I disse tider med Ben X, MGP, Hanna Montanna, videospil, Talent 2009 og alskens andet popflimmer, kan man godt fanges af en nostalgisk længsel tilbage til en tid, som var mere uberørt af overfladiskhed, konkurrence på ligegyldighed og en allestedsnærværende interesse i at fange børns (og især deres forældres) pengepung. Selv om Lyotard for længst har erklæret de store fortællinger for døde, er der dog stadigvæk et marked for en masse små, snusfornuftige og finurlige historier om de væsener som stærkstrømspyloner, villakvarterer og asfalterede veje for længst har fortrængt dybt ind i resterne af vores store skove; nemlig troldene.

Peter Madsen og hans kone Sissel Bøe har i de tre første børnebøger i serien Troldeliv forsøgt at give fornyet liv til troldene og måske gøre dem lidt mere populære hos ungerne. For selv om poderne måske leger Spiderman eller prinsesse, så lur mig om der ikke - når alle fornuftens lag skrælles væk – stadig hamrer et vaskeægte troldehjerte i langt de fleste friske drenge og piger?

I alle tre bøger er hovedpersonerne de to troldebørn Pajko og Paja. De lever sammen med Far Wrisil og Mor Æna og resten af den enorme troldebørneflok i et stort gammelt træ dybt inde i skoven. De tre bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men det virker alligevel som om Rødder er den første egentlige bog i serien. Her smides læseren midt ud i skoven og side efter side tvinges han eller hun langsomt til at bevæge sig nærmere og nærmere troldeboet. Først kan det måske virke lidt dunkelt og uhyggeligt, men snart viser det sig at det gamle træ huser en lang række frække, sjove og eftertænksomme trolde.

Hvert af de tre bind i serien, har hver deres egen lille finurlige morale, så ud over at være en sjov historie om trolde, så er de samtidig let opbyggelige. Det er ikke den løftede pegefinger som dominerer. I Rødder handler det om at ville gøre sit bedste og lade sig overraske af tilfældet, i Spor fokuseres der på ideen om at turde se ens værste frygt lige i øjnene og måske derved overvinde den. Moralen i Bedstevenner er aldrig at tvivle på sine nærmeste, selv om de indimellem kan være nok så irriterende.

Historierne i sig selv er både glimrende egnet til højtlæsning for især de yngste i familien, selv om der indimellem optræder ord og begreber, der måske kræver lidt forklaring fra forældrenes side. I situationer hvor ordene kommer til kort, så understøttes de fantastisk af Peter Madsens meget flotte og levende tegninger. Illustrationerne pakker hver historie fint ind og fungerer i en form for tegneseriedramaturgi, som i dette tilfælde er blevet omsat til billedbogsformat.

Madsen har jo tidligere haft fin succes med at tegne trolde i hans Valhalla serie, men her er det hverken de store, ubehagelige trolde fra den nordiske mytologi eller hans selvopfundne jætteunge Quark, der er brugt som forbillede. I stedet bringer Troldeliv på mange måder tankerne hen på Will Huygens Nissernes Hemmelige Bog og lignende værker, der på humoristisk måde sælger ideen om (over-)naturlige væsener, der på mange måder minder (u)hyggeligt meget om os selv.

Troldene i Madsens streg bliver aldrig uhyggelige eller for den sags skyld overnuttede gøl/animé trolde, de synes snarere at tage deres karakteristiske træk fra naturen herhjemme – eksempelvis kan man med lidt god fantasi sagtens skimte gamle far Wrisils ansigt i barken på et gammelt egetræ og placere troldenes klædedragter modehistorisk set et sted mellem vikingekjortler og hippietøj. Besøger man seriens hjemmeside, er det også muligt at se fotos af ”døde trolde” som netop er fotos af natur, der synes at stirre tilbage på betragteren.

I nogle af historierne er der endda indvævet en smule af den mytologi, der traditionelt knytter sig elverfolk og troldetøj, blandt andet ideen i Bedstevenner om at lyden af kirkeklokker kan skade troldene, men der findes også langt mere jordnære råd i samme album, for det lærer vore mindste, om at det er fint at spise løs af kantareller men ikke af fluesvampen.

Kort sagt er Troldeliv en ganske fornøjelig oplevelse. Historierne er tilpas korte til at man kan nå igennem en hel bog, når der skal læses højt og især tegningerne er så inviterende, at det er bøger man ikke bare stiller i reolen efter at have læst dem en enkelt gang. Især at A4 formatet giver mulighed for at lave store, helsidestegninger og dette er meget labert. De inviterer til nærstudier og der sker så meget på billederne at de indimellem tager over.

Det eneste kritikpunkt man kunne have, er at serien måske mangler at finde sig lidt til rette og det begrænsede sideantal gør også at de enkelte fortællinger ikke kan nå at udvikle sig meget, men det er småting, for de tre første bind i Troldeliv, er så lovende at der al fald er en lille trold i denne anmelders hjem, der meget snart gerne vil have mere af det samme.