Siden barnsben har anmelder været fascineret af det gamle Egypten. Takket være populærkultur, som eksempelvis Jagten på den Forsvundne Skat, Tintintegneserien Faraos Cigarer eller Boris Karloff i rollen som Imhotep i Karl Freunds enestående film fra 1932, blev faraoer, hieroglyffer og hemmelige gange dybt inde i pyramider en kilde til evig fascination. Dette i sådan en grad, at Kapellets skrivekarl i en årrække seriøst overvejede om Ægyptologi burde være det fremtidige studie. Bøger om arkæologiske fund blev læst, magiske tekster i oversættelser studeret og forskellige europæiske museers ægyptiske afdelinger besøgt med stor ildhu. Det endte ikke sådan, men ungdommens fascination er stadig intakt og det var derfor ganske naturligt at se nærmere på den nye bog Jagten på Tutankhamon som netop er udkommet.

I 2022 er det præcis 100 år siden den stædige, engelske arkæolog Howard Carters lykke vendte. Efter mange års søgen var det endelig lykkedes ham at finde indgangen til hvad der skulle vise sig at være verdens mest enestående og bedst bevarede gravkammer for en Farao – barnekongen Tutankhamon! Graven, der skulle vise sig at være den bedst bevarede kongegrav, der til dato er fundet fra det gamle Ægypten, er stadig omgivet af en masse myter. Nicky Nielsens bog er derfor en der dels fortæller historien om Carters fund, om hvordan samtiden reagerede på dette, men det er også fortællingen om hvordan opdagelsen fik en indflydelse på både populærkulturen og på Ægyptologien mere overordnet.

Selv om man muligvis aldrig har interesseret sig for det gamle Ægypten eller har hørt om Howard Carter, så har man med garanti hørt navnet Tutankhamon eller i al fald set et billede af en af de ikoniske guldkister som den unge faraos mumie blev lagt i. Et billede der selvfølgelig også pryder denne udgivelses forside. Selv i dag er kunsthåndværket ganske enestående og det er vanskeligt ikke at blive imponeret over hvor spektakulær og ikonisk kisten er blevet. Det var dog ikke alene sarkofagen, som Carter og hans folk gravede frem fra ørkensandet, men som nævnt en nærmest intakt grav fra det 18. dynasti.

Mange af de andre kongegrave, der blev udgravet i det område der i dag kendes som Kongernes Dal (i nærheden af Luxor) har selvsagt også givet videnskaben en masse information on oldtidens faraoer, men til forskel fra Tuthankamons grav, så havde mange af disse i løbet af århundrederne også været udsat for gravrøvere, der for længst havde fjernet de vigtigste, mest dyrebare artefakter fra dem.

Som det nævnes i bogen, så var der tegn på at der havde været gravrøvere i Tutankhamons grav, idet det første kammer var rodet og tingene ikke var placeret nær så sirligt som i de øvrige kamre. Howard Carter og hans stab kunne dog ikke fastslå grunden til, hvorfor de der i århundreder før ham selv havde fundet frem til graven, ikke var fortsat med at fjerne skattene fra den, men en gængs teori er at gravrøverne var blevet forstyrret i deres forehavende og graven forseglet på ny.

Bogen fortæller i detaljer om både Carters baggrund, om hvor tæt på han var at opgive eftersøgningen på den grav, som han mente stadig lå i Kongernes Dal og om de stridigheder der opstod efter opdagelsen mellem England og Ægypten, der hver i sær selvfølgelig ville have fat i den spektakulære skat.

Undervejs, får læseren også et indtryk af hvor mange år det reelt tog, at få dokumenteret og præserveret de mange tusindvis af genstande som graven indeholdt, så eftertiden også kunne have glæde af dette i sandhed historiske fund.

Selv om Nicky Nielsen skriver medrivende og har en stor viden om både Tutankhamons samtid, Carters arbejde og selve skatten, så afmytologiserer bogen også et par af de rygter som har hængt ved opdagelsen. En af de mest sejlivede er den om forbandelsen, der skulle have fulgt med arkæologernes arbejde.

Forfatteren skriver ikke meget om hvordan disse rygter opstod, men dengang Kapellets udsendte var dreng, så var den populære opfattelse at der på seglet til graven stod, ”Døden kommer på lette vinger til den, der vover at åbne denne grav” – men det er tydeligvis ikke sandt. Det at flere af de, der havde være direkte involveret i åbningen af graven døde en kort årrække efter den blev åbnet, tillægges også tilfældigheder og pressens iver efter sensationer, selv om denne kulørte version af historien godt kan virke mere tillokkende.

Jagten på Tutankhamon er en både spændende, oplysende og velskrevet bog, der groft set er delt op i tre. I den første hører vi om forholdende i det gamle Ægypten, om hvordan den unge konges korte liv var og hvad der førte til hans tidlige død. Her aflives også en anden konspiratorisk myte om at der skulle have været kræfter der fik kongen dræbt – for det er der ingen tegn på.

Anden del er fokuseret på Carters samarbejde med Lord Carnarvon og det mangeårige arbejde på udgravningen. Den sidste del fokuserer som nævnt på det kulturelle efterspil, hvor mumier og forbandelser blev en fast del af den populærhistorien og påvirkede moden, film og meget mere. Undertegnede kunne i den forbindelse med den sidste godt have ønsket lidt mere fokus på samtidens flirt med okkulte ægyptiske selskaber og mystik (f.eks. Aleister Crowley, m.fl) og muligvis også føre myterne helt op til nutiden. Det er dog et mindre aber dabei til en ellers både flot og meget interessant udgivelse.