Som dansk tegneseriefan er det i disse år svært ikke at være vildt begejstret. Dette skyldes især det faktum, at flere forlag bl.a. e-voke, Faraos Cigarer og Cobolt er begyndt at at samle og genudgive klassiske tegneserier fra dengang far var ung.

Her i Kapellet har vi således fulgt genudgivelsen af Asterix - og Blueberry i kronologisk rækkefølge, i flotte samlebind, der ud over selve tegneserierne i nogle tilfælde også byder på omfattende og informativt baggrundsmateriale, som læseren kan dykke ned i.

Disse genudgivelser sikrer, at disse langtidsholdbare fortællinger også kan nydes af såvel os, der i sin tid bevægede sig i pendulfart til det lokale folkebiblioteks tegneserieafdeling, og nye generationer der selvfølgelig ikke skal snydes for stor tegneseriekunst.

Da det blev kundgjort at François Bourgenons Tusmørkets kammerater ville udkomme i et samlebind, så blev undertegnede selvsagt nødt til at kontakte de gode folk på Cobolt med det samme. Det var der flere grunde til. Dels havde skrivekarlen hér kun læst de to første bind, i en serie der strækker sig over 4, men erindringen om denne meget fantasifulde og dystre serie var også ret frisk selv om det er mindst 20 år siden tegneserien blev læst sidst.

Nu er hele historien så blevet tilgængelig på ny, og selv om samlealbummet ikke er spækket med en masse baggrundsmateriale - ud over en enkelt side helt i begyndelsen, der forklarer lidt om Bourgenons arbejde med serien - så er det helt bestemt en udgivelse der er værd at få fat i, da både tegninger, farvelægningen og ikke mindst den komplekse fortælling er mindst lige så dragende, som da de udkom i perioden 84-90.

I Tusmørkets kammerater følger læseren en lille skare af hovedpersoner. Den primære trio består af en vansiret ridder, der med sin tro væbner en sen nat støder på en ung kvinde. Sammen bevæger de sig gennem en middelalderudgave af Europa, der på den ene side virker meget realistisk. Det er helt tydeligt at tegner og forfatter Françouis Bourgeon har lavet en masse research og forarbejde om denne ret konkrete historiske periode. På den anden side, så præsenteres læseren også for en langt mere magisk, drømmende og fantasifuld verden, idet flere af hovedpersonerne oplever begivenheder, der bestemt ikke kan betegnes som nogle der er forankret i en konkret, håndgribelig virkelighed.

Denne form for fantastisk realisme bliver dog ikke forstyrrende - tværtimod! Det kan godt ske at man som læser bliver udfordret til tider i forhold til hvad der sker på det (meta)fysiske plan i forhold til den fortælling der udfolder sig, men men kender man lidt til den såkaldt ´mørke´middelalder, så vil man også vide, at den almene borger dengang ofte oplevede livet netop på denne måde. Overtro og tro var en lige så vigtig og håndgribelig del af hverdagslivet som aftensmad og arbejde. Naturen var besjælet, djævelen en reel fysisk entitet og hvis man blot kaster et blik på den tids lægekunst, så vil man med et nutidigt blik nok mene, at det var så som så med det videnskabelige.

Serien er som nævnt tegnet af François Bourgenon, ham der også stod bag en anden nyklassiker; Vindens Passager. Hans middelalderfabel er til sammenligning mindst lige så ambitiøs en historie men også en anelse mere usammenhængende. Kapellet er med på, at det ville være en skam at forklare alt for læseren, men ofte i løbet af de 240 ret så teksttunge sider, så kan man godt savne nogle mellemregninger (eller ”mellemteginger”), der kunne give læseren en mere sømløs oplevelse. Sikre bedre sammenhængskraft mellem det ene billede og den næste. Det er helt ok, at læseren i de mere drømmende sekvenser bliver udfordret på logik og sammenhænge, værre er det når man også gør det på visse steder i den mere jordnære fortælling.

I samme dur så er det også som om disse mere magiske, overnaturlige elementer drosles lidt ned idet man nærmer sig epossets dramatiske afslutning. Det er muligvis meget forståeligt, idet slutningens påvirkning på læseren i ret høj grad afhænger af, hvorvidt man har dannet empati med seriens primære figurer. Af samme grund ville det muligvis være forstyrrende med alt for mange drømmerier og (fantasi?)væsener til at aflede ens opmærksomhed.

Det er og bliver dog en vild oplevelse at (gen)læse Tusmørkets kammerater. For det første var det personligt fantastisk at få sat et endeligt punktum for figurernes skæbner, men det var også en læseoplevelse, der måske netop på grund af den førnævnte mangel på at Bourgenon tager læseren i hånden og forklarer mere, gør at det er en tegneserie man kan vende tilbage til igen og igen. Ikke kun i jagten på sammenhæng, men i lige så høj grad for at kunne nyde de mange flotte og utroligt detaljerede tegninger. Atter engang sikrer Cobolt, at vi tegneserieelskere har endnu et virkelig flot trykt samlealbum som man vil frydes over at have stående i reolen.