Tegneserieantologier kan normalt være en noget broget affære. Når man samler mange forskellige tegnere i samme udgivelse,, er det meget svært at spore et ensartet udtryk, både hvad tegnestil eller indhold angår. Det er samtidig antologiens styrke - at vise den bredde der findes indenfor talentmassen.

At tegneserien efterhånden er ved at finde plads i kunstkanonen, er blevet meget tydelige i de seneste år. Selv om mange måske vil påstå at Roy Lichtensteins store fotostater af tegneseriebilleder, som man siden 60erne har kunnet se på adskillige kunstmuseer er en blåstempling, så er det stadig popkunsten der recycler tegneseriens formsprog, og ikke tegneserien der – på dens egne præmisser – har fundet vej ind i museerne.

Dette er ikke tilfældet længere – i hvert fald ikke i Danmark. For nyligt har man på Statens Museum for Kunst kunne opleve en særudstilling med den unge, talentfulde og meget morsomme Jakob S. Boeskov, under titlen Siggimund. Selv om han ikke tegner deciderede striber, så er mange af hans værker både inspireret af tegneserier og desuden kunne mange af dem sagtens optræde som hverdagssatiretegninger i danske aviser. Men Jakob er ikke alene, for Louisiana havde i foråret 2009 en særudstilling dedikeret til japanske tegnefilm og tegneserier. Kort sagt er tegneserien endelig blevet elitær.

Det nye danske serieforlag Aben Maler satser stærkt på de former for tegneserier, der ligger så langt væk fra superheltemassekulturen som muligt. I stedet forsøger de at tilnærme sig de serier, som man kunne driste sig til at kalde decideret kunst. Allerede før diverse skribenter farer i blækhuset og plæderer at både X-Men og Tintin naturligvis har kunstnerisk værdi, så er skellet her, at vi har med historier og grafiske udtryk at gøre, som bevidst forsøger at placere sig i det som man med et skældsord måske kunne driste sig til at kalde ”finkulturen”.

Selv om det langt fra er alle repræsenterede kunstnere i den nye antologi From Wonderland with Love, der er så bevidst form- og indholdseksperimenterende at man må spørge sig selv, om det stadig med rette kan kaldes for tegneserier, så er det virkelig cremen af cremen, der er samlet. Denne samling giver derfor et virkeligt godt indtryk af hvor bredtfavnende og alsidig talentmassen er i Danmark.

Der er velkendte tegnere som HuskMitNavn, Nikoline Werdelin, Peter Kielland og Mårdøn Smet, der blander sig sømløst med - i denne anmelders øjne – nye navne som Allan Haverholm, Simon Bukhave og T. Thorhauge for blot at nævne et par. Samtidig med at fremvise en lang række kunsterne nationalt, så er antologien også udkommet i USA på forlaget Fantagraphics og det er første gang at en så ambitiøs udgivelse, er forsøgt eksporteret udenlands. Forhåbentlig giver det pote, for langt de fleste bidrag i antologien er både virkeligt interessante og viser hvor dygtige tegnere og forfattere vi har herhjemme.

Bland denne anmelders personlige favoritter hører Simon Bukhaves meget poetiske og ordløse All that I hold in my hand, Maria Isenbeckers og Jan Solheims storcharmerende The Visit, Allan Haverholms Tomb of the Rabbbit King og Nikoline Verdelins modige pædofili-serie Because I Love You so Much. Men også Søren Mosdals og Jacob Ørsteds Tardi-inspirerede Dog-God og HuskMitNavns genkendelige tableauer er rigtigt fede.

Enkelte af indslagene er, på trods af deres gode streg og fortællelyst, dog i den grad martret af at være meget svære at få hoved og hale på, det gælder både Mårdøn Smets Stig & Martha og især Ib Kjeldsmark meget sjove men alt for lange syretrip Sloth. Julie Nord - der i hendes stil minder om den amerikanske kunstner Kara Walkers ekspressive silhuetkunst - viser i det indslag, der deler titel med antologien, hvor bredt tegneseriebegrebet kan bredes ud. Er man traditionalist, kan man måske stille spørgsmålstegn om, hvorvidt det med rette kan betegnes som en egentlig tegneserie, for opstår genren lige så snart man sammensætter illustrationer med ord? Dermed ikke sagt at hendes bidrag er uinteressant, det er både meget flot, enormt poetisk og er nok det bidrag, der lægger sig tættest op af et decideret kunstnerisk udtryk i traditionel forstand.

Et lille kritikpunkt skal dog lyde til denne ellers så fremragende antologi – for det kan måske undre mange lokale tegneseriefans lidt, at der ikke har været plads til at inkludere så prominente personager som Peder Madsen eller Peter Snejbjerg. Måske er d’herrrer blevet for kommercielle, måske har det noget med kontraktuelle forpligtelser at gøre? Disse spørgsmål skal stå hen i det uvisse – men det er da mærkeligt at disse to stærke profiler mangler når antologien pryder sig med at være (citat:) ”en samling af de bedste danske tegneserier fra dette årtusind”.