Er man barn af firserne husker man tydeligt atomkraftulykken i Pripyat. Først kom de meget sparsomme nyheder om at der var blevet målt en foruroligende høj mængde radioaktivitet i Norge og Nordsverige inden de russiske myndigheder endelig tog sig sammen og besluttede sig til at indrømme overfor omverdenen, at der faktisk var sket en katastrofal nedsmeltningsulykke på deres atomkraftværk.

Har man først én gang været i en situation hvor medierne aften efter aften fortæller halve sandheder, samtidig med at man frygter for, at usynlige stråler potentielt kan gøre en dødelig syg, så er frygten nærmest håndgribelig. Sådan føltes det i al fald i dagene efter ulykken for undertegnede. Forestiller man sig så, at man var blandt de mennesker, der oplevede denne tragiske hændelse på tæt hold, så bliver det nærmest ubærligt. Det er præcis denne frygt, uvished og nerve som HBOs fremragende miniserie Chernobyl rammer så effektivt på. En serie der både er så spændende og vellavet at det udløste en sand tsunami af Emmypriser tidligere i 2019. Blandt andet for bedste miniserie og bedste instruktion og det er helt fortjent.

Selv om kappelanen hér ikke imponeres af tv-priser, så er det meget svært ikke at blive ustyrligt imponeret over Chernobyl. Selv om det er en serie, der ikke er hundrede procent akkurat i forhold til de virkelige hændelser så har seriens dramaturger og instruktør formået at formidle historien om såvel ulykken som efterdønningerne til perfektion. Ikke mindst møder vi også et udpluk af de mennesker, hvis liv blev direkte påvirket eller smadret af enten ulykken selv, eller af de der forsøgte at ændre på sandheden. Man bliver nødt til at huske på, at ulykken skete i 1986, på et tidspunkt, hvor Rusland stadig forsøgte at opretholde et image internt men måske især overfor resten af verden, som et land der havde styr på sagerne.

Selv om miniserien som nævnt ikke er 100% historisk præcis, så er det til gengæld et meget gribende drama der lige som den radioaktive stråling, lige så langsomt sniger ind under huden på dig. Den er et studie i spændingsopbygning og stram dramaturgi, der gør at man har svært ved at stoppe med at se når man først er gået i gang. Det er ikke alene en historie om en forfærdelig katastrofe, men lige så meget en fortælling om hvad der sker når man har opbygget et bureaukratisk system, hvor der ikke er nogen der vil tage ansvar men blot skubbe det videre eller ignorere fakta.

Serien er inddelt i fem afsnit, der gennemsnitligt varer omkring en times tid. I første afsnit oplever seeren de dramatiske øjeblikke idet reaktoren nedsmelter. Vi er vidne til hvordan de ansvarlige nærmest nægter at tro på at ulykken har fundet sted, hvilket naturligvis også er med til, at katastrofen når at udvikle sig endnu mere katastrofalt. Selv om der har fundet en eksplosion sted, så er dette jo umuligt ifølge alle manualerne, så man fortsætter blot proceduren. Værre endnu er det når man ser scenen hvor familier, kvinder med barnevogne og fædre med deres børn stimler sammen på en bro, en lille kilometer væk fra værket, for at se på den smukke blå lyssøjle der står op fra værket. Tilskueren ved allerede godt, at de alle bliver udsat for massive mængder stråling og selvsagt vil dø efterfølgende.

Flere afsnit går med at følge oprydningsarbejdet og ikke mindst de videnskabsmænd, der forsøger at finde frem til årsagerne til ulykken og som samtidig kæmper mod tiden for at finde frem til en metode til at indkapsle den livsfarlige stråling og den kernereaktion der stadig er i gang dybt under den sammenstyrtede beton. Tragisk er også at være vidne til de mange personlige fortællinger. Små historier der er gribende og intense i deres tristesse. I næste nu bliver man vred over alle de løgne og halve sandheder som de personer, der er lidt højere oppe i hierarkiet, benytter sig af i et forsøg på at fralægge sig enhver form for ansvar. Senere i serien er der et afsnit, der fortæller en lille historie om en ung soldat der skal hjælpe med at rydde op i både Pripyat og nabobyerne. Nærmere bestemt er hans opgave at skyde husdyr, katte, hunde, køer og alt levende, der kan være blevet påvirket af strålingen. Alt sammen frygteligt hjertenskærende.

Det er først i det sidste afsnit at seeren får et indblik i hvad der faktisk skete i de sidste timer op før katastrofen indtraf. Dette er lidt at en genistreg, for det skal vise sig at de begivenheder der gik forud for tragedien godt nok var præget af menneskelige fejl, så var det også fejl der i retrospekt sagtens kunne være undgået, hvis blot de der bestemte ikke var så opsatte på at hytte deres eget skind.

Seriens egentlige hovedperson er Vasaly Legasov (spillet fremragende af Jared Harris). Han er atomfysiker, ansat ved det Russiske atomagentur som af staten udpeges til dels at komme til bunds i ulykken samt at finde en handlingsplan til hvad der skal ske med reaktoren. Hans personlige fortælling bliver på mange måder synonym med ulykken, for det job han får er også, lige som han selv, dødsdømt (og nej, dette er ikke en spoiler, seriens første scene viser Vasaly tage sit eget liv).

I dirrende billeder og scener, der giver seeren mulighed for på førstehånd at følge eksempelvis de mennesker der blev beordret til at gå direkte ind i helvede, oplever man mange aspekter af tragedien, fra de små personlige historier til de brede politiske efterdønninger. På den måde er Chernobyl ikke kun en virkelig god periodeskildring, en frygtelig gengivelse af en af historiens værste menneskeskabte katastrofer, men det er måske – og vigtigt af alt - en opbyggelig fortælling, som desværre bekræfter at noget lignende sagtens ville kunne ske igen. For lige så længe magtfulde mennesker er mere optaget af deres egen status end i hvad der er det rigtige at gøre, lurer tragedien lige om hjørnet. Idet man ser den undres man også gentagne gange over at en skildring der der er så uhyggelig, væmmelig og tragisk, samtidig kan være så dragende og interessant. Kort sagt; Chernobyl en af den slags serier man bare skal se.