Dette er nok det længste og sidste bind i serien om Sin City, den mytiske by, som udgør centrum i Millers fortællende univers. Hvert bind introducerer nye personer, men vi møder også gamle bekendte i dette bind (Manute, den kæmpestore chauffør og Avas, lakajen samt Delia, den erotisk besatte lejemorder). Personerne krydser nogle gange hinandens spor, hvilket vi husker fra filmen Sin City, ellers er deres eneste fællesnævner, at de alle bor i Sin City, en by (en allegori til den senkapitalistiske storby?) beboet af slagsbrødre, smukke og farlige ludere, korrupte politikere samt et korrupt politi, sociale tabere og andre tvivlsomme eksistenser.

I Ind I Helvede anvender Miller et motiv, som vi kender fra andre af hans historier: heltens kamp for at redde eller hævne en smuk kvinde. Esther er en smuk og veludstyret skuespiller med afrikansk træk, som Wallace (den arketypiske helt i Millers univers) redder fra at begå selvmord.

Wallace er professionel maler og tidligere Navy-Seal soldat ligesom mange af heltene i de hårdtslående actionfilm. Miller føjer nuancer til karakteren ved at gøre ham til kunster, en mand med intuition, følelser og et indre liv, hvilket Miller er i stand til at gøre forståeligt for os uden ord, blot ved at tegne Wallaces øjne, der udtrykker fjendskab og vrede eller bekymring og ømhed.

Efter redningen af Esther opstår der en stærk tiltrækning mellem hende og Wallace, men hun bliver bortført af en bande ledet af ”obersten”, som handler med sexslaver og organer. Wallace beslutter sig for at rede hende fra en grusom skæbne og henvender sig i første omgang til politiet i form af kriminalbetjent Liebowitz. Sidstnævnte viser sig at være i forbindelse med obersten og sender et tæskehold af politimænd for tvinge Wallace til at stoppe sin undersøgelse. Men de brutale politifolk ved ikke, at der bag den hippie-agtige Wallace gemmer sig en tidligere kommandosoldat, ekspert i kampkunst, som (i en parallel til den første Rambo film) giver magtmisbrugere tørre tærsk.

Millers kunst består i at få os læsere til at holde med og af dræbermaskiner som Marv (fra Sin City med den tilføjede undertitel, ”The hard goodbye”) eller Wallace. De er i stand til at dræbe på mange forskellige måde med våben, objekter eller de bare næver. Disse evner får Wallace brug for sammen med hjælpen fra sin tidligere kampkammerat ”Kaptajn”. Han skal først overleve den smukke og farlige Delias forræderiet, en kvinde der kan lide at elske med mænd og/eller slå dem ihjel; sex og døden er en farlig og tiltrækkende cocktail før det endelige opgør med ”obersten” og hans bande.

Ind i Helvede indeholder ikke noget epokegørende nyt i forhold til de motiver og karakterer, vi kender i forvejen fra andre historier; det drejer sig snarere om små tilføjelser. Esther er en gudinde som Goldie eller Nancy Callahan, men med afrikanske træk, som det bliver pointeret i selve historien. Wallace er lige så hårdkogt som andre mandlige karakterer i de tidligere historier, men en kunstnertype.

Den mest markante fornyelse i dette bind er episoden, hvor Wallace er stærk påvirket af de stoffer, som de onde har sprøjtet ind i ham. I denne tilstand ser han andre personer (sine fjender eller venner) som figurer fra film eller tegneserier, et klart intermedialt element. I en drømmelignende tilstand ser han blandt andet en spartaner, som dem fra de 300, samuraien fra Ronin, Rambo og Wonder Womans bagdel. Denne episode er i den oprindelige engelske udgave i farver, hvilket fremhæver den hallucination, som Wallace befinder sig i, før han vender tilbage til en mere ”virkelig” tilstand. Desværre går man glip af denne effekt i den danske udgave.

Den postmoderne kunst, som Miller repræsenterer, har vænnet os til simulacrum: filmen ind i tegneserien, romanen i tegneserien, denne i filmen, osv., hvor man til sidst ikke kan skelne mellem original og efterligning. Personligt mener jeg, at Millers historier får deres mest fuldendte udtryk gennem filmatiseringen, ligesom i 300 og især Sin City, hvor en skuespiller som Mickey Rourke udvikler alle de potentialer, der ligger i en karakter som Marv; Jessica Alba gør det samme i forhold til Nancy Cahallan, osv. Ind i Helvede kan også blive en succes som film. Selvom der ikke er meget originalitet i historien i forhold til de foregående, udvikler han de vigtigste karakterer på en troværdig måde. Plottet er spændende og tegneteknikken superb, når det drejer sig om at formidle personernes indre stemninger eller fremhæve ydre eller indre scenarier.