Jen og Sylvia Soska, også kendt som ”the Soska sisters”, er måske ikke et søskendepar, mange tegneseriefans vil kende. Til gengæld er der med garanti en del fans af gyser- og genrefilm, der kender dem fra film som eksempelvis American Mary, den brutale fængselsfilm Vendetta og det overraskende hæderlige remake af Cronenbergs mesterlige Rabid. Grunden til at de nævnes er fordi det er Jen og Sylvia, der har stået bag manuskriptet til tegneserien Black Widow: Fri leg.

De fleste vil nok kende Black Widow i Scarlett Johansons skikkelse fra de mange Marvel-film (hun dukkede først op i Iron Man 2 og senest i hendes egen film; Black Widow ). Som tegneseriefigur fik hun sin debut i bladet Tales of Suspense no. 52 fra 1964. Oprindeligt var hun, selvfølgelig, en skurkagtig skurk – en toptrænet morder, udsendt af onde russere, der havde hjernevasket hende til at slå amerikanere ihjel. Dette ændrede sig dog allerede i 1966, hvor hun brød med moder Rusland, blev afhopper for bl.a. at blive en del af Avengers.

Som nævnt er forlaget Fahrenheit, i samarbejde med Faraos Cigarer begyndt at udgive en masse nyere Marveltegneserier. (I den forbindelse kan det i øvrigt nævnes at samme forlag snart begynder at udsende Spiderman lige som ’i gamle dage’, i regulær bladform – red.) Black Widow: Fri leg var et af de første samlebind de udgav og lad det blive slået fast med det samme – det er bestemt ikke en tegneserie, man har lyst til at give til familiens yngste.

Dette hænger ikke sammen med at den hverken er dårligt tegnet, eller at man helt overordnet ikke bør lade børn læse tegneserier (tværtimod! – red.), men det er fordi historien i Fri leg er skabt til et meget voksent publikum, der bedre kan tackle de emner og den meget udpenslede vold, som bliver præsenteret i løbet af de 128 sider.

Natasha arbejder i denne historie, som man måske kunne have gættet, helt på egen hånd. I starten af fortællingen dukker hun op hos Captain America og proklamerer at hun har behov for luftforandring. Hun tager herefter til det fiktive ø-rige Madripoor, der angiveligt ligget et sted i Sydøstasien. Her kommer vores handlekraftige heltinde nærmest ved et tilfælde på sporet af en kriminel organisation, der har som sit speciale at kidnappe børn. Skurkene streamer herefter disse børn blive tortureret, få amputeret lemmer eller ligefrem dræbt live på det mørke internet. De kunder der betaler mest, får selvsagt det de helst vil have.

Sådan nogle møgdyr skal selvfølgelig ikke have lov til at fortsætte med den form som ”Fri leg”, hvilket er det de har kaldt deres skjulte hjemmeside. Så til trods for at historiens hoverperson egentlig havde forestillet sig et afbræk fra heltegerningerne, beslutter hun sig for at optrevle denne organisation, dels for at uddele hårdhændet retfærdighed til bagmændene, dels for at redde de tilfangetagne børn.

Tegneserien er holdt i en helt klassisk superheltestil, som er kendetegnet ved en ganske høj detaljerigdom, sorte streger der afgrænser de enkelte figurer og ikke mindst en meget flot, kulørt farveholdning. Såvel tegninger som farvelægningen er utvivlsomt forgået elektronisk. Det skal ingenlunde forstås som en boomer-agtig kritik af stilen, for lad os være ærlige tegneplader og kraftig processorkraft har efterhånden afløst tusch, pen og papir – det er både langt mere praktisk og fleksibelt at arbejde med, men det giver også et samlet udtryk, der ikke just er superoriginalt eller personligt. Til gengæld er Flavianos slutprodukt et der fremstår gennemarbejdet og som giver udgivelsen et meget ensartet udtryk.

Black Widow: Fri leg er muligvis ikke en af de Marveltegneserier som læseren vil vende tilbage til igen og igen, men til trods for at den måske ikke straks opnår klassikerstatus, så er det en både velfortalt og fint tegnet sag, som mange fans med garanti vil være rigtigt fint underholdt af. Det er til gængæld spændende, på et mere overordnet plan, at opleve hvordan grænserne for hvilke typer historier Marvel bringer har flyttet sig en del, siden de første hæfter med Spiderman og blev købt i anmelders barndom. Selve ideen med at kombinere deciderede gyser- og splatterelementer med en mere traditionel superheltefigur, er selvsagt også set før (se eksempelvis Marvel Zombies eller i flere af Batmans mørkere eventyr som f.eks. Arkham Horror eller DCeased) men det er overaskende nok, at opleve denne type historie i en mere ’almindelig’ serie. Det viser blot at markedet er i konstant udvikling, og til trods for at de fleste læsere nok har gennemskuet (og forventer) at helten, der pryder forsiden, klarer sig til sidst, så er vejen til denne sejr, som så mange gange før, bestemt en der er værd at følge.