Jakob Martin Strid er en gudbenådet tegner og fortæller, hvis talent spænder vidt. Han blev først rigtigt kendt, da han begyndte at lave sine satirestriber i Politiken, hvor ingen eller intet syntes at være for helligt. Både statsministre, kendisser og chefredaktører gæsteoptrådte sammen med en karikeret udgave af tegneren selv, og for mange bragte hans stil minder om Terry Gilliam - dengang han primært var animator i Monty Python. Dagstriberne kan ses samlet i Den store Strid 1 & 2.

Men før denne succes havde Strid allerede skrevet og udgivet flere fine værker bla. Dimitri 9mm og den fantastiske børnebog Rejsen til Jorden. Efter Strid stoppede med at tegne avisstriber, skabte han bl.a. bøgerne Min Mormors Gebis og Mustafas Kiosk, der efterhånden har fået status som nye, danske børnebogsklassikere, der fint samler tråden op fra Halfdan Rasmussens begejstrede vrøvlerim, men som også beviser hvor dygtig en tegner og illustrator Strid er.

Forrige år kom Strid Decimal 4.0, som på mange måder kan ses som en slags forgænger for den Strid der netop er udkommet. Decimal 4.0 var en slags fantastisk roadtrip i tegneserieform, hvor vi så vores lille helt modtage en mystisk pakke, der indeholdt en mærkelig blå klods. Klodsen viste sig at være en form for transportmiddel, der i løbet af siderne bringer vores lille helt vidt omkring i jagten på nye kulørte dele klodsen kan udbygges med. Historien er simpel, men det er de fantasifulde tegninger og opfindsomheden der konstant er i centrum.

Det samme fabulerende univers møder vi i Strid som både byder på små historier med Strid og sin lille gule missekat, men som også er leveringsdygtig i store, labre helsidestegninger. Det er et surreelt univers, som Jakob Strid præsenterer sine læsere for, eksempelvis så handler den første historie blot om det at køre en stor gul Ferrari over en afrikansk slette med det ene formål at stoppe nær nogle næsehorn og sparke et af dem i rumpen. Flere kortere og længere fortællinger følger, men de har alle til fælles, at de nærmest fungerer som en billedbog og ikke har en masse forstyrrende ord til at blande sig i de poetiske tegninger. Når der er tekst, der eksempelvis angiver titlen på et handlingsforløb, så er den som oftest integreret fint i selve tegningerne og ordene bliver flere steder et grafisk element i sin egen ret.

Undertegnedes personlige favorit er den fortælling hvor Strid rejser på ryggen af sin forstørrede gule kat. De ankommer gennem et snelandskab til resterne af en øde beliggende russisk-ortodoks kirke fyldt med skeletterne af tyske soldater og da Strid bevæger sig ind i af en dør finder han et enormt rum dekoreret med et sirligt snørklet tapet. Der opstår vaskeægte visuel magi på side 86 hvor Strid slukker for lyset i rummet og farverne ændrer karakter og pludselig lyser nye former og blomster frem. Både læseren og Strid kommer naturligvis helt ned på jorden igen efter denne kvasi-psykedeliske oplevelse, der i mine øjne ikke bør opfattes som et forsøg på at gengive et syretrip, men derimod blot bør ses som en ublu hyldest til fantasiens og legens væsen. Alle billederne i albummet er nogle der sikkert dannes i Strids knudrede hjerne og Gud ske tak og lov – så har han evnerne til at nedfælde, gengive og dele dem med alle os andre.

Ord er i sagens natur meget fattige set i kontrast til Strids ordløse, farvestrålende univers. Det er ikke nødvendigvis en tegneserie, som henvender sig til de allermindste, men snarere en, der er skabt til alle de voksne, der i forvejen har ladet sig begejstre over Strids ord og tegninger i andre sammenhænge.

Selv om denne Strid er meget langt fra den satiriske version, der gjorde ham så berømt herhjemme, så er der stadig også plads til lidt alvorlige kommentarer – eksempelvis til verdens tilstand i ”Oxygen” eller ”One, Two, Tree”. Men der er ingen løftede pegefingre, kun en Strid der gør sit til at gøre dyrenes liv en smule nemmere ved hjælp af avanceret teknologi.

Strid har stadigvæk en umiskendelig sikker streg og en sans for fantastiske former og detaljer, han evner en sikker leg med perspektiv, en fabelagtig farvesans og da bogen samtidig er indbundet i god kvalitet og alle siderne er trykt på lækkert, tykt, glittet papir, så er det en bog som alle, der er begejstret for Strid burde have liggende fast fremme på deres sofabord.

Ud over at tage sig godt ud i stuen eller på reolen, kan bogen samtidig være ret skæg at give til ens lidt større børn, for fantasien synes at smitte af uanset alder – især den forholdsvis uskyldsrene slags, som Jakob Martin Strid igen og igen beviser han har masser af. Strid er altså en bog, der i den grad opmuntrer folk til at bladre frem og tilbage i den - med deres nysgerrighed skubbet helt ud på næsetippen for at undersøge de mange skæve indfald som Strid venligt serverer for os. Det er udgivelser som disse, der for alvor bekræfter hypotesen om at man aldrig skal glemme sit indre legebarn og brugen af ens fantasi, uanset hvor gammel man end måtte være.