Tornagers Gunhild.
Gunhild adskiller sig fra de andre udgivelser, ved at være udgivet i et format, der rent størrelsesmæssigt minder om klassiske japanske mangategneserier. Til forskel fra disse er den trykt i farve hele vejen igennem. Desuden starter fortællingen en form for nutid, selv om vi langt størstedelen af alle de klassiske guder fra den nordiske mytologi også nok skal dukke op.
Gundhild er en ildjætte der bor på en ø i Midgård blandt mennesker. Fortællingen starter med at Gunhild har en drøm, eller rettere et mareridt, hvor hun oplever Ragnarok. Hun forsøger at fortælle det til alle i sin klasse, men hendes lærer mener hun er hysterisk og bør sætte sig ned. Gunhild som er ganske stædig, beslutter sig derfor for at opnå gudestatus, så hun selv kan forhindre hvad hun ved vil komme til at ske.
Til skolens afslutningsfest inviterer hun selveste tordenguden Thor, som overraskende nok vælger at dukke op. Han stjæler al opmærksomheden og griner af vores hovedperson, da hun endelig får fortalt ham om sine planer. Selv om Thor ikke tager Gunhild med tilbage, så lader hun sig ikke sådan stoppe. Gunhild vælger at tage hjemmefra og begynde rejsen mod Asgård på egen hånd. På det skib hun går ombord på møder hun køkkenpigen Liv. De bliver hurtigt venner og Liv beslutter sig for at tage med på eventyret.
Gunhild – Den nye gud leverer, som du nok kan fornemme, ikke just en traditionel version af historien om Ragnarok og aserne, men vælger sin helt egen vej. Thors vogn er eksempelvis skiftet ud med en enorm motorcykel, der dog stadigvæk drives frem af to gedebukke. Fortællingen er delt op i korte kapitler og efter hvert kapitel, får læseren præsenteret en enkelt side, hvor den gud, eller den karakter som er dukket op i det man lige har læst bliver præsenteret. På den måde får du eksempelvis at vide at Thors yndlingssang er Club Promise af Magtens Korridorer eller at Odins hobbyer består af ”skak, bøger og eftermiddagslure”. Der vil nok være asetroende, som vil blive irriterede over den slags beskrivelser, men Gunhild er som nævnt også en tegneserie der mest af alt benytter mytologien som en base og som undervejs tager sig en del friheder, samtidig med at den er fyldt med humor.
Fred Tornager er en virkelig habil tegner, som sørger for at der er masser af bevægelse i billederne. Der er masser af fine detaljer, som man kan nyde undervejs og der leges undervejs meget med sidelayoutet og de enkelte billedrammers placering. Selve tegnestilen er tydeligt inspireret af manga, måske især synligt i actionsekvenserne og den måde især Gunhild og Livs ansigter er skildret på. At Tornager har en baggrund som animator lader sig ingenunde fornægte.
Langt de fleste læsere kender sikkert i forvejen til de mere klassiske skildringer af de guder og jætter som optræder, men det er nok også en fordel. Meget af humoren i Gunhild fungerer netop i kraft af at der bliver leget med mere traditionelle forestillinger om de figurer der deltager. Dialogen er desuden virkelig vellykket, hvilket sammen med den fine visuelle stil gør det til en leg at læse.
Kapellets anmelder håber derfor snart at at Cobolt også udsender andet bind i serien, en bog som allerede er til at få på engelsk så også danske læsere kan få muligheden for at opleve hvordan Gunhilds historie fortsætter, men indtil da, så få endelig fat i det første bind i serien, for selv om du som undertegnede muligvis ikke er kæmpestor fan af manga, så vil du med garanti være superfint underholdt hér.
Ikke flere anmeldelser