Langt de fleste af Kapellets læsere kender med garanti Nicolas Roegs mærkværdige sciencefictionfilm The Man who Fell to Earth med en meget heroinbleg Bowie i den altoverskyggende hovedrolle. Ideen med en figur, der (både i overført betydning men også helt bogstaveligt) falder ned fra himlen er også et glimrende udgangspunkt for en fortælling. For mødet mellem det udefrakommende og os har potentiale til at fortælle noget om den måde, vi ser os selv og omverden på. En alien har på den led et meget friskt og ofte naivt billede af vores verden.

Første del af den nye tegneserie Hilo bærer undertitlen Drengen der styrtede ned på jorden, hvilket er præcis det, der sker helt i starten. Historiens egentlige hovedperson D.J. anser ikke sig selv for noget særligt, modsat hans søskende, som alle er gode til det ene eller andet. D.J.s bedste ven Gina er flyttet væk fra byen, da hendes far fik et andet arbejde, så ud over at have nederen på over ikke at være hverken god til sport eller den bedste i klassen, så virker D.J. også en smule ensom. Dette ændrer sig dog en dag, da et eller andet kommer susende gennem luften og lander med et enormt brag i nærheden af ham.

Da D.J. undersøger krateret, ser han, at det ikke er en meteorsten, der ligger i bunden, men derimod hvad der ligner en lyshåret dreng kun iført underbukser. Er det mon Superman? Næppe. Idet han rører ved den mystiske fremmedes hånd, i et billede der på mange måder er en karikatur af det berømte udsnit af Michelangelos Davids fødsel, så sker der en form for energiudveksling. Den fremmede kan nu pludselig tale samme sprog som D.J. men forklarer i næste nu, at han hverken ved, hvad han hedder eller kan huske, hvor han kommer fra.

Selv om denne form for hukommelsestab i virkeligheden ikke forekommer, så er den meget effektiv at benytte i fiktioner som denne, for i trit med at historien udvikler sig, så husker Hilo (som drengen kommer i tanke om han hedder) mere og mere.

Selv om D.J. og dermed også læseren kun får præsenteret brudstykker af Hilos baggrund, så gør det, at der bliver skabt en fortællemæssig fremdrift qua denne tilbageholdte information. Kapellets anmelder kan godt afsløre, at man i det første bind får en hel del af vide om den mystiske dreng fra rummet, men selvfølgelig ikke alt, for så ville der ikke være grund til at glæde sig til anden del i serien, hvor han forhåbentligt kommer i tanke om endnu mere.

Når man som Hilo er faldet ned fra Himlen, så ved man heller ikke nødvendigvis, hvordan man opfører sig, for at blende ind. Eksempelvis misforstår Hilo grundlæggende, måden mennesker hilser på hinanden på. Da han mødte D.J. første gang, skreg D.J. ”AAAAH!” da Hilo åbnede øjnene, hvilket gjorde at Hilo hilser på alle nye mennekser ved at skrige på samme måde.

Meget af humoren i denne fine, lille tegneserie opstår netop idet vores velkendte verden clasher med den virkelighed, Hilo kommer fra. Det er ikke helt ulig den måde som klassiske tv-serier som Mork and Mindy eller Alf er struktureret på, så mon ikke Hilos skaber Judd Winick enten bevidst eller ubevidst har ladet sig inspirere af disse?

Selv om der er mange sjove sekvenser, så er Hilo samtidig en vaskeægte actionbasker. Det skal vise sig at den charmerende, superintelligente dreng også bliver jagtet af en skummel skabning, der sender horder af robotuhyrer efter ham. Derfor kommer både Hilo, D.J. og de øvrige vigtige figurer i fortællingen i livsfare, da disse væsener begynder deres hærgen. Da dette er en tegneserie henvendt til et yngre publikum (Kapellets anmelder vurderer at dette er en tegneserie henvendt til børn på 7+), så bliver det heller aldrig så farligt, at det de, der læser historien eller får læst den højt, får onde drømme efterfølgende.

Tegnestilen er både indbydende og levende. Når man læser den får man nærmest fornemmelsen af at læse en tegnefilm, for der er schwung i både streg og skruet godt op for farverne. Figurerne er skarpt skåret, og de har alle en virkelig sjov men enkel mimik. Selv om anmelder ikke er stødt på Judd Winick før, så virker han som en meget erfaren tegneserieskaber (hvilket også bekræftes i den korte beskrivelse af ham til allersidst i bogen, som anmelder selvsagt også har læst! – red.).

Som erfaren læser er det første bind af Hilo meget hurtigt overstået, da dens 208 sider ikke ligefrem er tæt pakket med tekst. Der sker hele tiden noget, hvad enten det er gags eller sekvenser, hvor skumle robotvæsener truer vore helte. Historien slutter ingenlunde ikke i dette første bind, for fortællingen standser med en vaskeægte cliffhanger.

Førstehåndsindtrykket er derfor rigtigt godt. Hilo er vellykket actionunderholdning for familiens yngste (og deres barnlige forældre – red.) og det skal blive virkelig spændende at se, om Judd Winick kan holde et lige så højt tempo, når anden del forhåbentlig dukker op inden alt for længe. Kapellet er i al fald überklar til, at det sker.