I 2016 anmeldte vi her i Kapellet tegneserien Perkeros – Diabolus in musica skabt af JP Ahonen og KP Alare. Der er med garanti løbet meget vand gennem og fragtet mange sjæle over floden Styx siden da, men I skrivende stund er JP Ahonen aktuel med den anden fysiske udgave af den morsomme og (u)hyggelige serie Belzebubs.

Serien startede som en webcomic. Ahonen havde sat sig for at lave en daglig stribe, da Covid-19 valgte at sætte en stopper for at folk kunne mødes, men selv efter pandemien stoppede, er striberne fortsat.

Selv om man naturligvis kan følge med online, så er det stadigvæk dejligt at læse historien om den noget aparte familie som bog. Dertil kommer at den er glimrende oversat af Dianna Lotus Ozol, hvilket vil glæde alle metalglade læsere, som måske ikke er så stærke til engelsk. (Who am I kidding? Selvfølgelig er alle metalheads gode til engelsk, de skal jo kunne forstå, hvad teksterne handler om – red.).

Belzebubs betegnes som ”humor / slice of life”, hvis man besøger hjemmesiden. Det er fanktisk en ganske rammende betegnelse. Den kan ses som en slags realityserie i tegneserieform, men i stedet for at opleve unge mødre eller ansatte i en lufthavn, følger læseren medlemmerne af det black-metalband, der deler navn med titlen og deres familie og kæledyr. Vi kommer både med i øvelokalet og hjem til de enkelte bandmedlemmer, men bogens primære fokus er på forsangerens familie.

Selvfølgelig er alle medlemmer i denne familie – og alle andre, der er seje – konsekvent gengivet i fuld corpsepaint (´skræmmende´ ansigtsmaling – red.), der i Ahonens streg bliver nærmest hyggelig og får karakter af karikatur. Der kan i øvrigt ikke sættes en finger på mandens evne til at skildre såvel miljøer og især sine figurer. Han synes at tegne ret ubesværet og med en sikker streg. Det hele er sovset ind i godmodig humor, så det er vanskeligt ikke at blive glad i låget, idet man bladrer gennem bogen.

Selv om det måske hjælper, så er det ikke et krav, at du holder af ekstremmusik for at kunne nyde eller følge med i Belzebubs-familiens genvordigheder. Selv om bedstemor tydeligvis er nekrofil, og selv om der fremmanes dæmoner efter en af de medvirkende har pisset et pentagram i sneen, så skildrer mange af striberne også helt mondæne, dagligdags situationer, som langt de fleste af os vil kunne nikke genkendende til fra vores egen hverdag. Det kan være ting som eksempelvis forskellige udfordringer på jobbet, onlinedating, bøvl med børnenes skole, kærester, som far og mor helst ikke skal vide noget om, osv. osv.

Det er måske netop denne blanding af det koncept, hvor en række figurer, der alle ser ud som om de burde stå på en scene og growle, mens der løber blod ud af munden på dem, bare foretager sig tilnærmelsesvist hverdagsagtige ting, som får denne tegneserie til at fungere så godt, som det er tilfældet.

Det er muligvis ikke sådan, at anmelder konstant kastede sig rundt på gulvet i krampegrin under læsningen, men mindre kan også gøre det. Lige som med mange andre gode dagsstriber, så kommer man jo til at kende og holde af de enkelte figurer, jo mere man læser. Især kemien mellem fatter Sløth og mutter Lillith er virkelig fint skildret.

Selv om du ikke kender figurerne i Belzebubs i forvejen, er det meget nemt bare at begive sig ind i deres univers. Til trods for at både familien og de øvrige bandmedlemmer oplever ting, der kan være okkulte, sataniske eller hylder brændende kirker, så er det altid med et kærligt glimt i øjet. Lige so i virkelighedens verden findes der selvsagt metalfans, der tager både musikken og de ekstreme budskaber endog meget alvorligt – ja, endog bogstaveligt. Langt størstedelen af os ved udmærket godt, at de mange referencer til kirurgi, blodsudgydelser, dæmondyrkelse og udpenslede mord blot er med til at gøre det samlede udtryk ekstra voldsomt og megasejt. Alle, der kender til genren, ved også, at metalhoveder lige som familien hér er nogle af de rareste mennesker, der findes.

JP Ahonen vidner med sin serie, at han er virkelig hjemme i metalscenen, og derfor kender han alle troperne, klicheerne og ikke mindst den allestednærværende godmodige humor, som eksisterer i miljøet. Det er endnu en årsag til, at Belzebubs ender med at være så vellykket.

Tager man forbi bandets officielle side, vil man også opdage, at der både er lavet et par musikvideoer til dette virtuelle band og ifølge efterordet, så er der i øjeblikket planlagt såvel en animeret tv-serie med de elskelige pandaer. Der er dog ingen grund til at vente på tv-serien, for Ingen hvile for de ugudelige kan anskaffes lige nu i enhver god butik, der forhandler tegneserier.