Da Kapellet skrev og spurgte om lov til at anmelde Øystein Rundes fremragende voldsepos Berserk, havde den norske afdeling af Gyldendal smidt en overraskelse med i posten. Det drejede sig om en lille tegneserie, der ikke kan være mere forskellig fra den blodige vikingehistorie selv hvis man prøvede. For Stamceller – Kroppens superheltar er, som titlen antyder, en bog, der handler om netop stamceller, henvendt til folkeskoleelever. Det eneste lighedspunkt mellem de to udgivelser er, at man i begge tilfælde kigger ind i kroppen på folk.

Nu sidder du måske, kære læser, og undrer dig lidt over, hvorfor folkeskoleelever skal læse og lære om stamceller, men det er da en vældig god grund til. For dels er stamcelleforskningen virkelig interessant, da alt peger på, at en indsigt i, hvordan disse celler virker, på sigt vil kunne redde utroligt mange menneskeliv. Dels er det rent naturvidenskabeligt mægtigt interessant at dykke ned i, hvad videnskaben indtil videre har fundet ud af.

Med mindre man er interesseret i molekylærbiologi, er det derfor næppe sandsynligt, at man anskaffer sig en støvet videnskabelig afhandling om netop stamceller, men når informationen præsenteres i tegneserieform og endog på en ustyrligt pædagogisk måde, ja, så kunne man forestille sig, at ens børn efter endt læsning pludselig bliver langt klogere end én selv, i al fald når det handler om stamceller.

Allerede i bogens start skriver Øystein, at han ikke har lavet bogen helt selv, men har fået en del hjælp fra Cecilie, som er tandlæge. Læseren finder ud af, at Ceclile har to store interesser: det ene er knogler (idet tænder jo er lavet af knogler), og det andet er en fascination af, hvordan firben dog har evnen til at skabe en ny hale, hvis de har mistet den. Hun er med andre ord interesseret i stamcelleforskning, for det enestående ved netop stamceller er, at de er i stand til at kopiere andre cellers opførsel, altså antage deres særegne kvaliteter og inkorporere dem i sin egen struktur. Både Øystein og Cecilie optræder som tegneseriefigurer og fortællere, men der dykkes selvsagt også ned i kroppen på og forstørrelsesglasset finder frem, så læseren ved selvsyn kan se, hvordan disse ”kroppens superhelte” fungerer i praksis.

Tegneseriemediet kan være utroligt godt at formidle med. Det ved alle, der holder af mediet, men det kan samtidig godt forekomme, at emnet stamceller er noget utroligt svært naturvidenskabeligt stof, som det vil være svært at bygge en tegneserie på. Det går dog legende let for Øystein, for man har fornemmelsen af, at være blevet langt klogere på emnet efter endt læsning, selv hvis man slet ikke har et forhåndskendskab til det. Runde & co. har i al fald formået at skabe en tynd, hurtigt læst og visuelt morsom lærebog, der med al tydelighed viser, at man sagtens kan fortælle om et emne, der måske ikke forekommer nemt at forklare andre om, og så formidle det til en målgruppe, der er meget yngre end de, der normalt interesserer sig for stamcelleforskning.

Man kunne ønske, at en udgivelse som denne satte skole, for til trods for at det er et stort arbejde at skabe tegneserier, så er mediet ufatteligt godt til at formidle stof og ikke mindst gøre emner som dette interessante for de, der let afskrækkes af lange teksttunge bøger. Naturligvis skal det siges i samme ånd, at dette er en lille bog, der udelukkende har til hensigt at give sin læser et hurtigt overblik i emnet, og ikke en bog, der kommer grundigt rundt i alle afkroge af stamcelleforskningen. Der findes ingen kildeangivelser, litteraturlister eller lignende bag i bogen, men det er, som nævnt, også en udgivelse, der primært er henvendt til børn i grundskolen.

Selv om udgivelsen mangler disse referencer, afsluttes den dog med et link til Øysteins hjemmeside , som bliver opdateret i trit med, at der sker nye ting i Cecilies forskning. Stamceller – Kroppens superheltar er en eksemplarisk lærebog, både fordi formidlingen af stoffet er et helt enestående blend af alvor og humor, og fordi man bliver, selv som humanist og granvoksen læser, bidt af, hvor interessant dette emne er, og hvor vildt et forskningsområde stamcelleforskningen er. Den giver ligefrem lyst til at læse flere bøger om emnet, men desværre findes der nok ikke andre, der er lige så nemt tilgængelige som denne. Kort sagt; kjempefint, Øystein!