Uanset om man er kristen eller ej, troende eller ikke, så kan det ikke fornægtes at Biblen, lige som mange andre religiøse skrifter, byder på en masse gode historier. Historier som er oplagte til at fortolke, nyfortolke og genfortælle på mange forskellige måder. Af samme årsag har historier der har taget udgangspunkt i Biblen kunnet opleves som romanforlæg , som teater , som inspiration til tegneserier, som animationsfilm og naturligvis også som spillefilm .

Hvis man siger ordet ”Bibelfilm” vil de fleste sikket få associationer til stort anlagte film som Cecil B. DeMilles De ti bud, Mel Gibsons brutale mysteriespil The Passion mens andre muligvis husker Zefirellis tv-serie Jesus of Nazaret, der næsten var obligatorisk påske-tv dengang far var dreng. Selv om disse film er meget forskellige, har de alle det til fælles at de fokuserer på den store, episke fortælling.

Et nyt bud på en bibelfilm er netop udkommet, men den adskiller sig markant fra de øvrige idet den er meget mere ydmyg, næsten minimalistisk og realistisk i sit billedsprog. Som noget nyt så har den tillige valgt at fokusere på noget å usædvanligt som en marginaliseret kvindeskikkelse fra Det ny testamente. Det drejer sig som en kvindefigur som i mange århundreder havde et meget blakket ry, men som ikke desto mindre indtager en central rolle i fortællingen om Jesus liv, nemlig Maria Magdalene.

Takket være Pave Gregor den 1. blev Maria Magdalene indtil for ganske nyligt, opfattet som en syndig kvinde, ja ligefrem en tidligere prostitueret, som blot fulgte efter Jesus og spillede en mindre rolle i opfattelsen af Det Nye Testamente. Denne opfattelse er dog siden slutningen af 1960’erne blevet ændret radikalt, for det skulle vise sig at være en komplet misforståelse. Senest har den populære og reformvenlige pave Frans (som selv os hygge-protestanter er ret så begejstrede for) skabt en national dag i hendes ære og på den måde slået fast at hun var mindst lige så vigtig som de mandlige disciple, der fulgte Jesus rundt på sin færd.

Uanset om man har fulgt med i denne udvikling, eller stadig render rundt og tror at Maria Magdalene var en reformeret skøge, så var det hende, der som den allerførste bevidnede Jesu opstandelse. Dette gør hende selvsagt til en ualmindelig vigtig figur i Biblen. Desuden virker det helt oplagt i disse reform- og ligestillingstider, at skabe en film om denne kvinde, der kan give hende den oprejsning som hun reelt burde få overalt.

Desværre er Mary Magdalene bare ikke denne film. Selv om filmmagerne tilsyneladende har gjort deres yderste for at skildre hendes baggrundshistorie, baseret på det ganske sparsomme materiale som findes om hende, ender filmen med at være en noget træg sag at komme igennem. Dette er ikke kun fordi man har valgt at sætte fortælletempoet væsentligt ned, eller fordi skuespillerne ikke er i stand til at levere overbevisende præstationer, men ganske enkelt fordi, filmen mest af alt mest har lyst til at svælge i sin nøgterne, noget triste stil, frem for at give seeren hvad der ret beset kunne have været et meget mere medrivende drama.

Det lykkes filmen at skildre fortællingen om hvordan Maria brød med sin familie fordi hun pure nægtede at lade sin fader gifte hende bort til en mand som hun ikke brød sig om. Hun er viljestærk og selv om det smerter hende vælger hun at følge Jesus, frem for at gøre hvad der forventes af hende. Så langt så godt. Interessant er det også at følge hendes samtaler med både Judas og Jesus andre disciple, hvor hun repræsenterer et værdiset som de har svært at forholde sig til. Endelig er det også fint at de mirakler og undere som sker, ikke overdramatiseres og gøres til noget plat, men skildres lige så nøgternt realistisk som resten af filmen.

Hele ideen med at filmen i golde omgivelser og lade farvepaletten være holdt mest i gråbrune nuancer, er også fin, for lad os være ærlige, det har sikkert ikke været en fest, at bo i Mellemøsten på dette tidspunkt (eller nu for den sags skyld). Det virker som om filmaskaberne har optaget filmen på location, selv om de i realiteten har skudt det meste af filmen i Italien.

Mary Magdalene står dog tilbage og minder allermest om en indie-film om en kvinde tæt på Jesus, men også en film, der ikke helt er klar over hvor den skal hen. Muligvis er det fordi man har set denne fortælling dramatiseret så mange gange før, at handlingsforløbet, som det præsenteres her, bliver sat så meget ned i tempo, at man flere gange undervejs håber på at Jesus og hans følger kommer lidt hurtigere frem til Jerusalem, så filmen kan nå sin naturlige afslutning. Dette har næppe har været intentionen.

Se derfor denne film hvis du er meget fascineret af bibelfilm, har lyst til at se en meget alternativ udlægning af Jesusmyten eller hvis du hører til de, der elsker film, som bevidst synes at vil dvæle ved stemninger og melankoli, frem for dramaet. Bare trist at det er endt sådan og når man nu har så mange gode skuespillere med på sit hold at de ikke rigtigt fået meget mere materiale at arbejde med. Hvad der kunne have været en virkelig interessant historie, ender desværre med at være alt andet end.