True crime er en genre, der har oplevet en ret eksplosiv popularitet i de senere år. Ikke kun er der dukket en masse fagbøger op, der beskæftiger sig med kriminalteknikeres eller efterforskeres arbejde, men også podcasts, dokumentarfilm og artikelserier er det blevet til. Ja, selv tegneseriemediet er nu også leveringsdygtigt i at fortælle om måske især uopklarede kriminalsager.

I skrivende stund har forlaget Fahrenheit udsendt Dødens signatur der er skrevet af Troels Rasmussen og tegnet af ingen ringere end Craig Frank. Frank gæstede sidst Kapellet i forbindelse med den imponerende, selvbiografiske Cool Valley. Dødens signatur som er tegneseriens titel handler om det såkaldte ´karnevalsmord´ fra 1990, hvor den 18-årige pige Anne Stine Geisler blev mishandlet og brutalt myrdet i indre by i København en tidlig morgen samtidig med afholdelsen af det årlige pinsekarneval.

Efter et historisk blik på Københavns historie, springer handlingen hurtigt til et nutidigt forløb, hvor en historiker og en tegner (der muligvis er slet skjulte alter-egoér for Rasmussen og Frank selv? - red.) ved et tilfælde møder hinanden på Christianshavn. De går på café og begynder over deres kaffe at tale om denne rædselsvækkende forbrydelse. Et mord som til dato, trods en massiv efterforskning og pressedækning stadig her i 2023 ikke er opklaret.

Uvidenheden er måske også netop det der gør sager som denne morbidt fascinerende. For det kan være svært ikke at blive bare en smule urolig over tanken om at gerningsmanden – eller gerningsmændene - potentielt stadig er på fri fod og selv over tredive år senere måske kunne finde på at gøre det igen.

Historien kører altså i to spor. Dels har vi nutidshistorien, hvor vores to hovedpersoner diskuterer drabssagen, og så er der konstant flashbacks til såvel de brudstykker af Stines sidste timer som er stykket sammen fra vidneudsagn, politirapporter og lignende. Desuden bliver læseren budt på historiske facts fra Københavns historie, når der eksempelvis snakkes om de forskellige bydele eller særlige kendetegn ved bestemte steder. Disse facts blandet med de fiktive figurers egen efterforskning gør det hele til en meget medrivende læseoplevelse.

Tegneserien er holdt i mørke matte grågrønne toner. Det er selvsagt ganske passende, at en tegneserie, der omhandler en mordsag fra virkeligheden ikke benytter sig af et spraglet farveregister, omvendt så er nogle af tegningerne også så mørke, at Kapellet anbefaler du læser tegneserien i dagslys eller i et meget veloplyst lokale, for ellers kan det være svært at ane hvad det er der sker på de mest dunkle sekvenser.

Craig Frank tegner til gengæld virkeligt fint og har en meget ubesværet streg, der bejler til det karikerede men uden at nedtone alvoren og portrætligheden i det der skildres. Han forfalder heller ikke til at udpensle det meget voldsomme mord selv om det måske kunne synes oplagt. For selv om der da er voldsomme detaljer inkluderet, så overlader han de mest modbydelige elementer til læserens fantasi. Grusomhederne oplever man i højere grad gennem bogens dialog, hvilket også på sigt bliver langt mere effektivt.

Dertil kommer at Frank formår at formidle billederne af København på en meget overbevisende måde. Selvsagt kan det være nemt nu om dage at finde inspiration og masser af arkivbilleder online, samt i de dokumentarudsendelser og det materiale, som skaberne af tegneserien har haft til deres rådighed. Alligvel har tegneren ramt både bygninger og detaljer, så man nemt kunne tro at han var kjøwenhavner, hvis man da ikke vidste bedre.

Foruden Alan Moore og Eddie Campbells From Hell ( - en tegneserie, der handler om Jack the Rippers mordbydelige seriemord – red.) kan Kapellets udsendte ikke komme i tanke om en tegneserie der på samme vis skildrer et uopklaret mord. Til gengæld viser det sig at tegneseriemediet er et virkeligt effektivt medie til true crime-genren, for det er virkelig fascinerende læsning. Derudover er tegningerne med til at gøre skildringen af mordet en hel del mere dramatisk end hvis sagen var blevet formidlet udelukkende på skrift.

Rent personligt forekommer de mange spekulationer om morderens intention med den ´signatur´ som har givet albummet sin titel noget søgte, men da sagen som nævnt stadig er uopklaret, så handler det måske også om at være åben overfor selv de mindste detaljer der på sigt forhåbentlig kan fælde gerningsmanden.

Når det er sagt, er Dødens signatur en endog meget læsværdig tegneserie, der sit medie til trods lykkes med at være både lødig og nærværende i gennemgangen af den gamle drabssag. Så er du fascineret af virkelighedens forbrydelser, lige som en stor del af resten af Danmark, så vil du med garanti ikke blive skuffet hvis du vælger at besøge din lokale boglade, for at se om de skulle have et eksemplar af denne tegneserie på lager.