I Aben Malers fine serie af små tegneserier – 676 – finder vi Mikkel Damsbos Forlystelseshuset. Tegneserien er næsten ordløs bortset fra selve titlen og den tekst som man kan læse på de forskellige skilte, der er placeret på bygningerne i den triste forlystelsespark, som en slank, mørk mandsskikkelse besøger sammen med fortællingens hovedperson – en lille pige.

De to nærmer sig i meget mørke, gnidrede billeder et forladt tivoli. Bladene er for længst faldet af træerne, men alligevel lader manden den lille pige gå alene ind i ”Forlystelseshuset”, som først åbenbarer en sal med en række borde og et stort tæppe, der tilsyneladende dækker en form for scene. Pigen trækker tæppet til side og bag dette finder hun endnu et tæppe som, med mulig inspiration fra Twin Peaks, afslører et spejlkabinet og en række nærmest umulige, postmoderne arkitektoniske flader, der konstant synes at blive brudt op. Efter nogle sider ankommer den lille pige til et rum, der umiskendeligt ligner den sal hun først kom ind i. Hun går gennem den og træder uskadt og smilende ud af ”Labyrinten” for så at spadsere videre med sin mutte følgesvend.

Damsbo er ifølge den korte beskrivelse bag på hæftet ”uddannet arkitekt fra kunstakademiets arkitektskole” og det kan mærkes; for set med humanistiske briller virker det som om det er interiørernes svimlende former, som er fortællingens egentlige hovedperson og ikke den lille pige.

Flader og rum overtager helt og holdent handlingen i midteropslaget, hvor den lille pige fravælges helt, men hvor det muligvis er meningen at den arkitektonisk interesserede læser kan se hvordan det spejlkabinettet set udefra er opbygget, så er denne abstraktion også med til at bryde helt med den historie der fortælles. Måske er man blevet advaret om dette fokus på fortællingens rum i hæftets titel, men det ændrer ikke på at oplevelsen i sidste ende forekommer mere prætentiøs end egentligt medrivende.

Ikke at arkitektur ikke kan være superinteressant – for det er en virkelig god idé i at lade den håndtegnede start og slutning stå i kontrast til de computergenererede former midt i fortællingen - men på sæt og vis viser dette også at Mikkel Damsbo er langt bedre til at håndtere sin 3D software end til at arbejde med sine figurer og det er lidt en skam.

Det er også en glimrende ide at lade de Escher’ske trappeopgange og spejlinger blive oplevet gennem en lille piges øjne, for slet ikke at endnu engang benytte et forladt tivoli som udgangspunkt, men det er bare svært at se hvad det egentlig er Hr. Damsbo vil fortælle læseren med denne lille stribe. Skal overraskelsen findes i at rummet bagved gardinet er større og meget mere kompleks end bygningen set udefra? Er det den lille piges nysgerrige færden gennem dette rum som vi skal fokusere på? Det er spørgsmål som er svære at svare på og derfor bliver Forlystelseshuset også en lille tegneserie man desværre ikke forlystes ret meget over.