Der findes næppe nogen nulevende tegeserieskaber, som har samme pondus som Robert Crumb. Der er sikkert enkelte, der udelukkende kender til fænomenet og manden gennem Terry Zwigoffs fremragende dokumentarfilm Crumb, men der er forhåbentlig endnu flere som får et fjoget grin på når de tænker på de figurer han har skabt – eksempelvis Hr. Naturlig (med sloganet ”Keep on Truckin’” der gjorde ham til hvermandseje), Fritz the Cat, eller den enorme række af udsyrede, undergrundstegneserier fra den gale glansperiode i slutningen af 1960erne og starten af 70erne.

Hvem skulle have troet, da folk sad chillumskæve på klubværelser og skabte ufrivillige snotbobler af grin over striber som ”Lad os snart æde igen” eller ”Lille John Hurtigknepper”, at R. Crumb fyrre år senere ville kaste sig over noget så konservativt som en Illustreret Klassiker-version af første del af Det Gamle Testamente, der endda er meget tro overfor originalen? Ikke desto mindre har Crumb har brugt de sidste fire år af sit liv på at frembringe en tegneserie, der strækker sig over de første 50 kapitler af Første Mosebog. Resultatet er, i hvert fald set med en letbegejstret fans øjne, intet mindre end spektakulært.

Hvis man har fulgt Crumbs udvikling som serietegner, så har han altid - efter sit eget udsagn - været plaget af et ”nuttet” look som sneg sig ind i alle hans tegninger. Dette siger han selv er et direkte resultat af, at han i starten af sin karriere arbejdede som illustrator ved et firma, der producerede ”sjove” postkort. Denne nuttethed synes han efterhånden at have overvundet, for har man kigget i de skitsesamlinger og coffee-table bøger, som med ujævne mellemrum blevet publiceret fra amerikanske forlæggere, vil man vide at R. Crumb er en gudsbenådet tegner af den gamle skole.

I både hans landskabs- og øjeblikstegninger, samt i alle de detaljer, som Crumbs pen fanger igen og igen, ser man hans sans for form og struktur, men måske endnu vigtigere er hans evne til, som kun et fåtal andre, at gengive verden han ser gennem en letgenkendelig, unik streg og hans eminente skraveringer. Crumb bør ej heller forsøge at flygte fra det der gør ham til Crumb, og hans karakteristiske streg er også en stor del af charmen ved den nye udgivelse. For gennem Crumb kommer billedbiblen til at fremstå præcis lige så voldsom, smuk og grotesk som den oprindelige tekst er.

Det betyder også, at der ikke er censur af de mest grusomme detaljer, som eksempelvis scenen hvor Abraham først forsøger at formilde Sodomas arrige befolkning, ved at tilbyde den rasende folk udenfor sit hus at ligge med hans døtre eller scenen hvor selvsamme døtre på skift drikker Abraham fuld, for efterfølgende at have sex med ham, da de frygter deres slægt ellers ville uddø.

Crumb lægger altså ikke visuelt fingrene imellem, men illustrerer blottet for selvcensur Bibelens tekst som den står skrevet (ifølge nyoversættelsen fra 1992). Enkelte kristne vil sikkert tage anstød af Crumbs meget direkte stil, men når man tager i betragtning hvor decideret pornografisk Crumb kan være andetsteds (se blot ”Kød Comix” s. 28-30 fra ”Store Røv”) så holder den modne Crumb lidt igen med de visuelle angreb – sikkert fordi han er blevet ældre, men også fordi man tydeligt mærker at han respekterer det materiale han har valgt at arbejde med.

Der synes at være blevet lagt et ganske omfattende research-materiale i at gøre tegningerne så historisk akkurate som muligt, dette gælder både klædedragter, køretøjer, landskabet og de medvirkendes udseende. Når dette så er sagt, så virker kildematerialet lidt som en sammenblanding af korrekte historiske kilder og diverse kulørte bibeldramaer som Hollywood i årenes løb har udsendt til masserne.

At læse Verdens Skabelse er dog, de gode tegninger til trods, ikke en udelt fornøjelse, for når Crumb hævder at have taget ALT med, så mener han det – og hvor mange unge til konfirmationsforberedelse har ikke været ved at døse hen, når deres lokale pastor begyndte at remse de forskellige slægter og aner op. Se eventuelt i kapitel 36, hvor det både er Esaus slægt og stammehøvdinge, samt Horitternes stammehøvdinge der alle sammen skal nævnes med navn og billede. Dette bremser helt naturligt fortællingerne fra Det Gamle Testamente og selv om disse informationer sikkert er vigtige for kristne, gødiske slægtsforskere og historikere, så fungerer de, lige som i Bibelteksten, som et element der momentant sætter alt på pause.

Dette er dog ikke en kritik som Crumb bør tage på sine skuldre, for han følger blot slavisk det som teksten foreskriver. Man kunne dog godt have ønsket at der ikke var så stor vægt på at lave den komplette bibeltekst akkompagneret af tegninger, men i højere grad at have ladet Crumb fortælle mere gennem sine billeder. Denne beslutning er garanteret også taget for at behage de, der anser teksten for at være hellig og ukrænkelig. Uanset at man måske forundres over brutaliteten, de grænseoverskridende familiære situationer der skildres eller mængden af tekst, så er Verdens Skabelse et must-have for alle Crumb afficionados, samt et virkeligt godt alternativ, til de der nemt opgiver at læse og forstå originalen i sin oprindelige form.